jeg tænker ofte på, om det er i dag, jeg skal dø
i en højresvingsulykke på vej mod arbejde
eller til en skydegal mand i metroen
mellem stationerne
og jeg ville aldrig nå hjem og kysse dig
lægge mig til rette i din store ske
falde i søvn, vågne og gentage
det hele forfra
en drengs ansigt i metroens vindue
han har en strikket hue på
‘ohohoh’ står der på den
det er snart jul
han holder sin bedstemor i hånden
den sidste jul, hvor mormor levede
hun havde iltslange i næsen
og lang nissehue på
den hvide kugle hang ned foran brystet
hun lagde hovedet på skrå og smilede til kameraet
det er flere år siden jeg begravede næsen
i hendes bløde kind
nisserne gemmer sig i lejligheden
på hylden i køkkenet bag stempelkanden
på badeværelset under en klud
vi fjerner dem løbende gennem januar
egentlig er lejligheden din
vi gik fra hinanden i efteråret
i 24 timer havde jeg ikke noget hjem
jeg ejer ingenting
slet ikke dig
min mormor fødte fire børn
de voksede op i et hus, min morfar byggede med sine hænder
i sin dagbog skrev mor om livet på landet
hun fandt den for nogle år siden, læste højt
et sted beskriver hun, hvordan de hentede roer hos naboen en søndag eftermiddag
et højdepunkt, og vi grinede, da vi læste det
en gang om året tog mormor min mor og onkel med til byen
tvillingerne skulle have nyt tøj
mormor havde sparet sammen hele året
lagt penge hun havde fået af morfar til side
det var som juleaften
kortvarigt at glemme, at de var fattige
mor græder ofte, når vi taler om morfar og mormor
tårerne som en direkte forbindelse til fortiden
nogle gange græder jeg også
jeg tænker på, at mormor drømte om at se bjerge, men aldrig nåede det
og på brændeovnen i stuen, hvor min bror og jeg satte os på gulvet for at se morfar tænde op
hvordan plastikgulvet bulede opad forskellige steder i gangen og køkkenet
mormors glasaskebæger, som blev smidt ud, da hun brækkede ryggen
det var et par år efter, de flyttede fra huset
hvor de havde boet i 50 år
morfar døde først, det var lungerne
mormor var gennemsigtig til sidst, men duftede af sig selv
Bamseline med blomster, syntetisk
hendes natkjole: lyserød og tynd, den formede sig efter knoglerne
sygesengen blød som mos
til sidst faldt hun i søvn, uden at vågne
jeg tænker tit på de børn, vi måske får en dag
eller hvis vi går fra hinanden og får børn med andre
så tænker jeg på, hvordan jeg vil fortælle dem om dig
måske hvordan dit smil kunne transformere dine øjne på en helt særlig måde
og at vi passede på hinanden, men at det var svært i de perioder, hvor vi begge havde brug for at den anden var stærkere
jeg ville nok fortælle, at det bedste ved at være sammen med dig var, at jeg følte mig fri
men at det kan være svært at have alverdens muligheder
gad vide, om jeg vil savne dig, hvis mine børn ikke arver din næseryg og din hårfarve
jeg vil nok forestille mig, hvordan de havde set ud, hvis du havde været deres far
måske ville vi have givet dem samme frisure, som din mor gav dig, da I boede i Norge, og hun klippede dig i køkkenet
men jeg tænker mest på de børn vi måske får
sammen
dem vil vi tage med til bjergene, hvor luften er anderledes end derhjemme
pege på kæderne af bjergrygge, der omkranser os, lade dem mærke det smukke i at være lille
vi vil introducere dem for Harry Potter og for skøjteløb, gymnastik og håndarbejde, og de skal have lov at hade det vi elsker, og elske det vi hader
de skal ikke mangle noget, men heller ikke tro, at de kan få alt
vi vil tage dem med til deres bedsteforældre, så de kan høre historier om dengang, der ikke fandtes telefoner og computere, dengang bilerne så anderledes ud
de vil spørge, hvad er roer? og, kan vi rejse til Norge?
jeg vil vise dem billeder af mormor og fortælle om hendes bløde kind, og en dag vil et af børnene presse en pegefinger mod min kind og grine
og børnene vil vokse op, blive konfirmeret eller måske ikke, og til den tid har vi begge fået rynker, og dit hår har fået grå stænk, ligesom du altid har ønsket dig
jeg holder af at tænke på os to som skrøbelige sammen
hvordan jeg holder din stok, når du skal bruge begge hænder for at komme ind i bussen
hvordan du holder fast i min albue, så jeg ikke glider på de glatte fortove i december, på vej hjem til vores ældste barn for at holde jul
og når du får en blød pakke af dine børnebørn, vil du pakke den op og se, at det er en hue med teksten ‘hohoho’ foran
jeg vil pege og sige: den minder mig om noget
men jeg vil ikke kunne huske hvad
måske vil det minde mig om dengang, vi var unge
og jeg vil tænke på den hue, du gav mig i fødselsdagsgave, engang før vi fik børn
fordi du ikke kunne lide mine hatte, store og fjollede, den ene med en kvast på toppen, som vippede, når jeg gik
og jeg ville huske de dage, de mange dage, hvor jeg ikke kunne mærke, om jeg elskede dig
og efter du har pakket gaven op, tager du huen på og krammer dine børnebørn, og jeg vil række ud efter din hånd, sige, at jeg elsker dig, hvis ikke med ord, så med øjnene
og jeg vil vide, at hver gang, jeg har sagt det, har det været sandt