Et portræt
|
Nede ved søen. Græsstråene udånder talebobler. De stiger opad og
vokser. Til sidst fylder de himlen og brister. Ud af dem falder små bogstaver langsomt til jorden. Som altid forveksles de med sneen. Grusstien knirker hver gang, han sætter en fod på den. Han ved udmærket godt, at fodsporene bag ham trækker vejret og ønsker at samles op, blive lagt ned i hans lomme. Senere kunne han folde dem ud som papir og kærtegne dem med skrift. Han er ligeglad. Han prøver også at være ligeglad med træerne, der står og ser fjogede ud med hår af drivende alfabeter. Men han er så satans træt af det og glor stift ned på vejen foran sig. Måske burde han samle sine tanker sammen i en pose for så at banke dem hårdt mod et postkort. De ville splatte ud som maling og blive til mørke og hvide plamager. Derefter kunne han sende kortet til sig selv og ryste på hovedet over, hvor åndssvagt han selv tænker. Han vælger at kigge lidt på træerne, men de står stadig og spiller smarte. Det kan også være lige meget, tænker han. Og fortsætter med at gå. |
En lille symfoni
Jeg får hende til at grine
så meget at hendes smil eksploderer
puf! puf! puf! al den regnbuefarvede røg
indånder jeg
på min tunge aflejres slik, men hendes hud
smager stadig af bacon, fingrene
af sne, langsomt bliver min stemme
en sød, hvirvlende symfoni
ned gennem hendes øre, ned til bevidsthedsfontænen
snavset til af de andres urinjokes og lortesætninger
det hele hvirvles rundt som i en blender
det hele bliver til
nu går vi hånd i hånd ud af skolegården
og sætter os ind i weekenden som ind i en racerbil
ingen tid til smagsprøver, ingen tid til at eksplodere vores smil
bare af sted til fremtiden! af sted til under min dyne!
Dyk
Ud af tryghedszonen, lille krapyl,
det stenede landskab tilbyder kun
granit på grusstien, enkelte kaktusser
med påtvungne cowboyhatte, nej,
et andet univers findes i sproget,
rør overfladen som et lille ocean,
og kast dig ud i det, mærk, hvordan
angstens omrejsende teater i kroppen
står stille, lader sig lægge ned i en æske,
hvordan roens vindhurtige spiraler
i stedet fortsætter deres turné,
tag tryghedens spændetrøje af
ved vandkanten, og kast dig ud,
vend ikke tilbage til fængslet af andres
klappen-på-skulderen, nej, du er fri,
så dyk under overfladen på havet,
og find lufthullerne nederst på bunden,
dér vil verden i verden vide sig ud,
i koralrevet spiller et symfoniorkester
melodier hidtil skjult af din erindring,
landskaberne, uforudsigelige og smukke
som syner om fremtiden, udvider hele tiden
deres terræn, så svøm rundt dernede,
lille krapyl, og prøv at ride på søheste!