Det er stadig de helt almindelige ting, der beroliger mig: fx at køre for stærkt til Enø for at nå solnedgangen. At tage et bad og drikke grøn the med jordbærsmag, inden jeg går i seng. Ikke længere at have nogen der forventer, jeg sms’er og minder dem om, at jeg elsker dem
De åbne terrassedøre til mit ungdomsværelse, vinden der tager i de samme blondegardiner som de sidste tre år. Postkort fra sidste sommer på opslagstavlen, stadig en frakke eller to i klædeskabet. Alting ligner sig selv uden at være det, det er sådan det er at komme hjem, når hjemme pludselig er et andet sted
Tænker at jeg bedre kunne lide at bo her, lige i udkanten af Næstved, bag byskiltet, hvor man kan høre bilerne fra landevejen om aftenen, langt væk fra Konya Kebab og Crazy Daisy, musikken på torvet om fredagen. Stilheden, kun naturens lyde, det absolutte og endelige, mennesket der vender tilbage til sine rødder, mig der vender hjem
På de dage hvor verden kun strækker sig til hjørnerne af min nye lejlighed, hvor jeg ikke engang når ud på badeværelset før jeg begynder at blive træt: kroppen der sættes ud af funktion, benene der ikke vil bevæge sig, de ømme muskler, veninden der ler og siger, at jeg bare er ked af det, det er så sjældent folk får depressioner om sommeren
At sidde på trægulvet i arbejdsværelset og kigge på gamle fotografier, minde mig selv om, hvem jeg er. Jeg udpeger ting på billederne, forsøger at huske datoer og steder. Jo ældre jeg bliver, jo oftere hænder det, at jeg opdager, jeg har husket forkert
Altid at kunne kende ryggen af sin far i ankomsthallens menneskemængde: det tynde hår, måden han bevæger sig på, hvordan han trækker kufferten bag sig. Senere, at holde øje med ham på rulletrappen, at lade ham forsvinde i menneskemængden, ikke at have lyst til at udpege folk, når de er på vej væk
Pludselig at blive så træt, bare gerne at ville kunne ligge mig ned ved siden af nogen, jeg elsker og lade dem holde om mig
Ting der skræmmer mig: den der pludselige, overvældende følelse af at nogen holder øje med mig, når jeg sidder i haven om aftenen. At være i toget på vej til universitetet, ikke at vide hvordan man skal opføre sig, hvor man hører til. Kroppens naturlige reaktion på alderdommen, hvor tydelige min mors smilerynker ved øjnene er blevet, at mine forældre ikke længere griner, når jeg joker med, hvilke malerier jeg skal arve
At gå i seng om aftenen med solbrændte kinder og hår, der dufter af klor. At tilbringe lange aftener i swimmingpoolen, trække min krop igennem det blå, betragte skyggen under mig. De små lysglimt på overfladen og strålerne, der danser på bunden, mit diskotek, mit personlige lysshow. Hver aften, at svømme solen ned
Sidst på aftenen, mor der står i døren, at tænke på alle de gange hun har stået der, at tænke at jeg måske snart burde tage tilbage mit nye hjem. Hun siger: vi bliver nødt til at tale om det her. At have lyst til at række ud efter hende, endelig at være modig, forklare at der er noget, der sidder forkert indeni
Jeg ser Glee og har min mørkeblå fleece trøje på i fireogtyve grader. Jeg svømmer baner og sidder på mit værelse med gardinerne trukket for og læser og skriver om ting, der ikke længere er vigtige. Sådan går sommeren
Forsøger at holde op med at ryge, at være bedre til at kigge på stjernerne: månen her til aften, helt rund som en lysende tennisbold, pludselig at opdage at jeg ikke længere har flere ord om de ting, der gør ondt.