Om at udgive litteratur

Alle der har udgivet tekster og bøger ved, at det er en tidskrævende og ofte ret dyr proces, der – især for mange mindre, kvalitetsbevidste forlag – sjældent er rentabel. I hvert fald ikke ud fra en økonomisk optik. Det er faktisk ofte en ret dårlig forretning at udgive kompromisløs litteratur. Når vi så alligevel er hundredevis af forlag i Danmark, der bringer kvalitetslitteratur til en befolkning, som læser færre og færre bøger, så er det fordi den litterære tekst kan noget helt særligt.

Men én ting er teksten, der findes. Noget andet er teksten, der endnu-ikke-er. For selvom vi nok er mange, der sætter pris på at de gode bøger findes derude, så er vi nok en del færre, der har et lidenskabeligt forhold til den endnu-ikke-udgivne men du-forstår-slet-ikke-hvor-vigtig-en-tekst-det-er, som alle bør læse.

Når jeg som redaktør (bl.a. tidligere på denne platform og nu på forlaget Harpyie) tager stilling til uopfordrede og tilsendte tekster må jeg alligevel sommetider spørge mig selv: Hvorfor egentlig udgive litterære tekster?

Det korte svar? Fordi jeg ikke kan lade være. Det lange er mere pelset og måske en smule fluffy. Men en del af det lyder sådan her: Hvis du vil have noget til at eksistere, så må du selv give det en plads i verden. Og det kan du gøre, hvis du har en platform.

At tage stilling til at udgive litterære værker kan være helt vildt angstprovokerende. Øjeblikket, hvor du åbner teksten og ikke ved, hvad der gemmer sig derinde, men ved at du sidder med magten til at vælge og vælge fra. Læsningen, hvor du bygger teksten op, billede for billede, fylder huller ud, lærer værkets stemme at kende og måske endda drømmer konturerne af et værk.

Når det kommer til stykket, er du sjældent i tvivl, når du møder den.

For den gode tekst inviterer dig indenfor i et rum, der kan synes besynderligt, unheimlich, klaustrofobisk eller omfavnende. Du genkender det, du aldrig har set det før, erkendelsen er et slimet spor ned ad rygraden. Den lune fornemmelse i mellemgulvet, skammen brænder under kinderne. Det er næsten som at komme hjem. Ligeså mange gode sætninger, tekster, bøger – lige så mange reaktioner, voldsomme eller briseagtige. Men du kender måden, den sætter sig i maven på. Dén der følelse. Det gør jeg i hvert fald, når jeg læser en tekst, der vil mig noget, og som jeg ikke bare sådan lige kan slippe igen og som ikke vil slippe taget i mig. Herta Müller har et fantastisk udtryk om kvalitet i en tekst, der hedder: begynder den tavse vildfart i hovedet eller ej.

Den gode tekst kan skubbe til mit verdensbillede. Det kan den gøre på alle mulige uventede måder, og det kan ofte være helt umuligt at lokalisere, hvor, hvornår og hvordan det skete, men noget vendte sig i maven, noget blev flyttet rundt i tankerne. Og lige dér er jeg ret ligeglad med hvorfor.

Læsningen er en forførelse, og det kan være let og lykkeligt kun at læne sig op ad det, instinktet, og glemme at du er en læserkrop. En specifik læserkrop med en specifik erfaringshorisont. Som litterær gatekeeper har du et ansvar, når du udgiver litteratur. Et ansvar for at opdyrke og udgive gode og vigtige tekster. For at opstøve og give plads til nogle af de stemmer, vi ikke så ofte hører. For at ændre verden, bare en smule.

Der er ikke noget uskyldigt ved at vælge og vælge fra.

– – –

Vild Maskine har sponsoreret september måneds udgave af Slagtryk. Støt dem og andre små forlag ved at købe deres bøger på Mikrofest. Der er 25% rabat på alle bøger i september.

Mens vi venter på 2020

Det er, som om 2020 aldrig kom rigtig i gang. Både Danmark og det meste af verden har været helt eller delvist lukket ned i et halvt års tid, og da der langsomt blev åbnet op igen, gik mange på sommerferie. En sommerferie, hvor der er blevet rejst mindre end sædvanlig. Derfor har 2020 for mange også været et år præget af en sælsom blanding af frygt for det uvisse og uendelig kedsomhed. Er man privilegeret nok, har en af 2020s største udfordringer været, at man har opholdt sig for meget i sit eget hjem.

Her kan litteraturen være behjælpelig, både med frygten og kedsomheden. Bogen er både et fysisk velkendt objekt og læsningen en vant aktivitet at holde fast i, når tiden er usikker. Og så tilbyder litteraturen en verden at rejse ind i og rundt i, når det ikke er muligt at rejse selv. I starten af nedlukningen læste jeg alle Dumas’ bøger om De Tre Musketerer, og nød hvordan karakterernes hele spillerum, med alt hvad det indebærer af sociale koder og samfundsstrukturer, virkede så uendelig langt væk fra mit eget. Hvordan jagten på dronningens diamanter er en eventyrlig og farefuld færd, som karaktererne i fællesskab kaster sig hovedkulds ud i. Undervejs får de penge, og mister dem lige så hurtigt igen. Tager elskerinder, men er for det meste hurtigt videre. Tager kampen op mod alle, høj som lav, der på nogen måde står i vejen for dem eller betvivler deres ære. Og så er de videre igen. En duel er et lille undseeligt kapitel for dem. Det er en befrielse at læse om et sådant drama, som bliver taget så let. Senere læste jeg HHV FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose, som med sine smukke beskrivelser af Island giver længsel mod naturen og det ukendte. Og med en humoristisk invitation ind i et forvirret hoved også gav mig lyst til at omfavne eget nedlukningsvanvid. På en kærlig måde. På ”du gør hvad du kan”-måden.

I et sommerhus i Marstal på Ærø begyndte jeg at læse Vi, De Druknede af Carsten Jensen. Fortællingen tager udgangspunkt i Marstal, men bevæger sig over hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sømændene dengang omkring 1900-tallet har været usædvanlige med deres kendskab til fremmede kulturer, mens vi nu er generationer, der rejser som det mest naturlige i verden. Og lige præcis derfor bliver fremmedgjorte, når vi pludselig ikke har muligheden. Så må vi rejse gennem bøgerne. En god empatisk øvelse, som med al sandsynlighed ikke bliver mindre nødvendig fremover.

Nu går sommeren på held, og for de fleste starter hverdagen op igen, mere eller mindre som man kender den fra før corona. Måske vågner 2020 op til dåd og giver os fire forrygende måneder at slutte af på. Men ellers har vi altid litteraturen.

På Slagtryk har vi fået fire nye medlemmer af Redaktionen: Astrid, Mau, Lasse og Olivia. Det betyder også at der kommer til at ske en masse forandringer og nye tiltag, som vi glæder os til at dele med jer. Vi glæder os til at tage fat og dele en masse spændende ny litteratur og læseglæde med jer!

Læsningen igennem forskellige aldre og situationer

De fleste har det med læsning som med luksus. Det er noget man gør, når man har tid, lyst og penge. Sådan er det især med lyrik og kortprosa – det eksperimenterende og formbrydende er flødeskum på tilværelsen og roser i forhaven, svaner på søen, trøffelolie og safran.

Men forestil dig et rum eller en livssituation, hvor det at læse er intet andet end smør på brødet.

Tag fx barndommen. Her er læsning lig med læring. Læsning er en slags forklaring af den store virkelige verden, barnet er landet i. Fra de simpleste farverige stofbøger, som ikke adskiller sig fra tøjdyret, til pegebogen, pixibogen, billedbogen og højtlæsningsbogen – alle fortolker de vejen ud i verden med befriende nødvendighed.

Den studerende har ordene som sit levebrød, og hvis han eller hun ikke har lært at læse, så bliver læreårene i de højere luftlag svære. De nødvendige tekster vil være faglitterære, men sky ikke skønlitteraturen eller det velskrevne essay, digtet eller kortprosaen. Når den studerende skal til at skrive opgave, vil det være så meget nemmere at formulere sig på skrift, beskrive verden, hvis en smule lystlæsning har været blandet op i studiebøgerne. Den der kan læse kan nemlig også skrive.

Når man bliver forælder sejler ens egen læsning agterud, fordi karriere, vasketøj og søvnmangel sluger overskuddet, men uundgåeligt højtlæsning står stadig på menukortet. Der skal læses godnathistorier og godmorgenhistorier, og ofte vil det være ens egne øjenlåg, der først falder i. Pludselig skal nogen lære at læse, og læsningen skal videregives som en gave – en af de pladser i skyggen der er tilladt og ikke kræver en netforbindelse. Læsning er en slags kvalitet – tilbagetrækningen er en slags lindring og en slags indsigt på samme tid.

Udenfor de ovenstående situationer står læsningen over for et frit fald. Biblioteker taler om livslang læring, men alt tyder på, at det kun er et fåtal som forbliver bogstavslugere og kontemplerer livet gennem litteraturens kaleidoskop. Læsning er et tilvalg og den tager en del af den tid man har til rådighed som menneske – den tid hvor man også skal se serier og hænge ud med vennerne. Konkurrencen i et moderne liv er stærk, og man må spørge, om et liv med frie valg i virkeligheden er der, hvor litteraturen er stillet dårligst?

En interessant og tankevækkende modsætningen til det frie valg må være fængslet, en samfundsinstitution som i sin genskabelse af en normal hverdag bl.a. har egne biblioteker. Fængslet er i den grad kendetegnet af at være tilbagetrækning – der er tid til at tænke – og det afspejler udlånstallene på de interne biblioteker ligeledes. I 2010 var udlånstallet pr. indsat 45 titler i Østjyllands Statsfængsel.

Frihedsberøvelsen er den ultimative modsætning til netop den oplysningstilstand og dannelse, som læsningen bl.a. bidrager til, men i det paradoks ligger der måske den sandhed begravet, at læsningen og teksten som medie fordrer et tilvalg af stilhed, fordybelse og refleksion.

– – –

To redaktører forlader desværre redaktionen. Asta Broe Borch starter på Biskops Arnö forfatterskole fra efteråret og kommer derfor ikke til at have tid til redaktionens arbejdsopgaver. Christine Lind Ditlevsen stopper desværre også efter et år i redaktionen. Vi kommer til at starte en proces op med at finde nye kræfter til redaktionen.

Vild Maskine har sponsoreret juni måneds udgave af Slagtryk. Vild Maskine udgiver blandt andet dansk skønlitteratur og i efteråret udkommer Cecilie Bødkers debutroman “Sortsyge”. Cecilie Bødker stod bag Slagtryks forside i maj 2018 og marts 2016.

Vi holder publiceringsfri i juli – send gerne nye tekster til når vi starter op igen. [læs om at sende ind til Slagtryk]

Vi har brug for hinanden

Hvad en fysisk boghandel betyder for et digitalt tidsskrift

Umiddelbart er der ingen relation mellem en fysisk boghandel og et digitalt tidsskrift som Slagtryk. Slagtryk modtager forfatteres bidrag og publicerer disse for læsere med adgang til internettet. Slagtryk er lavet til at kunne virke uden mellemled. Derfor er vi heller ikke i kontakt med boghandlere, vi har ingen litteratur der kan omsættes til løn eller husleje og vi har nok ikke umiddelbart en vare, der er interessant at formidle i en boghandel.

Alligevel ser vi det som et tab for litteraturen, når boghandlere med kapacitet inden for skønlitteratur må give op. Boghandlere er som bibliotekerne et af litteraturens vandhuller, hvor man som læser kan finde ny (og gammel) litteratur til inspiration, underholdning eller dannelse. Det lyder måske fjollet, men det at bøger står fremme til at bladre i, at læseren kan overskue den (også vægt og skrifttype), samt orientere sig hvilke bøger der ellers står i nærheden, at serendipitet sker fordi man kigger den anden vej, det er en berigende måde at finde den litteratur man har lyst til selv at bruge tid på – eller andre (som gave). Boghandlere er også – som bibliotekarer – specialister indenfor deres felt, nogle bredere end andre. Så råd og vejledning kan være øjeblikkelig, personlig og lokal.

Online boghandlere og digitale læsetilbud har deres fordele (det er en anden historie), men mangler både et socialt og rummeligt aspekt; og så er der risiko for at (personaliserede) algoritmer begrænser os mere end de beriger ud over det forventede.

Det ved nogle online boghandlere også godt. Og måske derfor så man i april måned Amazon støtte en fond til fordel for engelske boghandlere i problemer pga Covid-19 med 2 millioner kroner. Det ligner almisser som kommer fra boghandlernes trussel numero uno. Men Amazon er klar over, at eksistensen af boghandlere i bybilledet øger læse- og bogkøbslysten.

Så hvis man tror på og vil litteraturen, så er udviklingen mod færre fysiske boghandlere ikke at bifalde. Ligesom det gælder færre bogspalter, færre biblioteker og derved mindre formidling, færre litterære arrangementer. For alle spiller en større eller mindre rolle. Og hver gang en rolleindehaver forlader scenen, så bliver litteraturen mindre synlig med færre læsere som resultat. Hvis du vil være med til at modarbejde den tendens, så skal vi købe flere bøger – og papir og kaffe – i din yndlingsboghandel.

I en krisetid tar poesien stilling… eller gør den?

Fra 1902 til 1927 udvekslede Jeppe Aakjær og Thøger Larsen breve. D. 11. oktober 1905 lyder det bl.a. sådan her fra Thøger Larsen til Jeppe Aakjær:

“Livskilderne i den gode Kunst rinder gennem Tiderne, efter at de politiske Døgnspørgsmaal, der var oppe ved dens Frembringelse, forlængst er dybt nede igen. Den giver Impulser baade til det politiske og det hele aandelige Liv, om den end ikke just egner sig til Paalæg paa det Brød, der i forvejen er altfor tørt.”

i samme brev skriver Larsen: “Jeg vil ikke underkende Betydningen af Politik, men jeg vil endnu nødigere have underkendt Betydningen af Kunst.”

Balancen mellem det politiske og det kunstneriske i et digt trænger sig på, fordi strømmen af coronapoesi tager til. På de sociale medier kan jeg i kommentarsporene læse om både en afstandstagen til og en hyldest af coronaskriverierne. Nogle vil være ved, at de skriver på det aktuelle, mediebilledet, krisetilstanden, mens andre skeler til de runde kaffepletter og giver sig til at skrive udenom krisen… med slet skjulte henvisninger til et land i isolation.

I den publicerede mængde coronapoesi spiller toiletpapir, isolationskuller, kritik af globaliseringen og den menneskelige civlisation og indgriben i naturens orden en rolle på hver sin vis. Det samme billede tegner sig i Slagtryks indbakke. Coronaen spreder sig i poesien som den virus, den i seneste redaktionelt blev opfordret til at være. Men med hvilken hensigt?

Er poesien politisk, kommenterer den på samfundsbilledet og mediestrømmen, vil den ændre verden, revse eller hylde de politiske positioner i Danmark såvel som resten af verden, de faldne italienere og amerikanere, jerngrebet i Kina og det danske mådehold i kombination med ynkelig hamstring? Eller holder poesien på sig selv, mens den opholder sig inde i mennesket og skildrer følelserne, frustrationen, eller ser den på naturen som i al sin objektivitet slår ihjel og sætter liv til organismer?

Ville et koldt og regnfuldt, måske endda snevejrsramt og kuldebrændt spirende corona-forår have fremkaldt en anden bitterhed, og ville man have kunnet se det i digtene?

Det politiske kan i poesien selv være en virus, der slår digtet ihjel fordi det stræber og går over i en manipulation, digteren Mattias Jeschko-Edberg (f. 1973) nævner under et interview i magasinet Eftertryk. Men afholdte poesien sig fra at kommentere og skildre verden i al sin umiddelbare aktualitet, ville vi have en tom og blødende poesihistorie.

Skal vi vende tilbage til udgangspunktet hos Thøger Larsen, livskilden vs døgnspørgsmålet , så kan vi først fastslå, at coronaen ikke er et døgnsspørgsmål. Men hvad med detaljerne, som i mange tilfælde alligevel er dem, som kommer til at fortælle historien, hvordan skal vi forholde os til dem? Måske kan toiletpapiret sammenstilles med døgnspørgsmålet og isolationskuller med livskilden, et mere eksistentieltudfordrende og alvorligt emne. Men måske tænker vi ikke en poetisk opdeling på samme måde længere og måske holder vi i dagens poesi af at sammenblande døgnspørgsmålet og livskilden?

Virusdigte

I denne udmattelse, hvor vi kun kan søge mod os selv og ikke hinanden, er digtet en nøgle til at forstå vores tid.

Morten Søndergaard skriver i digtet VI RUS (uddrag):
Nogen har spist en flagermus i Kina/ og den lille bløde, lodne krop ændrede verden. / Dette er ikke verdens ende, men måske/ er det på tide at give den tilbage til flagermusene.

Virus er det ord, der ligger på alles læber, virus er det spørgsmålstegn, der fylder vores ansigt i spejlet.
Virus er det modsatte af Horus, guden, der personificerede orden, lys og civilisation.

Klaus Høeck skriver i digtet CORONA (uddrag):
på en eller an/den mærkværdig måde ved/jeg noget om vi//rus (vira) fordi/min tidlige digtning er/gennemsyret af//computervirus/se tredjeversene i/mine sonetter

Forstår vi til bunds, hvad en virus er? Forstår vi, hvad et digt er? For tyve år siden spurgte filminstruktør Claus Bohm 10 digtere i filmen DIGTER, hvad en digter er, hvad skønhed er, hvad et digt er.

Nicolaj Stochholm mente, at digtet kan rykke rundt på de knogler, vi har, fordi det er sprog. Fordi mennesker består af sprog.
Ja, poesi er en fysisk oplevelse, et spørgsmål om tillid og tro, sagde Naja Maria Aidt.
Morten Søndergaard sagde, at der i digtskrivning ligger et stort ønske om at forsvinde. At digtet er en skønhed, der udsletter jeget.
For Katrine Marie Guldager var digtet det, der ikke har nået hovedet endnu – men hænderne.
At skabe kunst, sagde Lene Henningen, er at udvise ærbødighed over for livet.
Fordi der ikke findes liv uden lidelse.

Jeg synes, at digte skal være en virus, der spreder deres hovedløse skønhed, fysik, ærbødighed overalt og slår en sprække ind til evigheden.

* * *

Marts måned er sponsoreret af Vild Maskine, der blandt andet udgiver dansk skønlitteratur.

Danske forfattere og især mindre forlag er blandt dem der er presset af landets delvise nedlukning. Her er økonomien allerede er hårdt spændt for og et dyk kan gøre det usikre endnu mere ustabilt. Redaktionens opfordring er at gå i den lokale boghandel eller bestille bøger hjem via nettet – det er med til at sende lidt penge rundt i systemet.

Og hvis du lige nu ikke har råd til at købe noget, så støtter du forfattere (royalty og bibliotekspenge) og forlag ved at låne e-bøger og lydbøger på f.eks. Ereolen. Du kan finde Vild Maskines udgivelser på Ereolen.

Redaktionelt februar 2020

Slagtryks redaktion er fra januar blevet udvidet med to redaktører, nemlig Kasper Knudsen Muusholm (fra 1993 – studerer på Det Jyske Akademi) og Asta Broe Borch (fra 1997 – er bl.a. frivillig i Møllegades Boghandel). Derfor består redaktionen nu igen af fem redaktører bosat i forskellige dele af landet.

Og vigtigere end bopæl: Helt konkret giver nye øjne på de indsendte bidrag nye diskussioner og derfor følger også en måske velkommen justering i den redaktionelle linje, der fortsat har øje for både kvalitet og alsidighed, men som jo er to omskiftelige størrelser.

Tidsskriftet Slagtryk er i gang med sin 10. årgang. Vi startede tilbage i 2011, hvor tidsskrifter med ny dansk litteratur var en mangelvare og debuterende forfattere reelt kun havde et sted, som optog digte fra debutanter og udkom lige så ujævnt som nu.

Slagtryk tilbød til gengæld både hurtig responstid, flere (og nye) redaktørøjne samt større læserskare end andre lignende litteraturtidsskrifter. Sådan er det stadig – og sidenhen tilføjede vi også videoportrætter, workshops og oplæsningsarrangementer, LIVE skrift, temanumre og meget andet. Og flere af de ting kommer vi også til at gøre i år.

Slagtryk har fået fotografisk billedkunstner Kirstine Autzen og litteraturformidler Lea Fløe Christensen til at kuratere forsiderne til årets ti numre. Det er første gang redaktionen ikke selv udvælger forsider og samarbejdet har vi set frem til. Første forside var en keramik installation af VERSUS (Mariko Wada med flere). Foto af Ole Akhøj.

Når året er omme holder vi en fest og fejrer, at vi over de sidste 10 år har givet 100.000 kr til bidragyderne – mest som en symbolsk handling, bidragene gennem 10 år er meget mere værd. Så følg med og tilmeld dig vores nyhedsmail, hvis du ikke vil gå glip af noget.

* * *

Sidste nyt har fået sin egen side på Slagtryk -> slagtryk.dk/sidste-nyt/. Læs blandt andet Andrea Vermehren Holms motivering af hvorfor honorar for Q4 gik til Anne Katrine Bagai.

Et hvidt år

Endnu et år er gået i Slagtryk. Jeg vil kortfattet samle op på året ved at tælle farverne.

Jeg læser normalt aldrig med fokus på farver, men ved et tilfældigt gensyn med udsendelsen Bazar 1984 med Strunge, Tafdrup, Baidel og Bjørnkjær, lagde jeg mærke til noget Michael Strunge sagde i en sidebemærkning. Strunge nævner at der til efteråret 1984 udkommer en bog med titlen Sort poesi.

Året inden var Hans Mølbjergs Farvepoesien udkommet. Bogen var en alternativ tilgang til poesien, en lige så overraskende som enkel indgangsvinkel til læsning og fortolkning, men den satte kun et svagt aftryk i poesiens virkelighed. Sort poesi er et udvalg den sorte side, udvalgt af Asger Schnack og Klaus Høeck.

Og siden har jeg ikke kunnet slippe denne let naive men samtidig tankevækkende måde at gå til teksterne på.

Årets sidste måned chancerer nogenlunde sådan her: Rødlilla lyngblues, små blå perler, gråligt skær, sortsmudset gletschervand, lyserød harpiks, hvid hud, lyseblå skikkelse, knaldrøde vanter, sorte skikkelser, grå himmel, hvid mascara, røde skygger, hvid rim, det hvide støv, hvide ridser…

Og tæller man hele 2019 mere systematisk, ser farveskalaen sådan her ud:

28 rød 26 blå 19 gul 15 grøn 1 orange 6 lilla 19 grå 37 hvid 19 sort

Jeg skal ikke kloge mig i, hvad alt det her betyder, for denne klummens formål er blot at se på verden og konstatere, hvordan den ser ud. Men ‘sortsmudset gletschervand’ og ‘lyserød harpiks’ fremmaner sammen og fra hver sin tekst en læsning af verden, som i den grad har præget 2019, og som vi formentlig vil se mere af i 2020.

Med de ord ønsker Slagtryk nye og gamle læsere et godt nytår.

* * *

Vi er Vild Maskine taknemlige for at have valgt at sponsorere denne decemberudgave af Slagtryk samt yderligere fire udgivelser i 2020.

Vild Maskine er startet i 2015 og udgiver primært ny dansk skønlitteratur for alle aldersgrupper. Indtil videre har forlaget udgivet fire debuterende forfattere, der forinden har haft bidrag i Slagtryk: Kasper Ralsted Jensen (Feberdreng, digte, 2017), Marie Louise Tüxen (Jeg ser mig selv som rytmisk, roman, 2017), Frøydis Sollid Simonsen (Hver morgen kryber jeg op fra havet, kortprosa, 2015) og senest Morten Walther Rasmussen, der i år har udgivet kortromanen Helikopter.

Læs mere om Vild Maskine

Læs bidrag i Slagtryk fra Kasper Ralsted Jensen, Marie Louise Tüxen, Frøydis Sollid Simonsen, Morten Walther Rasmussen

Du kan også støtte Slagtryk i det små. Kig forbi Patreon og læs hvordan.

Før skrivningen gik man rundt og ventede på at komme i gang

At skrive er at være i venteposition. Man begynder at skrive, fordi man har sat sig ned for at komme videre. Før skrivningen gik man rundt (under oprørte skyer: “Hvad helvede er der galt med mig/jer?”) og ventede på at komme i gang. Egentlig kom der heller ikke noget skrift, da man sad klar til at skrive ved skrivebordet. Det er, når man lægger alt fra sig, og sig selv afklædt i skrivesengen, hvilket den ikke må kaldes, for så var det heller ikke der, at man begynder at skrive.
At skrive er at ligge ned. At rejse sig er at redigere. Men altså først efter sengen, hvor skriften har præsenteret sig for at komme (længere og længere) ud med badevinger, redningskrans og alarmcentralen til gene i røret. Man ville fortælle sandheden (om at skrive), og det er ikke utænkeligt, den er der, eller var der, men først kunne den ikke komme ud, fordi den ikke var der, og da den var der, ville den ikke ud, før man havde lagt sig, og der var den allerede gammel. Man griner.
Selv i selveste skriveprocessen er der tale om en konstant tøven og venten blot i en erkendt venteposition, og det er en liggende en af slagsen, så det kan være det samme, skulle man falde i staver. Falder man om, står man til at redde, da man flyder, som man har underlag til, med sølvfisk og ovnfisk på drømmesengen i gæsteværelset. Da gæsteværelset var arbejdsværelset, blev der intet arbejde foretaget, fordi man ikke lå i sengen og skrev sine flydere, men sad i en ret stilling ved skrivebordet og ventede på at få noget fra hånden, som i stedet blev til noget at æde, drikke, ryge, kaffe, spille, chatte, skide, feste og fri til. Gå i dørken.
Da man endelig lagde sig, løb skriften ud i livlige fingre. Så gælder det om ikke at lukke øjnene. Eller åbne dem, hvis man er ved at vågne, så meget, at man kommer til at rejse sig, for ret op er kun redigering. Måske man rammer en åre at padle i. En hoste trænger sig på. Det er skrivehosten. Så er man på ret køl. Var det mon i virkeligheden derfor, man lagde sig ned? Maven har det koldt. Man er med ømme led og feber. Den gennemredigerede tekst er den raskes tekst. Den raskes tekst findes ikke i denne dyrebare tid. Sådan kan man vel godt sige det. “Men der er da vist en, der allerede har siddet ret op og orket kommaer!” Så enkelt er det heldigvis ikke, og sygdommen har mange ansigter, men sikkert er det, at den skrivende slås med årstidernes epidemier. Som så mange andre, kan man sige, ja, man havde kun indtaget stillingen i forvejen, efter at have haft ventepositionen med ude for at give den en på opleveren, så der i det hele taget skulle være noget at skrive om. Man var ude og udleve den maniske afventning, og se nu, hvad den planmæssigt har resulteret i: En undskyldning for at skrive og lade være på én gang.
Underligt, at noget skulle kunne få liv, når man ligger og er halvdød. Men sådan er det med fødsler. Man ligger og slipper den ud, den bette, efter et turbulent liv med cigaretter, og uden rigtigt at have sat sig ind i tingene, sidder man med sit sidste nye skrig inden for misfosterdannelse. Det er der ingen, der behøver at vide af, eller man vil vise det frem til alle. Man læser i en bog, der var til at nå på gulvet, kigger op i loftet og ud ad vinduet, hvor tågen har gjort alt hvidt. Da det allerede krævede at komme op på albuerne at se så langt som til tågens dominans, svinger man fødderne ned i et sæt hjemmesutter.
Man kunne starte med at sende noten til sig selv, alt efter hvilket humør man er i, og begynde at lege med formen. Sætte arbejde i kursiv med sandheden, så de kommer til at stå mere i krydsfeltet. Det, tænker jeg, ville være en god idé for helheden.

* * *

Jeres støtte hjælper. Via Patreon har vi på et år fået 3.200 kroner udbetalt. Den støtte er vi utrolig glade for. Nogle har valgt at støtte med $1 pr måned (ca 8 kr), andre har støttet med $5 eller mere. Du kan også hjælpe os med at indfri nogle af de ambitioner vi har på vegne af tidsskriftet – støt os via Patreon. Hvis du ikke er klar til at støtte os, hvad skal der så til for det? Send os en email på sendind@slagtryk.dk

Leah Skovby Burke har modtaget Slagtryks honorar for tredje kvartal. Plotcast (Malene Kirkegaard og Palle Schmidt) har peget på hendes bidrag “To prosadigte” fra august.

Redaktionelt oktober 2019

Seks publicerede bidragydere på en måned er ikke usædvanligt. Men kun en enkelt (Stine Højris) stikker af i sin prosaiske form. Resten af bidragene er i den kortere ende og et bidrag (Casper Havser) er på kun ni ord. Det giver den korteste PDF i vores historie.

Æstetiske valg og rytme er en sikker beskrivelse af poesien og hvordan den er en (særlig) form for litteratur. I genrebeskrivelser er digtets korthed en mulig karakteristika. Og selvom korthed ikke er et gældende princip, så siger det alligevel noget om hvad digte kan: at fatte sig i korthed.

Når jeg læser Mikkel Storm Sørensens Lohals, så er poesien særligt skarp, fordi pauserne falder velvalgt, fulde af betydning og derved tillader at ordene ikke behøver at hobe sig op. Fastlandet er blevet væk (og så er resten af linjen ellers hvid, som om den er væk. “i regnen” står der, hvilket i sig selv er massivt nok, ingen tillægsord nødvendige her, vel? “Regnvåd” er måske overflødig senere.

Halfdan Skjerning genbruger linjer i dagene kortes. På den måde synes jeg både at han strækker teksten: at teksten helt konkret er længere i antal linjer. Men jeg synes også samtidig at han folder digtet, at gentagelserne gør at teksten lukker sig om sig selv, udtømmes af sine egne ressourcer.

Allerede i de første linjer af Frida Bangs Hjemrejser viser digtet sine kvaliteter ved at kunne springe i sted og tanke næsten linje for linje. Det er som om alt skærpes ved at der files på ordvalget, at linjer uden tegnsætning både kan pege på forrige og næste (her: jeg går omvejen). “måske har far ret / når han siger jeg gør tingene svære for mig selv / jeg går omvejen / over muddermarken om vinteren” Eller hvordan få ord på en linje kan stå lysende. F.eks. “og mig selv” som tilføjelse til noget “jeg engang elskede”. Der er ikke noget der behøver at blive forklaret, det står der til læserens indtag.

“Koncis” betyder at være præcis og kortfattet. Hvis vi i redaktionen redigerede andet end et par enkelte detaljer, så ville det nok skinne igennem i min feedback. Slet alle fyldord, skær helt ind til benet og brug grammatiske former korrekt.

* * *

Redaktør(er) søges – Vi er på udkig efter dig, der er f.eks. er studerende og har interessen for at læse bidrag og besidder en lyst, viden og ambition om at vokse med arbejdet indenfor et eller flere af områder i Slagtrykregi. Læs videre her: Vil du være med?

Redaktionelt september 2019

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon Grotrian, Julie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

* * *

Mia Dall stopper desværre som redaktør. Efter at have fået arbejde på Politikens Forlag i foråret (tillykke!), så har hun haft sværere ved at forfølge sine egne projekter ved siden af arbejdet med Slagtryk. Mia har løftet os visuelt – blandt andet gjort os mere synlige på instagram – og lagt en stor indsats i sine opgaver. Det har vi sat stor pris. Den nuværende redaktion pønser på flere ting, som skal styrke tidsskriftet. Og hvis du går med en redaktør i maven, så spring ud og send os en email, når du her har læst om hvad vi kigger efter hos dem, der ønsker at indgå i Slagtryks virke.

Redaktionelt juni 2019

Som redaktør er jeg først læser af tekst med fornøjelse og nysgerrighed. Men dernæst også af pligt overfor en hvilken som helst tekst. Jeg læser med et vurderende blik – for teksten, min egen smag og Slagtryks. Jeg prøver at læse hvad der står, men læser af og til hvad der ikke står. Og så diskuterer med mine medredaktører om hvad det er bidraget kan. I juni har vi publiceret fem af de bidrag, som vi har modtaget i maj og juni måned.

Julie Teilmann indledte med digte hvor kroppen og naturen blander sig (ud og ind af hinanden); det er tre messende digte med et letsvævende vi. Teksten er interessant, fordi den gennem sine benævnelser bliver til en konkret virkelighed – om end den stedsligt måske ikke er helt så let at være i. F.eks. “vi er havgusen/ blæsten/ hvisken” (letheden er umulig at fastholde i sin helhed) eller “Vi et sted blandt siv” (upræcist sted) eller “vi er impulserne / ømheden” (følelser, altså ikke-materiale der kan ses/ røres). Og samtidig er det allestedsnærværende, fordi det er hvad digtet er fuld af, dette vi, hvad end det helt er dér på “tungernes spids”.

Det er ikke altid en rar oplevelse at åbne min Slagtryk email. Richard Rosenvold Jensens Kødtrappe er hård læsning med den selvskadende adfærd, hvor fingre, mund og mave udsættes for fysisk ubehagelige handlinger. Teksten fremstår også helt smadret gennem sin til tider vanskelige, dog poetiske tegnsætning. Som redaktør kan jeg blive helt i tvivl om hvad det er jeg skal forholde mig til, det er nærmest som om volden er formålsløs? Og så alligevel ikke – kunne det være et opgør med kroppen eller nysgerrighed omkring den?

Mette Damgaard Sørensen tilbyder et stykke prosa med højtbelagt ensomhed, der kun bliver mere tydelig gennem de to personers akavede interaktioner og afvisning skiftevis. Tekstens fire afsnit ens i kraft af deres prosaiske flow, det fjerde længere med dialog og det tredje med en mulighed i “Eller:” som om forfatteren tilbyder en alternativ læsning, som om teksten retter sig selv for at sige sandheden, eller i al fald komme med detaljer, blive mere privat overfor læseren. Lyt, siger teksten, men samtidig skal vi være på vagt. Forfatteren afslører i starten at “jeg skrev og skrev” og fokus var på skraldespandene fordi de nu engang var der og nu er fokus på bugtaleren, fordi han nu engang var her. Vi læser et stykke fiktion, men er fiktionen fordoblet i teksten?

Shosha Raymond skriver en tradition frem fra en familie. Teksten er ligetil og ikke uden en hvis lærdom om hierarki, respekt og familiemønstre. Den er også helt konkret, let at forholde sig til, let at forestille sig fordi alt der (be)skrives er fysisk: bordet, opvaskemaskinen, gryder og pander, oliven og olivensten på en gul serviet. Hvorfor er den gul, tænker jeg, er det jegets minde, står det skarpt netop dette billede af olivensten på en gul serviet. Der er meget liv i teksten samtidig med at den virker til at være ligeglad med sig selv, når den f.eks. i samme sætning forklarer at det hele er et kredsløb (overordnet) og at der råbes af farmoren, det ældste familiemedlem, om at hun skal sætte sig ned og hvordan vi helt konkret ser farmorens mund spise oliven (detaljerne er fra vores egen forestilling). Læseren er på alle måder inviteret med ved bordet.

Jakob Lundbøls bidrag er prosapoetisk, måske mest af alt et forsøg på at indfange det, at “hun ligner en maske”, hvor den centrale sætning måske er “hendes maske har altid lignet min”, hvorfor jeg (i al fald) bliver i tvivl om hvad han egentlig forsøger at indkredse – hende, hans relation til hende eller måske ham selv? Eller så meget i tvivl er jeg nu ikke, jeg synes egentlig ikke, at teksten er åben nok til at lægge for mange ord fra en redaktør i hvad der kunne stå; det der står er at farverne indikerer alderdom og rigdom, mens træthed og stilhed dominerer. Teksten slutter i kærlighed (kærlighedsknopskud) og måske i samhørighed (søndags vingeklip) – nu gjorde jeg det alligevel, læste noget ind i det efter at have genlæst højt for mig selv.

*

En redaktør stopper: Lasse Skjold Bertelsen stopper som redaktør ved udgangen af denne måned. Det er vemodigt, fordi Lasse var medgrundlægger af Slagtryk – ikke bare har Lasse været med fra start og arbejdet frivilligt med bidrag i ni år. Det var Lasse, der navngav tidsskriftet efter det systoliske blodtryk, han har været primus motor for vores forsider, han har været inde over en lang række af vores arrangementer og har haft fingrene i stort set alle hjørner af vores virke.

For mig personligt (Erik) er det også en ven, der stopper. En ven, der i sit litteratursyn er et helt andet sted end jeg selv og som har givet mig mange gode læsninger, holdt redaktionen ved ilden og med sine natlige raids gennem de indsendte bidrag været en, man altid kunne spille bold med. Selvom andre i redaktionen kommer til at udfylde hans roller, og nye dynamikker mellem redaktørerne får mulighed for at folde sig ud, så bliver det ikke uden afsavn.