Man kan sagtens få et klaver til at trække vejret gennem toner uden en egentlig berøring af de 88 tangenter. Uden at nogen beslutter sig for at lægge pres på dem, med musiske evner eller ej, eller sætte hænderne skødesløst ned over dem i fuldskab, ubetænksomhed eller uskyldig barnagtighed, kan klaveret på alle tider af døgnet give enten blå, violette eller mørkere lyde fra sig, overgive dem til luften og få dem ført andre steder hen, rundt i rummene for til sidst måske at sætte sig fast på ting. Enkelte af disse lyde kan efterlade spor i menneskers ansigtsudtryk, de kan få børn til at se ud som små voksne og voksne til at mærke deres varme kroppe som arbejdende kraftværker. Når bare lytterne er parate til at forstå, at en kortvarig stilhed, en følsom banken på instrumentets lakerede træ, og en let hvisken, der skaber ekko under klaviaturet, også kan betegnes som musik.
En morgen efter en erkendelse som denne kan en snebunke foran et tilfældigt hus eller en ukendt lejlighed måske synes uadskillelig fra den nye januarhimmel. Der er ikke længere forskel på de to hvidheder: snebunke og himlens skyer, der dækker den grå baggrund som spildt, klar maling. Når man træder i sneen, kan man sikkert kun høre iskrystallernes toner. De vil hele tiden gå i ét, snebunke og himmel, og en ung kvinde vil prøve at genskabe det flimrende billede af et markeret ansigt i sin hukommelse fra natten. Det er, som når de sorte og hvide tangenter flyder sammen og ikke længere kan adskilles, som når musikken er i alle stemmer, bevægelser og udtryk. Som når musikken også kan høres gennem sproget som blink under vand, der kun kan findes, hvis man kan svømme med åbne øjne i meget lang tid.
En morgen efter en erkendelse som denne kan en snebunke foran et tilfældigt hus eller en ukendt lejlighed måske synes uadskillelig fra den nye januarhimmel. Der er ikke længere forskel på de to hvidheder: snebunke og himlens skyer, der dækker den grå baggrund som spildt, klar maling. Når man træder i sneen, kan man sikkert kun høre iskrystallernes toner. De vil hele tiden gå i ét, snebunke og himmel, og en ung kvinde vil prøve at genskabe det flimrende billede af et markeret ansigt i sin hukommelse fra natten. Det er, som når de sorte og hvide tangenter flyder sammen og ikke længere kan adskilles, som når musikken er i alle stemmer, bevægelser og udtryk. Som når musikken også kan høres gennem sproget som blink under vand, der kun kan findes, hvis man kan svømme med åbne øjne i meget lang tid.