og er du vægelsindet som
den fugl der så ofte sætter sig
foran vores hus for bare at se på
alle de andre fugle der spiser af kornet
og er du overhovedet i stand til at se
det mønster i anlæggets facade
det er jo ligesom at se en fuldendt tetris
og jeg mærker hvordan skyerne puffer
mig ned mod den kolde jord
sådan aser og maser for at lægge mig
som bundfaldet i den cappuccino vi drak
må jeg med modstand ramme bunden
og det er som at være spærret inde i en
meget lille brønd uden at vide om noget
vil trække i en trække en op igen
og vores stemmer lyder gennem vand
der bobler kalder kalder videre og brister
*
Ham med de udstående øjne kigger på mig nu, analyserer mig, fordi alle ved, at du er væk. Jeg prøver at gøre mit ansigt helt fladt. Ser jeg udtryksløs ud? Det er skam meningen. Jeg øvede mig på det narkomansikrede toilet, det gule lys gjorde mine træk ligegyldige, fjerne. Han rejser sig op, jeg rejser mig op. Opdager, at jeg kender ham fra min stalkerliste i skuffen. Alle andre sidder på deres stole. Men ikke længe. Om meget kort tid står vi alle op. Vi kan slet ikke sætte os igen.
Hver eftermiddag ligger jeg horisontalt på min blå sofa. Man siger, at en blå sofa giver indre ro og associationer til havet og dets skvulpen, jeg tænker på tallerkner og hyacinter. Da jeg falder hen, drømmer jeg om planter, der bryder gennem porcelæn. På grund af noget med trykket. Det er det, det hele handler om. Dette her tryk.
*
præstens ord i kirken er som en cykel der kører på små baner i mine blodårer da folks øjne rammes af vand der stiger op fra et dyb med denne sorg jeg ikke kender fordi jeg ikke kan græde til begravelser fordi jeg har svært ved at græde i det hele taget og præstens ord er mere som en katalysator for alt andet i min krop det vil sige ubehag jeg får åndenød og mangler luft lungerne klapper sig sammen jeg kan mærke det som to fisk der falder ind i hinanden med et hult og klamt plask sådan er mine lunger punkterede og klistrede sammen som et stykke tape der har sat sig fast på sig selv i stedet for på gaveindpakningen og man prøver at skille det ad men det er umuligt og man må klippe noget nyt tape men det kan man ikke med sine lunger man har kun to helt unikke og røde i farven og spættede lunger mærkede af det faktum at jeg ikke kan græde når man burde når alle andre græder de tror at det er denne sorg jeg mangler men egentlig er det bare hele ord og minder om denne afdøde jeg stadig ikke kender da præsten holder op med at tale og dækker den hvide kiste med jord lidt ligesom at holde noget nede med et låg