Benjamin Britten står i vindueskarmen
foroverbøjet, nejende for de yngste soles spæde vink
daskende videre over potteuld, malede rester og nænsomt tilbagelænede på gulvet nu
falder de til søvn og ro, vender sig på skyggesiden
og sukker tungt i grået. Enhver har været her i værelset,
det lille kvistanneks, hulrummet mellem lyd og ikke-lyd
hvor lyset fader vaklende, nærmest beruset ud
bag urtehavens ophængte tæpper, river og flår i folder, syninger
og lader sig gynge af vinden fra mørke vinger
knopgrønne ri med lysfyldte perleskud som sneglen
på vej videre over marken efter dagens og alle dagenes slid og slim,
et aflangt spor fra hønernes næb over ærtebælgene
og til vinterkornet, vandslået og brunt, i samme monotone snegleknitren;
jorden, lyset under dens brummende svajende vægt