I en krisetid tar poesien stilling… eller gør den?

Fra 1902 til 1927 udvekslede Jeppe Aakjær og Thøger Larsen breve. D. 11. oktober 1905 lyder det bl.a. sådan her fra Thøger Larsen til Jeppe Aakjær:

“Livskilderne i den gode Kunst rinder gennem Tiderne, efter at de politiske Døgnspørgsmaal, der var oppe ved dens Frembringelse, forlængst er dybt nede igen. Den giver Impulser baade til det politiske og det hele aandelige Liv, om den end ikke just egner sig til Paalæg paa det Brød, der i forvejen er altfor tørt.”

i samme brev skriver Larsen: “Jeg vil ikke underkende Betydningen af Politik, men jeg vil endnu nødigere have underkendt Betydningen af Kunst.”

Balancen mellem det politiske og det kunstneriske i et digt trænger sig på, fordi strømmen af coronapoesi tager til. På de sociale medier kan jeg i kommentarsporene læse om både en afstandstagen til og en hyldest af coronaskriverierne. Nogle vil være ved, at de skriver på det aktuelle, mediebilledet, krisetilstanden, mens andre skeler til de runde kaffepletter og giver sig til at skrive udenom krisen… med slet skjulte henvisninger til et land i isolation.

I den publicerede mængde coronapoesi spiller toiletpapir, isolationskuller, kritik af globaliseringen og den menneskelige civlisation og indgriben i naturens orden en rolle på hver sin vis. Det samme billede tegner sig i Slagtryks indbakke. Coronaen spreder sig i poesien som den virus, den i seneste redaktionelt blev opfordret til at være. Men med hvilken hensigt?

Er poesien politisk, kommenterer den på samfundsbilledet og mediestrømmen, vil den ændre verden, revse eller hylde de politiske positioner i Danmark såvel som resten af verden, de faldne italienere og amerikanere, jerngrebet i Kina og det danske mådehold i kombination med ynkelig hamstring? Eller holder poesien på sig selv, mens den opholder sig inde i mennesket og skildrer følelserne, frustrationen, eller ser den på naturen som i al sin objektivitet slår ihjel og sætter liv til organismer?

Ville et koldt og regnfuldt, måske endda snevejrsramt og kuldebrændt spirende corona-forår have fremkaldt en anden bitterhed, og ville man have kunnet se det i digtene?

Det politiske kan i poesien selv være en virus, der slår digtet ihjel fordi det stræber og går over i en manipulation, digteren Mattias Jeschko-Edberg (f. 1973) nævner under et interview i magasinet Eftertryk. Men afholdte poesien sig fra at kommentere og skildre verden i al sin umiddelbare aktualitet, ville vi have en tom og blødende poesihistorie.

Skal vi vende tilbage til udgangspunktet hos Thøger Larsen, livskilden vs døgnspørgsmålet , så kan vi først fastslå, at coronaen ikke er et døgnsspørgsmål. Men hvad med detaljerne, som i mange tilfælde alligevel er dem, som kommer til at fortælle historien, hvordan skal vi forholde os til dem? Måske kan toiletpapiret sammenstilles med døgnspørgsmålet og isolationskuller med livskilden, et mere eksistentieltudfordrende og alvorligt emne. Men måske tænker vi ikke en poetisk opdeling på samme måde længere og måske holder vi i dagens poesi af at sammenblande døgnspørgsmålet og livskilden?

Virusdigte

I denne udmattelse, hvor vi kun kan søge mod os selv og ikke hinanden, er digtet en nøgle til at forstå vores tid.

Morten Søndergaard skriver i digtet VI RUS (uddrag):
Nogen har spist en flagermus i Kina/ og den lille bløde, lodne krop ændrede verden. / Dette er ikke verdens ende, men måske/ er det på tide at give den tilbage til flagermusene.

Virus er det ord, der ligger på alles læber, virus er det spørgsmålstegn, der fylder vores ansigt i spejlet.
Virus er det modsatte af Horus, guden, der personificerede orden, lys og civilisation.

Klaus Høeck skriver i digtet CORONA (uddrag):
på en eller an/den mærkværdig måde ved/jeg noget om vi//rus (vira) fordi/min tidlige digtning er/gennemsyret af//computervirus/se tredjeversene i/mine sonetter

Forstår vi til bunds, hvad en virus er? Forstår vi, hvad et digt er? For tyve år siden spurgte filminstruktør Claus Bohm 10 digtere i filmen DIGTER, hvad en digter er, hvad skønhed er, hvad et digt er.

Nicolaj Stochholm mente, at digtet kan rykke rundt på de knogler, vi har, fordi det er sprog. Fordi mennesker består af sprog.
Ja, poesi er en fysisk oplevelse, et spørgsmål om tillid og tro, sagde Naja Maria Aidt.
Morten Søndergaard sagde, at der i digtskrivning ligger et stort ønske om at forsvinde. At digtet er en skønhed, der udsletter jeget.
For Katrine Marie Guldager var digtet det, der ikke har nået hovedet endnu – men hænderne.
At skabe kunst, sagde Lene Henningen, er at udvise ærbødighed over for livet.
Fordi der ikke findes liv uden lidelse.

Jeg synes, at digte skal være en virus, der spreder deres hovedløse skønhed, fysik, ærbødighed overalt og slår en sprække ind til evigheden.

* * *

Marts måned er sponsoreret af Vild Maskine, der blandt andet udgiver dansk skønlitteratur.

Danske forfattere og især mindre forlag er blandt dem der er presset af landets delvise nedlukning. Her er økonomien allerede er hårdt spændt for og et dyk kan gøre det usikre endnu mere ustabilt. Redaktionens opfordring er at gå i den lokale boghandel eller bestille bøger hjem via nettet – det er med til at sende lidt penge rundt i systemet.

Og hvis du lige nu ikke har råd til at købe noget, så støtter du forfattere (royalty og bibliotekspenge) og forlag ved at låne e-bøger og lydbøger på f.eks. Ereolen. Du kan finde Vild Maskines udgivelser på Ereolen.

Redaktionelt februar 2020

Slagtryks redaktion er fra januar blevet udvidet med to redaktører, nemlig Kasper Knudsen Muusholm (fra 1993 – studerer på Det Jyske Akademi) og Asta Broe Borch (fra 1997 – er bl.a. frivillig i Møllegades Boghandel). Derfor består redaktionen nu igen af fem redaktører bosat i forskellige dele af landet.

Og vigtigere end bopæl: Helt konkret giver nye øjne på de indsendte bidrag nye diskussioner og derfor følger også en måske velkommen justering i den redaktionelle linje, der fortsat har øje for både kvalitet og alsidighed, men som jo er to omskiftelige størrelser.

Tidsskriftet Slagtryk er i gang med sin 10. årgang. Vi startede tilbage i 2011, hvor tidsskrifter med ny dansk litteratur var en mangelvare og debuterende forfattere reelt kun havde et sted, som optog digte fra debutanter og udkom lige så ujævnt som nu.

Slagtryk tilbød til gengæld både hurtig responstid, flere (og nye) redaktørøjne samt større læserskare end andre lignende litteraturtidsskrifter. Sådan er det stadig – og sidenhen tilføjede vi også videoportrætter, workshops og oplæsningsarrangementer, LIVE skrift, temanumre og meget andet. Og flere af de ting kommer vi også til at gøre i år.

Slagtryk har fået fotografisk billedkunstner Kirstine Autzen og litteraturformidler Lea Fløe Christensen til at kuratere forsiderne til årets ti numre. Det er første gang redaktionen ikke selv udvælger forsider og samarbejdet har vi set frem til. Første forside var en keramik installation af VERSUS (Mariko Wada med flere). Foto af Ole Akhøj.

Når året er omme holder vi en fest og fejrer, at vi over de sidste 10 år har givet 100.000 kr til bidragyderne – mest som en symbolsk handling, bidragene gennem 10 år er meget mere værd. Så følg med og tilmeld dig vores nyhedsmail, hvis du ikke vil gå glip af noget.

* * *

Sidste nyt har fået sin egen side på Slagtryk -> slagtryk.dk/sidste-nyt/. Læs blandt andet Andrea Vermehren Holms motivering af hvorfor honorar for Q4 gik til Anne Katrine Bagai.

Et hvidt år

Endnu et år er gået i Slagtryk. Jeg vil kortfattet samle op på året ved at tælle farverne.

Jeg læser normalt aldrig med fokus på farver, men ved et tilfældigt gensyn med udsendelsen Bazar 1984 med Strunge, Tafdrup, Baidel og Bjørnkjær, lagde jeg mærke til noget Michael Strunge sagde i en sidebemærkning. Strunge nævner at der til efteråret 1984 udkommer en bog med titlen Sort poesi.

Året inden var Hans Mølbjergs Farvepoesien udkommet. Bogen var en alternativ tilgang til poesien, en lige så overraskende som enkel indgangsvinkel til læsning og fortolkning, men den satte kun et svagt aftryk i poesiens virkelighed. Sort poesi er et udvalg den sorte side, udvalgt af Asger Schnack og Klaus Høeck.

Og siden har jeg ikke kunnet slippe denne let naive men samtidig tankevækkende måde at gå til teksterne på.

Årets sidste måned chancerer nogenlunde sådan her: Rødlilla lyngblues, små blå perler, gråligt skær, sortsmudset gletschervand, lyserød harpiks, hvid hud, lyseblå skikkelse, knaldrøde vanter, sorte skikkelser, grå himmel, hvid mascara, røde skygger, hvid rim, det hvide støv, hvide ridser…

Og tæller man hele 2019 mere systematisk, ser farveskalaen sådan her ud:

28 rød 26 blå 19 gul 15 grøn 1 orange 6 lilla 19 grå 37 hvid 19 sort

Jeg skal ikke kloge mig i, hvad alt det her betyder, for denne klummens formål er blot at se på verden og konstatere, hvordan den ser ud. Men ‘sortsmudset gletschervand’ og ‘lyserød harpiks’ fremmaner sammen og fra hver sin tekst en læsning af verden, som i den grad har præget 2019, og som vi formentlig vil se mere af i 2020.

Med de ord ønsker Slagtryk nye og gamle læsere et godt nytår.

* * *

Vi er Vild Maskine taknemlige for at have valgt at sponsorere denne decemberudgave af Slagtryk samt yderligere fire udgivelser i 2020.

Vild Maskine er startet i 2015 og udgiver primært ny dansk skønlitteratur for alle aldersgrupper. Indtil videre har forlaget udgivet fire debuterende forfattere, der forinden har haft bidrag i Slagtryk: Kasper Ralsted Jensen (Feberdreng, digte, 2017), Marie Louise Tüxen (Jeg ser mig selv som rytmisk, roman, 2017), Frøydis Sollid Simonsen (Hver morgen kryber jeg op fra havet, kortprosa, 2015) og senest Morten Walther Rasmussen, der i år har udgivet kortromanen Helikopter.

Læs mere om Vild Maskine

Læs bidrag i Slagtryk fra Kasper Ralsted Jensen, Marie Louise Tüxen, Frøydis Sollid Simonsen, Morten Walther Rasmussen

Du kan også støtte Slagtryk i det små. Kig forbi Patreon og læs hvordan.

Før skrivningen gik man rundt og ventede på at komme i gang

At skrive er at være i venteposition. Man begynder at skrive, fordi man har sat sig ned for at komme videre. Før skrivningen gik man rundt (under oprørte skyer: “Hvad helvede er der galt med mig/jer?”) og ventede på at komme i gang. Egentlig kom der heller ikke noget skrift, da man sad klar til at skrive ved skrivebordet. Det er, når man lægger alt fra sig, og sig selv afklædt i skrivesengen, hvilket den ikke må kaldes, for så var det heller ikke der, at man begynder at skrive.
At skrive er at ligge ned. At rejse sig er at redigere. Men altså først efter sengen, hvor skriften har præsenteret sig for at komme (længere og længere) ud med badevinger, redningskrans og alarmcentralen til gene i røret. Man ville fortælle sandheden (om at skrive), og det er ikke utænkeligt, den er der, eller var der, men først kunne den ikke komme ud, fordi den ikke var der, og da den var der, ville den ikke ud, før man havde lagt sig, og der var den allerede gammel. Man griner.
Selv i selveste skriveprocessen er der tale om en konstant tøven og venten blot i en erkendt venteposition, og det er en liggende en af slagsen, så det kan være det samme, skulle man falde i staver. Falder man om, står man til at redde, da man flyder, som man har underlag til, med sølvfisk og ovnfisk på drømmesengen i gæsteværelset. Da gæsteværelset var arbejdsværelset, blev der intet arbejde foretaget, fordi man ikke lå i sengen og skrev sine flydere, men sad i en ret stilling ved skrivebordet og ventede på at få noget fra hånden, som i stedet blev til noget at æde, drikke, ryge, kaffe, spille, chatte, skide, feste og fri til. Gå i dørken.
Da man endelig lagde sig, løb skriften ud i livlige fingre. Så gælder det om ikke at lukke øjnene. Eller åbne dem, hvis man er ved at vågne, så meget, at man kommer til at rejse sig, for ret op er kun redigering. Måske man rammer en åre at padle i. En hoste trænger sig på. Det er skrivehosten. Så er man på ret køl. Var det mon i virkeligheden derfor, man lagde sig ned? Maven har det koldt. Man er med ømme led og feber. Den gennemredigerede tekst er den raskes tekst. Den raskes tekst findes ikke i denne dyrebare tid. Sådan kan man vel godt sige det. “Men der er da vist en, der allerede har siddet ret op og orket kommaer!” Så enkelt er det heldigvis ikke, og sygdommen har mange ansigter, men sikkert er det, at den skrivende slås med årstidernes epidemier. Som så mange andre, kan man sige, ja, man havde kun indtaget stillingen i forvejen, efter at have haft ventepositionen med ude for at give den en på opleveren, så der i det hele taget skulle være noget at skrive om. Man var ude og udleve den maniske afventning, og se nu, hvad den planmæssigt har resulteret i: En undskyldning for at skrive og lade være på én gang.
Underligt, at noget skulle kunne få liv, når man ligger og er halvdød. Men sådan er det med fødsler. Man ligger og slipper den ud, den bette, efter et turbulent liv med cigaretter, og uden rigtigt at have sat sig ind i tingene, sidder man med sit sidste nye skrig inden for misfosterdannelse. Det er der ingen, der behøver at vide af, eller man vil vise det frem til alle. Man læser i en bog, der var til at nå på gulvet, kigger op i loftet og ud ad vinduet, hvor tågen har gjort alt hvidt. Da det allerede krævede at komme op på albuerne at se så langt som til tågens dominans, svinger man fødderne ned i et sæt hjemmesutter.
Man kunne starte med at sende noten til sig selv, alt efter hvilket humør man er i, og begynde at lege med formen. Sætte arbejde i kursiv med sandheden, så de kommer til at stå mere i krydsfeltet. Det, tænker jeg, ville være en god idé for helheden.

* * *

Jeres støtte hjælper. Via Patreon har vi på et år fået 3.200 kroner udbetalt. Den støtte er vi utrolig glade for. Nogle har valgt at støtte med $1 pr måned (ca 8 kr), andre har støttet med $5 eller mere. Du kan også hjælpe os med at indfri nogle af de ambitioner vi har på vegne af tidsskriftet – støt os via Patreon. Hvis du ikke er klar til at støtte os, hvad skal der så til for det? Send os en email på sendind@slagtryk.dk

Leah Skovby Burke har modtaget Slagtryks honorar for tredje kvartal. Plotcast (Malene Kirkegaard og Palle Schmidt) har peget på hendes bidrag “To prosadigte” fra august.

Redaktionelt oktober 2019

Seks publicerede bidragydere på en måned er ikke usædvanligt. Men kun en enkelt (Stine Højris) stikker af i sin prosaiske form. Resten af bidragene er i den kortere ende og et bidrag (Casper Havser) er på kun ni ord. Det giver den korteste PDF i vores historie.

Æstetiske valg og rytme er en sikker beskrivelse af poesien og hvordan den er en (særlig) form for litteratur. I genrebeskrivelser er digtets korthed en mulig karakteristika. Og selvom korthed ikke er et gældende princip, så siger det alligevel noget om hvad digte kan: at fatte sig i korthed.

Når jeg læser Mikkel Storm Sørensens Lohals, så er poesien særligt skarp, fordi pauserne falder velvalgt, fulde af betydning og derved tillader at ordene ikke behøver at hobe sig op. Fastlandet er blevet væk (og så er resten af linjen ellers hvid, som om den er væk. “i regnen” står der, hvilket i sig selv er massivt nok, ingen tillægsord nødvendige her, vel? “Regnvåd” er måske overflødig senere.

Halfdan Skjerning genbruger linjer i dagene kortes. På den måde synes jeg både at han strækker teksten: at teksten helt konkret er længere i antal linjer. Men jeg synes også samtidig at han folder digtet, at gentagelserne gør at teksten lukker sig om sig selv, udtømmes af sine egne ressourcer.

Allerede i de første linjer af Frida Bangs Hjemrejser viser digtet sine kvaliteter ved at kunne springe i sted og tanke næsten linje for linje. Det er som om alt skærpes ved at der files på ordvalget, at linjer uden tegnsætning både kan pege på forrige og næste (her: jeg går omvejen). “måske har far ret / når han siger jeg gør tingene svære for mig selv / jeg går omvejen / over muddermarken om vinteren” Eller hvordan få ord på en linje kan stå lysende. F.eks. “og mig selv” som tilføjelse til noget “jeg engang elskede”. Der er ikke noget der behøver at blive forklaret, det står der til læserens indtag.

“Koncis” betyder at være præcis og kortfattet. Hvis vi i redaktionen redigerede andet end et par enkelte detaljer, så ville det nok skinne igennem i min feedback. Slet alle fyldord, skær helt ind til benet og brug grammatiske former korrekt.

* * *

Redaktør(er) søges – Vi er på udkig efter dig, der er f.eks. er studerende og har interessen for at læse bidrag og besidder en lyst, viden og ambition om at vokse med arbejdet indenfor et eller flere af områder i Slagtrykregi. Læs videre her: Vil du være med?

Redaktionelt september 2019

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon Grotrian, Julie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

* * *

Mia Dall stopper desværre som redaktør. Efter at have fået arbejde på Politikens Forlag i foråret (tillykke!), så har hun haft sværere ved at forfølge sine egne projekter ved siden af arbejdet med Slagtryk. Mia har løftet os visuelt – blandt andet gjort os mere synlige på instagram – og lagt en stor indsats i sine opgaver. Det har vi sat stor pris. Den nuværende redaktion pønser på flere ting, som skal styrke tidsskriftet. Og hvis du går med en redaktør i maven, så spring ud og send os en email, når du her har læst om hvad vi kigger efter hos dem, der ønsker at indgå i Slagtryks virke.

Redaktionelt juni 2019

Som redaktør er jeg først læser af tekst med fornøjelse og nysgerrighed. Men dernæst også af pligt overfor en hvilken som helst tekst. Jeg læser med et vurderende blik – for teksten, min egen smag og Slagtryks. Jeg prøver at læse hvad der står, men læser af og til hvad der ikke står. Og så diskuterer med mine medredaktører om hvad det er bidraget kan. I juni har vi publiceret fem af de bidrag, som vi har modtaget i maj og juni måned.

Julie Teilmann indledte med digte hvor kroppen og naturen blander sig (ud og ind af hinanden); det er tre messende digte med et letsvævende vi. Teksten er interessant, fordi den gennem sine benævnelser bliver til en konkret virkelighed – om end den stedsligt måske ikke er helt så let at være i. F.eks. “vi er havgusen/ blæsten/ hvisken” (letheden er umulig at fastholde i sin helhed) eller “Vi et sted blandt siv” (upræcist sted) eller “vi er impulserne / ømheden” (følelser, altså ikke-materiale der kan ses/ røres). Og samtidig er det allestedsnærværende, fordi det er hvad digtet er fuld af, dette vi, hvad end det helt er dér på “tungernes spids”.

Det er ikke altid en rar oplevelse at åbne min Slagtryk email. Richard Rosenvold Jensens Kødtrappe er hård læsning med den selvskadende adfærd, hvor fingre, mund og mave udsættes for fysisk ubehagelige handlinger. Teksten fremstår også helt smadret gennem sin til tider vanskelige, dog poetiske tegnsætning. Som redaktør kan jeg blive helt i tvivl om hvad det er jeg skal forholde mig til, det er nærmest som om volden er formålsløs? Og så alligevel ikke – kunne det være et opgør med kroppen eller nysgerrighed omkring den?

Mette Damgaard Sørensen tilbyder et stykke prosa med højtbelagt ensomhed, der kun bliver mere tydelig gennem de to personers akavede interaktioner og afvisning skiftevis. Tekstens fire afsnit ens i kraft af deres prosaiske flow, det fjerde længere med dialog og det tredje med en mulighed i “Eller:” som om forfatteren tilbyder en alternativ læsning, som om teksten retter sig selv for at sige sandheden, eller i al fald komme med detaljer, blive mere privat overfor læseren. Lyt, siger teksten, men samtidig skal vi være på vagt. Forfatteren afslører i starten at “jeg skrev og skrev” og fokus var på skraldespandene fordi de nu engang var der og nu er fokus på bugtaleren, fordi han nu engang var her. Vi læser et stykke fiktion, men er fiktionen fordoblet i teksten?

Shosha Raymond skriver en tradition frem fra en familie. Teksten er ligetil og ikke uden en hvis lærdom om hierarki, respekt og familiemønstre. Den er også helt konkret, let at forholde sig til, let at forestille sig fordi alt der (be)skrives er fysisk: bordet, opvaskemaskinen, gryder og pander, oliven og olivensten på en gul serviet. Hvorfor er den gul, tænker jeg, er det jegets minde, står det skarpt netop dette billede af olivensten på en gul serviet. Der er meget liv i teksten samtidig med at den virker til at være ligeglad med sig selv, når den f.eks. i samme sætning forklarer at det hele er et kredsløb (overordnet) og at der råbes af farmoren, det ældste familiemedlem, om at hun skal sætte sig ned og hvordan vi helt konkret ser farmorens mund spise oliven (detaljerne er fra vores egen forestilling). Læseren er på alle måder inviteret med ved bordet.

Jakob Lundbøls bidrag er prosapoetisk, måske mest af alt et forsøg på at indfange det, at “hun ligner en maske”, hvor den centrale sætning måske er “hendes maske har altid lignet min”, hvorfor jeg (i al fald) bliver i tvivl om hvad han egentlig forsøger at indkredse – hende, hans relation til hende eller måske ham selv? Eller så meget i tvivl er jeg nu ikke, jeg synes egentlig ikke, at teksten er åben nok til at lægge for mange ord fra en redaktør i hvad der kunne stå; det der står er at farverne indikerer alderdom og rigdom, mens træthed og stilhed dominerer. Teksten slutter i kærlighed (kærlighedsknopskud) og måske i samhørighed (søndags vingeklip) – nu gjorde jeg det alligevel, læste noget ind i det efter at have genlæst højt for mig selv.

*

En redaktør stopper: Lasse Skjold Bertelsen stopper som redaktør ved udgangen af denne måned. Det er vemodigt, fordi Lasse var medgrundlægger af Slagtryk – ikke bare har Lasse været med fra start og arbejdet frivilligt med bidrag i ni år. Det var Lasse, der navngav tidsskriftet efter det systoliske blodtryk, han har været primus motor for vores forsider, han har været inde over en lang række af vores arrangementer og har haft fingrene i stort set alle hjørner af vores virke.

For mig personligt (Erik) er det også en ven, der stopper. En ven, der i sit litteratursyn er et helt andet sted end jeg selv og som har givet mig mange gode læsninger, holdt redaktionen ved ilden og med sine natlige raids gennem de indsendte bidrag været en, man altid kunne spille bold med. Selvom andre i redaktionen kommer til at udfylde hans roller, og nye dynamikker mellem redaktørerne får mulighed for at folde sig ud, så bliver det ikke uden afsavn.

Debutantfetichering

Det er noget helt særligt at debutere. Og jeg synes det er fantastisk, at der findes to-tre debutantpriser i Danmark; lad os endelig hylde dem der har modet til for første gang at få skriften på gled i det offentlige rum.

Men der er en tendens til at debuten bliver en fetichering hos forlag, aviser, medier og andre tidsskrifter. Det at forholdet ’at det er en debut’ kan blive en kvalitet i sig selv finder jeg problematisk.

Når debutudgivelsen møder et publikum, så er det teksten selv, der er det interessante. Den bliver ikke bedre eller dårligere af at være fra en debutant. Det kan være fint, ansvarligt måske, at den litterære offentlighed er opmærksom på det, overvejer om den fortjener opmærksomhed for andet end dets nyhedsværdi. Og jeg er med på at nyhedskriterier nu engang kan være ung/ gammel, mand/ kvinde, debuterende, etnicitet, og så videre. Jeg er også med at på at en udgivelse fra en debuterende måske kan forklare noget om den litterære kvalitet, men det kan lige så vel ikke forklare en noget. For bog nummer to, tre eller firs, fra en (eller anden) forfatter kan også være præget af forskellige faldgruber i det litterære andedam; det er ingen forbindelse mellem kronologien i et forfatterskab og forfatterskabets kvalitetsmæssige udvikling. Og jeg er sikker på, at de færreste ville foretrække en statistisk normalfordeling som barometer for en udgivelse i et forfatterskab. Jovist, det kan lugte af talent. Men er det godt?

Når jeg taler om en fetichering, så er det fordi det bliver et emblem udgivelser pyntes med igen og igen. Ordet romandebut vidner om hvordan der koges suppe på “første gang”, at det er noget der kan ske igen og igen, hvis bare vi er opfindsomme nok. Krimidebut, kogebogsdebut, etc.
Hos større forlag sker det endda at en udgivelse kaldes en debut, selvom forfatterens første udgivelse skete på et mindre forlag. F.eks. har både Tine Høeg og Caspar Eric haft fysiske udgivelser på AFV press før Rosinante/ Gyldendal udgav deres bøger.

Slagtryk er et tidsskrift hvor forfattere debuterer. Og selvom vi har ca. samme antal debuterende forfattere hvert år, så kalder vi ikke os selv for et debutanttidsskrift som f.eks. Hvedekorn og Lars Bukdahl har for vane. Det skyldes ikke kun, at vi er så meget mere end det. Det skyldes også, at der er kun den ene debut for en forfatter, og hvis der skal være alt for stor fokus på netop det i den litterære offentlighed (forfatteren selv må gerne juble, skryde, stoltsere), så bliver det en flad fornemmelse bagefter. For forfatteren såvel som offentligheden. For samme fanfare følger ikke anden, tredje, fjerde udgivelse. Ok, der er nu hele to priser (i DK) for en forfatters anden udgivelse. For det er jo synd, at forfatterne ikke får den opmærksomhed de blev lovet i forbindelse med modtagelsen af deres første udgivelse.

En debut ikke er et kvalitetskriterium uanset køn, alder eller etnicitet. Jeg vil mene, at vi kunne få bedre formidling af ‘debutanterne’, hvis det nye ikke drejede sig om forfatteren som ny, men handlede om hvad udgivelserne står for?

LILLE NOTE OM REDAKTIONSPROCESSEN

Slagtryk har ikke kun én men fire redaktører. Vi læser alle sammen alle samfulde bidrag og vurderer dem skriftligt gennem samtale i Google Docs. Vi taler ikke med én stemme men har hver vores farve i dette dokument. Vi taler ikke med samme stemme og stemmer heller ikke om, hvorvidt et digt er godt eller ej. Vi læser det, fremlægger den samlede oplevelse for de andre og hæfter os måske ved en lille stilistisk detalje eller en krank metafor. Så argumenterer vi nogle gange for vores læsning, hvis en anden eller flere af de andre redaktører er uenige i bedømmelsen, og så kan det være endda være, at hvis uenigheden er tilstrækkeligt stor, så kommer digtet på dagsordenen. Dvs. på dagsordenen til et redaktionsmøde, hvor vi vurderer det mundtligt, udspørger hinanden, læser det igen inden i os selv for til sidst at komme til en konklusion. Alt dette sker som regel inden to til tre uger, for digtet skal ud og videre.

Det skal videre fra det Googledokument, hvor vi med hver vores farve indfører navne og datoer i én lang liste, hvor så hver kommentar også dateres med hver vores farve, og det kan være, at der af og til ikke står andet end Til publicering under et bidrag, under et navn. Så er der ikke lagt op til diskussion fra den redaktør, der gerne vil teksten det bedste, men diskussion skal der nok komme af og til, for vi er ikke enige om, hvad der gør det gode digt godt, eller hvad det skal gøre godt for, eller hvad det gode i det hele taget er at gøre. Vi ved det ikke på forhånd. For det skal læses i hver tekst, som den lander i vores indbakke og siden bliver flyttet til Googledokumentet, hvor der siden 2011 har været fire mænd og seks kvinder i redaktionen, der har diskuteret teksterne indsendt til Slagtryk. Hver redaktør har også kunnet nedlægge veto, men det kan tælles på en hånd over de seneste otte år. Så enten er vi ikke mere uenige end dét, eller også er vi hver især gode til at tale vores sag for den resterende redaktion.

Slagtryk har ikke kun én men fire redaktører, og vi vil gerne være flere eller i hvert fald én mere.

– – – –

Ny redaktør søges. Deadline 8. maj Slagtryk søger stadig en ny redaktør, og vi vil opfordre alle, der ønsker dansk poesi og kortprosa en grundig læsning og en hurtig publiceringshastighed, at sende os en ansøgning inden d. 8 maj. Læsningen af de indkomne bidrag er det centrale, men hvis du har andre evner inden for programmering, arrangementafvikling eller litteraturdebat, er vi meget åbne for at høre, hvad du gerne vil lave i tidsskriftet Slagryk. Læs mere her og send os en email: Redaktør søges

Litteraturen kan da det hele, pløk den.

Når du udgiver noget litteratur, hvad enten det er som redaktør eller forfatter, så trænger spørgsmålet om litterær kvalitet sig på, hvorfor udgive det ene frem for det andet? Hvad kvalificerer et stykke sprog til at komme andre ved? Hvordan kan du tillade dig at fylde fremmede hjerner med netop denne litterære dims?

Det lette svar er litterær kvalitet, så får du ikke sagt for meget, og du kan være sikker på, at du genkender litteratur, der falder i nærheden af en eller anden litterær smag, hvad der nu findes i feltet, hvad du nu har lært, er godt.

Hvis du bliver stående her, så risikerer du at lukke litteraturen inde i sig selv – og du mister blikket for Litteraturens primære begrundelse, skulle jeg mene, dens heterogenitet. Det vil sige, du risikerer at dømme værker på, om de kan bære at blive litterær lov.

I den evige debat om politisk litteratur advarer den dominerende side, modernismens traditionalister, imod den politiske instrumentalisering af litteraturen, den skal ikke misbruges til propaganda, den skal ikke reduceres til læserbrev, voldelig kommunikation, der vil fastlægge den stakkels læsers idéer. Der er da også gode grunde til at advare imod en sådan instrumentalisering – hvis instrumentaliseringen og værkernes progressive hensigter, deres opdragende virkning, skulle gøres til lov, Litteraturen må stå fri. Men den enkelte litterære dims er ikke lov. Den er sin egen vektor, der bare begynder i det litterære felt, forankret måske i et sært blik, hvorfra den vil stikke af.

Det er fuldt muligt at bruge sin litteratur politisk-aktivistisk eller udøve borgerlig ideologikritik på dimserne uden at lukke feltet, så længe der er mangfoldige indgange til udgivelse eller kritisk virksomhed, anerkendelse og taleret, så længe omgivelserne læser med – og tør forholde sig nogenlunde frimodigt, refleksivt til hensigten.

Hvilken frigørelse er det ikke! Den litterære dims behøver ikke længere at være det hele. Du kan nu konkretisere udgivelsesbegrundelsen til specifikke egenskaber. Hvad bevæger dimsen, hvor bevæger den sig hen, hvad skubber den til? Er den morsom? Danner den en fiktions-labyrintisk refleksionsfelt? Producerer den sandhed? Vælter den regeringer? Synliggør den tidens følelse? Nu leder du efter begrundelser i stedet for dygtighed, og det bliver lettere at være modig.

Du løfter blikket og du vil nu se, hvordan den litterære dims både trækker gennem andre litterære dimser, men også ud i omgivelserne, hvor den vil findes som et – hvis den er litterær nok – forstyrrende element, fordi dens teknik, den sproglige formgivning, producerer noget andet, dvs. den forandrer, reflekterer og indrammer det fælles gennemsigtige sprog, så du kan se meningen.

Så eksploderer Litteraturens spil. Dimsen kan bevæge de andre, når du pløkker den på det udenfor.

– – – –

Ny redaktør søges. Deadline 7. april! Vi i redaktionen tror på at flere hoveder og hænder i Slagtryk giver et bedre tidsskrift og vi vil derfor opfordre alle til at sende os en kort eller lang ansøgning om at være med til at lave det bedste digitale tidsskrift. Hvis du vil tidsskriftet på den lange bane, så har vi noget værdifuld at tilbyde din fritid. Læs mere her og send os en email: Redaktør søges

– – – –

Honorar for Q4 2018 uddelt af Martin Bastkjær til Dennis Alves Pedersen for sit bidrag: Danmark staves med “a” på dansk.

Læs mere om det kvartalsvise honorar her: https://www.slagtryk.dk/honorar/

Redaktionelt februar 2019

Vi publicerede februar for otte år siden de første 11 tekster i Slagtryk. For mig som redaktør føles det som lang tid siden jeg tog stilling til disse tekster; der er i Slagtryk-regi sket så meget siden og også privat er jeg et andet sted i mit liv. Men er teksterne blevet gamle af den grund? Hvad er en gammel tekst overhovedet?

Det kan være en tekst med x antal år på bagen. Vi kan sætte en grænse – ved forældelse af ophavsretten f.eks.. Det er en simpel angivelse, men i mine øjne også en usikker angivelse, da vi forholder os til hvornår teksten er publiceret i stedet for at forholde os til hvornår teksten er skrevet. (Er teksten færdig, når det sidste tegn er sat; ved en antagelse af teksten, ved en evt. sidste korrektur?). Vi kan godt blive enige om noget principielt, f.eks. udgivelsestidspunktet, det giver os mulighed for at ordne tekster kronologisk; men det er for vores egen skyld, det har ikke noget med teksterne at gøre.

Vi kan se det i forhold til forfatterens samlede værk. Ved en ældre forfatter vil vi så bedømme en tekst publiceret (eller skrevet) for otte år siden som nyere, mens en tekst (debut?) fra en anden forfatter for otte år siden vil blive anset som gammel.
Eller hvis forfatteren ikke har skrevet (eller publiceret) noget siden en publicering for otte år siden, føler forfatteren så at teksten er gammel, fordi det måske føles som evigheder siden, noget der tilhører et andet liv? Måske er teksten glemt, fordi en kontinuerlig publicering af tekster / værker ikke har fundet sted og at forfatteren og dens tekster glider ud af bevidstheden.

Vi kunne også se på det i Slagtryk-regi. Er det en af de tekster, der er publiceret i begyndelsen af Slagtryks levetid eller for nyligt? Jeg kan ikke bedømme om otte år er lang tid nok til at se forskelle i materialet og tvivler på at de skiftende redaktører har været udslagsgivende på samme måde som forfatternes indsendte materiale hen over årene har været. Er otte år for kort tid til at vi kan se forskel på tekster indsendt for 8 uger eller 8 år siden; for størstedelen af vores bidrag tror jeg det ikke.

Når jeg genlæser bidrag fra 2011 gør jeg det med en emotionel erindring forankret i alt hvad der hører med omkring “mit første år som Slagtryk redaktør”. Men nye læsere kan sagtens starte her. “Sølvmadder” – som er blandt vores første tre publiceringer – kan idag (og forhåbentlig mange år frem) opleves som frisk, sjov og helt som sig selv i forhold til andre publiceringer i perioden. Men en læser med en vis litterær ballast kan blive mindet om Tre små kinesere på Højbro Plads og komme i tvivl om Sølvmadders originalitet (jeg vil stadig argumentere for en mere subtil dybde i dens leg med tegn). Det jeg mener er, at læserens egen kontekst og erfaring er med til at vurdere tekstens alder.

Det er ikke fordi jeg mener, at en tekst forældes i kraft af hvor længe siden det er den er skrevet eller publiceret. Og det er nok først hen over årene, at en tekst beviser sin levedygtighed.
Og her synes jeg det kan gå hen og blive interessant. For en forfatter kan vælge at skrive meget nært og anvende stærke markører (et slang-udtryk, begreber, ting, begivenheder, etc.) fra for netop én periode. F.eks. skriver Caspar Eric i sin debut om Facebook, gmail og Mozilla Firefox-historik – sidstnævnte med fare for selv at blive historik indenfor de næste par år. Og han spørger (via Google) ”hvornår kommer iPhone 5”. Følelsen er stadig den samme i 2019, spørgsmålene er stadig de samme: hvornår kommer iPhone 11? Jeg vil mene, at teksterne med referencerne og sproget bliver hurtigere ældre end andre tekster publiceret i samme periode. Men det betyder ikke at de forældes, snarere synes jeg de hurtigere får muligheden for at bevise deres levedygtighed, når de overlever deres tidsbilleder.

– – – –