Cecilie Lolk Hjort: Joakim von And og Sortstrubet alfesmutte

Fordi Joakim von Ands største glæde er at tjene penge, får han al sin lykke gratis. Hver mønt, han får i bytte for sit ansigts sved, er en medalje og en tilføjelse til familiealbummet. Hvad kunne han købe, der ville bringe større glæde end den unikke metalgenstand, der som en nøgle i hukommelsens lås får mindet til at strømme frem som en historie fortalt ved hjertets uudslukkelige bål? Således er den legendariske gnier både verdens mest og mindst materialistiske and: På samme tid uinteresseret i de ydre glæder, verden kan tilbyde – og patologisk forhippet på at give hvert eneste minde en fysisk form, som ville de forsvinde, hvis han ikke kunne holde dem i sine hænder. Og måske har han ret. Hvor mange af vores præstationer er ikke forsvundet i forglemmelsens og selvkritikkens tåger? Måske er materialisme ikke så meget en dyrkelse af overfladen, som det er en mnemoteknik til at fastholde det, der flagrer allerlængst inde i vores ugribelige sjæl.
 
 
 
 
 
 
 
Sortstrubet alfesmutte

Den sortstrubede alfesmuttes unger får kun mad, hvis de kender kodeordet. Fra det øjeblik den lægger sine æg, synger fuglen jævnligt en kort melodi, som ungerne i deres løsrevne livmødre lærer at forbinde med hendes varme. Når de udklækkes, synger de den samme sang tilbage til hende og belønnes med ømhed og næring. Men i alfesmuttens vugge ligger til tider også et gøgeæg. Fordi det plantes i reden relativt sent, når gøgeungen ikke at lære melodien, og derfor kan den ikke nynne med på familiens slagsang. En gøg vokser sig altid meget større end sin værtsfamilie og vipper tidligt sine adoptivsøskende ud over redens kant for at tiltuske sig al maden selv. Derfor er alfesmuttens løsning på problemet ikke kun genial, men også helt igennem rimelig. Alligevel kan vi ikke undlade at spekulere på, om gøgeungen forstår, at den ikke er en alfesmutte – og om den ved, at den senere i sit liv ville begå søskendemord, hvis den blev madet. Eller om den må ligge og sygne hen i et hjørne af reden uden den fjerneste forståelse af, hvorfor mor kun elsker dem, der pipper på den rigtige måde.