Cecilie Lolk Hjort: To tekster

navne navne navne navne stakkevis af navne er den bedste gasmaske stinkende ord i munden ulmende som gløder som glæder der venter på en gnist ulykker der venter på at ske, jeg splitter mig i tre hoveder og antænder gyldne guder med min ånde, ånder som vindguderne der kan vælte huse uden så meget som en gnist som valgte husene selv at vælte, den pludselige nutids vinde fritslippende fra min tikløvede tunge, hvem er stor nok til at løfte nakken og hæve sig over mine tanker hvem er magtfuld nok til at kløve ord med tungens sabel kløve mit sind i lige så mange dele som jeg har ansigter, uden min tilladelse uden det grin der splitter mit ansigt i to, skyd skylden som pile og se mig flække dem med mit sydende kød, som amor endelig ædende sin egen medicin med hud åbnet som munde, som et termometer i stegen der endnu ikke er død blot dødt grinende dig op i dit åbne ansigt, din mund er et ar er en kontrakt der venter på at blive forlænget, du er kun et navn du er kun et ansigt som tusind andre ansigter råbende ind i min mund, blot flere ord at kaste tilbage blot ammunition når du frigiver dine tanker imod mig, hemmeligheder du aldrig har fået aktindsigt i der åbner sig for mig i din sitrende stemme stemme haps i mit øre har jeg din usikkerhed, råb råb råb som de små mennesker mod guderne hvad er en gud for et dyr der har glemt hvordan man ser op, som grisen der intet andet har end jorden under sine fødder og en endeløs horisont omkring sin krop sin krop en krop som et navn tegnet klart mod den uudgrundelige jord af jord er du kommet i hovedet er der stadig blot jord og til jord skal du tale med fast stemme og indse at intet stirrer tilbage mod dig, intet andet end en krop et navn et dødt ansigt en mund der skriger alt det du aldrig skreg der kommer intet ud af dig dig bare spørgsmål bare krydsforhør og fornærmelser som pile der skader dig når de rammer mig, lær at leve med kroppen der husker alt hvad du vælger at glemme glemme hvad er sindet for et ansigt der har glemt smilet i en forlængst aflåst barndom og nu blot gasmasker uendelige digte op i dit åbne fjæs mens du lukker øjnene og lukker vandet ud af øret øret er blot et andet navn for intetseende øjet blot et andet navn for nogens uudgrundelige krop spejlet spejlet spejlet i din forsvarsløse pupil
 
 
 
 
 
 
 
slettet af den klattede sminke af nogens kærlighed
 
en ven er bare en fremmed du endnu ikke har mødt. og du du du du vil være i betragterens øje vil være betragterens øje der læner sig ind for at få bare én af de to spejlinger af den anden til at bøje sig hele vejen ind i kraniet, øjne vidtåbne for at tillade så stor udvidelse af venskabets kunst som muligt åh den spejling den er død det øjeblik den rører hudens matte varme, det er det jeg altid siger, en ven er bare en fremmed der aldrig blev en elsker, en elsker er bare en ven du mistede i sammenstødet alting smeltende sammen alting ubærligt varmt og ubærligt tæt på som meteor der møder jordens intimsfære smeltende metal bredende sig ud over atmosfæren som elektrisk tæppe, jeg sover alene for at glemme/huske at det er umuligt at sove i en andens arme, der er kun ligge i hans arme og simulere søvn fordi det ikke er romantisk at det er for varmt og du ikke har noget sted at lægge den arm, og alt i alt er der bare for meget menneske til stede til at miste bevidstheden, mig kan jeg glemme, mig kan jeg ignorere og falde ind i lyksalig kaotisk intethed af hukommelsesslettende drømmelandskab som ecce homo renoveret af en velmenende gammel spansk dame, åh bliver vi ikke alle i sidste ende renoveret af en velmenende gammel spansk dame, som at ligge i en andens arme og lade som om man ikke bliver langsomt slettet af den klattede sminke af nogens kærlighed