Clara Skaarup: Hilsen til Næste

et stofnet fyldt med madvarer udenfor min brors hoveddør
mit potentielt sygdomsbefængte aftryk på det stofnet
den potentielle bakteriedeling mellem ham og mig
stof og hud
jeg længes langt efter et aftryk
at krammes af en jeg holder af
jeg føler også afsky og dødsangst i frosne frys
auberginerne i supermarkedet
hvor mange fingeraftryk kan der sidder på en aubergine
jeg møder noget mælk og tænker mig ikke om før jeg klør mig i øjet
det er et usynligt fællesskab vi har
at gå i stå med fingeren i øjet og tænke
hvem har sat sin finger her før mig
vi ser ind i et tilfældigt dnafletværk
der binder mig og mine bakterier sammen med dig og dine
 
*
 
genstande der kalder på aktivitet
bliver bedrøvede af stilstanden
en underlig skæbne
nu ingen holder materialerne varme
han ligger på stuegulvet og græder over sammenholdet nede i klubben
jeg presser hver en tårer i en bog fordi de er sjældne
så putter jeg dem ind i et lille charteks
han sætter et større aftryk end mig
jeg klamrer mig til hans usynlige hånd på køleskabshåndtaget når han går
til den spøgelseskrop der stadig kan ses i dynen inde i sengen
det er ikke bare et aftryk i en seng
det er ikke bare en dyne der er formet af en krop
det er et aftryk han har sat i mig
og det er en dyne der spørger mig hvor længe jeg har tænkt mig
at være alene
i dynen bor nogle eventyr der har været
som eventyrene i vores håndklæder
og på min kind til jeg vasker mig
 
*
 
du bidder en fortand ned i et æble
tager det ud af munden for at spørge om det er dit
og der må jeg bare sige ja
æblet er dit
når først du har sat det mærke
så er æblet dit
 
*
 
et jordbærmærke på barnets ryg
kræft i et modermærke
samlinger af hår og nullermænd under sokken
dna og dovenskab jeg bærer rundt på
et trykket babyhoved
et sprækket underliv
et vissent ansigt
elsket og savnet
arret efter operationen
arret efter en frygtesløs barndom i trækronerne
arret efter de mange dage der er gået med at distraherer sig selv
arret efter et dumt indhug i en legemsdel
et hvidløgssnit i lammekøllen
i omklædningsrummet er der blålillagrøngule mærker på kvindens bryster
resterne fra bålet på stranden og brandmærket under en pote
et gennemtæsket glasskår overleveres fra vandet til sandet
hulsten og skaller i en uro
pludselig noget tredje i sin samlede form
aftrykket fra den fede mad i galdestenene
et arvet smykke
er det rav
 
*
 
han trykker mig op imod klinkerne i bruseren
måske vi skal reproducere hinanden
i miniaftryk der kan ske at vokse til et folk
der kan ske en dag at kopiere sin røv på en kopimaskine
aftrykket i det udprintede kunstværk
den usynlige røv på printerens glasoverflade
en hilsen til næste forbruger
 
 
 

Flere bidrag