Udgivelser

Louise Cain


                    og de skrev sig ind i stenene


Jeg kan ikke kalde denne tekst skede, fisse, kusse, eller jeg kan og så begrave mig i jord og for altid være i dvale, eller jeg kan og så begrave mig og genopstå og iklæde mig en hvid t-shirt, og mit køn er et vindue.


Det var ordet kvinde, jeg ikke kendte. Det var ordet krop, jeg ikke kendte. Det var ham, der ikke var så høj, med den hvide t-shirt, og han havde ikke underbukser på. Det var det, der stak ud, stod ud i luften, eller vred sig løs fra hans vertikale klæde og pegede mod mig. Det var kød. Det var en andens sener og deres liderlighed. Det var min liderlighed, der blev konverteret til ord med k. Kvalme, klam. Det var ordet klam, der var klamt, og han var klam, og jeg er klam.


Der var ingen vej tilbage, men jeg forsøgte, bakkede, den voksede. Et udadvendt lem, et fremmedlegeme, jeg kom til at røre ved. Det var min hånd, og det var ikke min hånd.


Det var alle de ord, vi kunne have formuleret, forstået. Vi kunne have opfundet lange sætninger og været i verden og haft en krop fyldt ud med visdom. Vi kunne være gået over i historien om de kloge. Vi kunne have læst tykke bøger med lange sætninger uden jeger skrevet af mænd med kvindelige bifigurer, og jeg ville aldrig have skrevet mænd med kvindelige bifigurer, for så var jeg kvinde. Jeg kendte ikke ordet kvinde, og jeg ville ikke kendes ved ordet kvinde. Det var for kvindet. Og hun og jeg var ikke kloge, udvekslede ikke ord i deres egen ret, vores egen ret. Vi kunne have været kloge; have haft et talent for liv og historie. Vi kunne være blevet klogere og blevet kloge professorer og holdt hovedtalen på en konference ved et universitet i Norditalien om noget klogt og vigtigt, noget om eksistens og etik og måske endda Gud. Enkelte sætninger var på latin, og de skrev sig ind i stenene og hjernerne, bøgerne, fortællingerne. Vi ville have iklædt os et brunligt jakkesæt i tykt stof, gået i arv fra en der hed Kierkegaard eller Platon eller Hume, og alt, vi var, var ordene. På vores studerekamre havde feberen raset af genialitet; vores tanker var viden og sandhed, vi fik en pris. Vi fik en Nobel i noget. Vi havde ikke blikket stift rettet mod et lem.


Jeg bakker. Alt, hvad der er lemmet og dets lærred, er klamt, og jeg er klam.


Jeg blev forelsket i en tyk, voksen mand, da jeg var elleve. Vi sad for tæt. Det var en ganske kort berøring. Jeg var vild med ældre mænd. Ældre mænd må ikke forelske sig i elleveårige. Jeg vidste det godt, og jeg vidste det ikke. Det var blot et kort øjeblik. Jeg benævner det ikke et overgreb. Det er et svært ord. Jeg var forelsket i den voksne mand. Jeg kunne være blevet klogere og filosof, men der fandtes kun den voksne mand, og mandens blik var mig. Jeg var en pigekrop. Jeg ved, det er farligt. Jeg ved det godt nu. De er ikke til at slippe blikket fra. De unge pigekroppe. Min pigekrop ville ikke løsrive sig fra et blik. Jeg var en andens blik. Min krop var mig, og jeg fandtes ikke. Jeg har ligget i en seng og været ikke-til. Jeg har ligget i så mange senge og været ikke-til, at jeg holdt op med at tælle, for det var for mange senge. Jeg vidste det godt. Jeg underdrev, lavede minusstykker, når jeg skulle fortælle om antal senge, jeg havde ligget i med lem og min ikke-krop, som jeg ikke benævnte ikke-krop, for jeg kendte ikke ordet. Og min krop er ikke vigtig.


I det mindste skrev jeg engang: Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg sendte ikke sætningen til nogen. Jeg var ingen med en pik i min mund. Jeg skriver det ikke på listen. Det er ikke- sket. Jeg er ikke ingen med en pik i munden. Jeg vil ikke være ingen med en pik i munden. Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg er ingen med en pik i munden, og den bliver siddende. Min mund kan jeg ikke bare sådan skære af og sende til et krematorium og så sprede asken ud over et smukt hav, som er alle have. Min mund spiser pik. Min mund er et hylster med plads til en pik. Jeg kunne være blevet Jesus eller Gud, men jeg var et hylster med huller til pikke. Jeg kunne ikke sige: hylster, hul. Jeg kan ikke skrive skede, fisse, kusse. Eller jeg kan.


Jeg iklæder mig en hvid t-shirt.