Skyerne sejler ikke om kap
men begge mine ben konkurrerer
om først at styrte til jorden.
Hvor længe har jeg gået rundt i mig selv
bygningerne er skiftevis græsmarker og stål.
Hvor findes udgangen til verden
alt, jeg har tilbage er denne pose
fuld af forventning og forvirring.
Tilfældige veninde, prik mig på skulderen
og fold et skattekort ud i samtalen
eller træk i mig som en udvej
fra den anden side af fjernheden.
Lad mig ikke vågne op i tågerne fra et hul i posen
lad mig ikke længere gå ind i mure og lande på græs.
Om lidt udråbes et af mine ben til vinder
hvis skyerne ikke ligefrem begynder at sejle ind og ud
af mit opløste ansigt, prik mig på skulderen
prik mig på skulderen, prik til mig!