1.
Så det her er altså endnu et sted, hvor man kan gå hen for at få lov at vente. Det er blevet forelagt, at det er tilskyndet, hvis jeg godvilligt får mig undersøgt, og jeg er nærmest ikke uenig, så nu sidder jeg altså i dette luvslidte sofaarrangement, mens afgørelsen om hvornår audiensen begynder er op til lægen. Jeg har placeret nakken hvilende på sofaens ryglæn, hænderne foldet over maven og benene spredt godt til begge sider. Jeg skal ikke gøre en uagtet velopdragen figur, når jeg skal foretræde en myndighed. Sekretæren hamrer i tasterne og kniber øjnene sammen for at stille skarpt på skærmen, mens hun lavmælt taler i telefon. Som bevidsthedsdyr med veludviklet fortids- og fremtidshorisont er jeg sjældent opfyldt af min nutid, tror jeg, at jeg tænker, spekulerer jeg, mens jeg fingererer ved en løsthængende snor i min bluse, og det er derfor, at navnlig jeg kender til kedsomheden! En logisk slutning, hævder jeg, siger jeg. Sekretæren kigger spørgende på mig. ”Sagde du noget, ven?” Jeg ryster langsomt på hovedet. I perioder har jeg ligget indadrettet, uvirksomt hen kun afbrudt af ulystne gøremål, en utilstrækkelig selvbestaltet beskæftigelsesterapi, mens jeg fredeligt må plages. Min tilstand overføres øjensynlig kvikt til mine stoflige omgivelser, hvor der findes en vis tryghed eller, måske kan man sige, gensidig tillid, i den ringe aktivitetsudfoldelse. Lejligheden henlægges til en uforstyrret hvile og hele denne stilhed i lejligheden forulemper jeg, jeg eksekverer et fuldbyrdet tillidsbrud, når jeg rejser min krop for at gøre mit morgenritual. Så føler jeg mig som en ubuden gæst, som en tyv i egne skuffer. Det er afgørende for mit undertiden henstrakte legemes almenbefindende, at jeg desværre identificerer mig med mine tanker. Jeg er klar over, at jeg ikke lider af vrangforestillinger, og det er vel den mest sorgfulde sterile klarhed, jeg erkender. En lille vrangforestilling, en lad os sige Jesusdyrkelse i miniatureudgave skader ingen, men mine tanker har en gennemsigtig enkelhed i sine udladninger. Jeg har aldrig oplevet den religiøse glæde, kun den eksempelvis smukke akustik i kirkerummet ledsaget af ærgrelsen ved den umiddelbare afmagt over egne uegenskaber. I de perioder bliver jeg mig desværre også særdeles bevidst, at jeg burde afstives, måske indskrive mig et sted, man bliver jo bedt om at gøre noget, og det er også derfor, at jeg nu sidder i det her sofaarrangement i Sydhavnen. Jeg kigger ud af vinduerne. Solen vidner om forårets komme, folk passerer forbi. Alle misser de med øjnene i det blege lys, kniber dem sammen. Sammentrækningen af øjenmuskulaturen haler i ansigtet, så huden hives op og munden blotter det lyserøde tandkød. Sådan synes det, at alle går og hvæser af hinanden. Så lyder skridt mod linoleummet. Et karikeret overskæg træder ud i venteværelset. Hans brune hår krøller ned i panden, han er højst fire år ældre end jeg selv. Han kalder mit navn. Jeg rejser mig og han strækker hånden frem. Det er altså denne personage, som jeg skal fortælle om mig selv og mine tvivlsanliggender. Han beder mig om at følge med. Han går hurtigt ned af gangen. Han har et par Vans på, hvis gummiskål hviner mod linoleummet. Jeg sjosker efter ham, mens jeg stirrer opgivende på mine fødder. Jeg er sikker på, at den mand vil afsløre mig som humanist, og jeg havde ellers opsat mig på, inden jeg tog af sted, at det var nu, jeg skulle afstives.
2.
De fleste mennesker stiller sig an til at blive skrevet om, ligesom croquismodeller, der stiller sig an foran en forsamling, som skal kultegne deres nøgne kroppe. Jeg tror ikke, at jeg kender et eneste menneske, som ikke stiller sig an, ikke engang jeg selv, måske endda i særdeleshed ikke jeg selv. Jeg er bevidst om, hvordan jeg bevæger min krop foran andre mennesker, og jeg er bevidst om, hvordan jeg udtrykker mig foran andre mennesker. Men ofte føler jeg, at alle alligevel kan se på mit ansigt, hvilke tarveligheder, jeg netop har foretaget mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis har opført mig gement, ikke at jeg heller decideret udelukker det, men måske kunne jeg eksempelvis have ment noget kedeligt. Den største forseelse er at mene noget kedeligt. Man bliver straffet hårdt for at mene noget kedeligt. Ydermere har jeg en anelse om, at jeg sjældent får bevæget mig eller udtrykt mig på en helt passende måde, så jeg slutteligt ligegodt efterlader et forstilt indtryk hos de mennesker, jeg bevæger mig for eller udtrykker mig til. Det gør mig ængstelig, at jeg ikke har grebet om situationen, og at jeg på den måde hverken har kontrol over hvad andre mennesker tænker om mig, men navnlig at jeg ikke har noget indkig i deres tankerække, og at de ingen antydninger giver om deres tankerække, så jeg ikke aner noget om den indeværende observation. Det bekymrer mig, at det er under de betingelser, at jeg bliver mødt, når jeg bliver mødt og at det er på den måde, det er gået for sig, så længe jeg kan huske, fordi konsekvensen er, at ængsteligheden bliver forværret jo længere tid, jeg kommer til at leve. Jo flere situationer, jeg må opleve, jo flere begivenheder, jeg skal gennemleve, jo flere mennesker, jeg skal møde, må vel retfærdigvis udmunde i, at jeg må bevæge mig for eller udtrykke mig til endnu flere ansigter, for hvem jeg må efterlade et forstilt indtryk af min egen person, og jo flere mennesker, for hvem jeg har efterladt et forstilt indtryk, jo farligere er det at bevæge sig på gaden, for tænk om man skulle løbe ind i et af de omtalte mennesker. Det er derfor, at jeg er ængstelig. Des flere mennesker, som jeg lærer at kende, eller, som lærer mig at kende, min hovedbekymring er unægtelig det sidste, des flere mennesker har set mig udføre denne uskønne dans. Det er naturligvis både en indbildsk og på samme tid troskyldig antagelse, at der hos andre mennesker skulle eksistere en tankerække overhovedet.
Så det her er altså endnu et sted, hvor man kan gå hen for at få lov at vente. Det er blevet forelagt, at det er tilskyndet, hvis jeg godvilligt får mig undersøgt, og jeg er nærmest ikke uenig, så nu sidder jeg altså i dette luvslidte sofaarrangement, mens afgørelsen om hvornår audiensen begynder er op til lægen. Jeg har placeret nakken hvilende på sofaens ryglæn, hænderne foldet over maven og benene spredt godt til begge sider. Jeg skal ikke gøre en uagtet velopdragen figur, når jeg skal foretræde en myndighed. Sekretæren hamrer i tasterne og kniber øjnene sammen for at stille skarpt på skærmen, mens hun lavmælt taler i telefon. Som bevidsthedsdyr med veludviklet fortids- og fremtidshorisont er jeg sjældent opfyldt af min nutid, tror jeg, at jeg tænker, spekulerer jeg, mens jeg fingererer ved en løsthængende snor i min bluse, og det er derfor, at navnlig jeg kender til kedsomheden! En logisk slutning, hævder jeg, siger jeg. Sekretæren kigger spørgende på mig. ”Sagde du noget, ven?” Jeg ryster langsomt på hovedet. I perioder har jeg ligget indadrettet, uvirksomt hen kun afbrudt af ulystne gøremål, en utilstrækkelig selvbestaltet beskæftigelsesterapi, mens jeg fredeligt må plages. Min tilstand overføres øjensynlig kvikt til mine stoflige omgivelser, hvor der findes en vis tryghed eller, måske kan man sige, gensidig tillid, i den ringe aktivitetsudfoldelse. Lejligheden henlægges til en uforstyrret hvile og hele denne stilhed i lejligheden forulemper jeg, jeg eksekverer et fuldbyrdet tillidsbrud, når jeg rejser min krop for at gøre mit morgenritual. Så føler jeg mig som en ubuden gæst, som en tyv i egne skuffer. Det er afgørende for mit undertiden henstrakte legemes almenbefindende, at jeg desværre identificerer mig med mine tanker. Jeg er klar over, at jeg ikke lider af vrangforestillinger, og det er vel den mest sorgfulde sterile klarhed, jeg erkender. En lille vrangforestilling, en lad os sige Jesusdyrkelse i miniatureudgave skader ingen, men mine tanker har en gennemsigtig enkelhed i sine udladninger. Jeg har aldrig oplevet den religiøse glæde, kun den eksempelvis smukke akustik i kirkerummet ledsaget af ærgrelsen ved den umiddelbare afmagt over egne uegenskaber. I de perioder bliver jeg mig desværre også særdeles bevidst, at jeg burde afstives, måske indskrive mig et sted, man bliver jo bedt om at gøre noget, og det er også derfor, at jeg nu sidder i det her sofaarrangement i Sydhavnen. Jeg kigger ud af vinduerne. Solen vidner om forårets komme, folk passerer forbi. Alle misser de med øjnene i det blege lys, kniber dem sammen. Sammentrækningen af øjenmuskulaturen haler i ansigtet, så huden hives op og munden blotter det lyserøde tandkød. Sådan synes det, at alle går og hvæser af hinanden. Så lyder skridt mod linoleummet. Et karikeret overskæg træder ud i venteværelset. Hans brune hår krøller ned i panden, han er højst fire år ældre end jeg selv. Han kalder mit navn. Jeg rejser mig og han strækker hånden frem. Det er altså denne personage, som jeg skal fortælle om mig selv og mine tvivlsanliggender. Han beder mig om at følge med. Han går hurtigt ned af gangen. Han har et par Vans på, hvis gummiskål hviner mod linoleummet. Jeg sjosker efter ham, mens jeg stirrer opgivende på mine fødder. Jeg er sikker på, at den mand vil afsløre mig som humanist, og jeg havde ellers opsat mig på, inden jeg tog af sted, at det var nu, jeg skulle afstives.
2.
De fleste mennesker stiller sig an til at blive skrevet om, ligesom croquismodeller, der stiller sig an foran en forsamling, som skal kultegne deres nøgne kroppe. Jeg tror ikke, at jeg kender et eneste menneske, som ikke stiller sig an, ikke engang jeg selv, måske endda i særdeleshed ikke jeg selv. Jeg er bevidst om, hvordan jeg bevæger min krop foran andre mennesker, og jeg er bevidst om, hvordan jeg udtrykker mig foran andre mennesker. Men ofte føler jeg, at alle alligevel kan se på mit ansigt, hvilke tarveligheder, jeg netop har foretaget mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis har opført mig gement, ikke at jeg heller decideret udelukker det, men måske kunne jeg eksempelvis have ment noget kedeligt. Den største forseelse er at mene noget kedeligt. Man bliver straffet hårdt for at mene noget kedeligt. Ydermere har jeg en anelse om, at jeg sjældent får bevæget mig eller udtrykt mig på en helt passende måde, så jeg slutteligt ligegodt efterlader et forstilt indtryk hos de mennesker, jeg bevæger mig for eller udtrykker mig til. Det gør mig ængstelig, at jeg ikke har grebet om situationen, og at jeg på den måde hverken har kontrol over hvad andre mennesker tænker om mig, men navnlig at jeg ikke har noget indkig i deres tankerække, og at de ingen antydninger giver om deres tankerække, så jeg ikke aner noget om den indeværende observation. Det bekymrer mig, at det er under de betingelser, at jeg bliver mødt, når jeg bliver mødt og at det er på den måde, det er gået for sig, så længe jeg kan huske, fordi konsekvensen er, at ængsteligheden bliver forværret jo længere tid, jeg kommer til at leve. Jo flere situationer, jeg må opleve, jo flere begivenheder, jeg skal gennemleve, jo flere mennesker, jeg skal møde, må vel retfærdigvis udmunde i, at jeg må bevæge mig for eller udtrykke mig til endnu flere ansigter, for hvem jeg må efterlade et forstilt indtryk af min egen person, og jo flere mennesker, for hvem jeg har efterladt et forstilt indtryk, jo farligere er det at bevæge sig på gaden, for tænk om man skulle løbe ind i et af de omtalte mennesker. Det er derfor, at jeg er ængstelig. Des flere mennesker, som jeg lærer at kende, eller, som lærer mig at kende, min hovedbekymring er unægtelig det sidste, des flere mennesker har set mig udføre denne uskønne dans. Det er naturligvis både en indbildsk og på samme tid troskyldig antagelse, at der hos andre mennesker skulle eksistere en tankerække overhovedet.