Kære. Mit humør begynder hele tiden i udmattelsen. Et menneske kan være så tamt og vammelt. Varmt i nakken. Jeg vil så meget. Jeg har lyst til at male mine håndflader blå igen, stå i et shoppingcenter og holde på hinandens hofter igen. Alt havde været nemmere, hvis mønstrene i det ristede toastbrød havde skænket os de åbenbaringer. Vi må indrømme, at vi blev skuffede, Sebastian og jeg. Vi lå på sofaen i formiddags med vores tømmermændstunger og prøvede at regne ud, hvorfor så mange mennesker var gået forbi os i nat, som om de vidste noget, vi havde brug for at vide. Så gik jeg ud og shoppede pastelfarvede Madonnafigurer og drømmefangere. Jeg savner at stå i bowlinghallen ved pointtavlen og tale om intet særligt, udrette intet særligt. Gøre os umage for, ikke at glide i de tofarvede sko, mens vi smuglede dem ud af hallen, ud på parkeringspladsen. Jeg savner rystelserne fra toget, der kørte under broen under os. Det skulle til Sverige. Vi skulle videre, vi skulle ikke sove. Godt. Status er, at dagene afløser hinanden som buschaufførerne på Fredrik Bajers plads. Status er, at øjnene stadig tør være uhøflige. Status er, at søstrene giver mig lyst til at tale om noget interessant, når de er i nærheden med deres familieintriger, deres hjulbenede skridt, deres computertasker. Hele eftermiddagen har jeg haft følelsen af at have et smukt efterår siddende i nakken. Underboen kaster en bold til sin datter nede i gården. Solen æder sig længere ned ad facaderne. Jeg får lyst til at lave en film. Hovedpersonerne skulle være en nekrologskribent og en meteorolog, de skulle mødes tilfældigt på et posthus og blive enige om, at det er folk som dem, der får verden til at fremstå tryg og håbefuld for andre mennesker. De ville stå på et posthus og føle sig som usynlige helte. Senere ville de sidde ved hver deres køkkenbord og spise millionbøf. Jeg drømte, at Ida var syg, og jeg var syg, og det var den samme sygdom vi havde, vi stod og så hinanden i øjnene og kunne ikke synke. Vi var et offentligt sted med mange mennesker. Jeg læser, at kaffe mindsker risiko for selvmord, jeg læser noget om Great Barrier Reef. Jeg er rastløs. Følelsen af at vende tilbage til noget og kassere det, vende tilbage, kassere. Jeg kommer i tanke om modermærket på dit skulderblad, mens jeg sidder på toilettet. Vi er til koncert på en bar. Selv dem, der ikke sveder synligt, klager over at svede som svin. Selv dem, der kan lide bandet trækker ud i gården. Vi taler om, at den egentlige grund til at drikke cola må være, at det giver en lov til at colabøvse. Du siger: at få sin vilje er en måde at holde balancen på. Senere siger en kvinde: man bliver en anden, når man ikke sover. Vi cykler hjem, det bliver tidligt, du krænger T-shirten over hovedet med ryggen til mig.
Emilie Bessing: En tekst
Kære. Mit humør begynder hele tiden i udmattelsen. Et menneske kan være så tamt og vammelt. Varmt i nakken. Jeg vil så meget. Jeg har lyst til at male mine håndflader blå igen, stå i et shoppingcenter og holde på hinandens hofter igen. Alt havde været nemmere, hvis mønstrene i det ristede toastbrød havde skænket os de åbenbaringer. Vi må indrømme, at vi blev skuffede, Sebastian og jeg. Vi lå på sofaen i formiddags med vores tømmermændstunger og prøvede at regne ud, hvorfor så mange mennesker var gået forbi os i nat, som om de vidste noget, vi havde brug for at vide. Så gik jeg ud og shoppede pastelfarvede Madonnafigurer og drømmefangere. Jeg savner at stå i bowlinghallen ved pointtavlen og tale om intet særligt, udrette intet særligt. Gøre os umage for, ikke at glide i de tofarvede sko, mens vi smuglede dem ud af hallen, ud på parkeringspladsen. Jeg savner rystelserne fra toget, der kørte under broen under os. Det skulle til Sverige. Vi skulle videre, vi skulle ikke sove. Godt. Status er, at dagene afløser hinanden som buschaufførerne på Fredrik Bajers plads. Status er, at øjnene stadig tør være uhøflige. Status er, at søstrene giver mig lyst til at tale om noget interessant, når de er i nærheden med deres familieintriger, deres hjulbenede skridt, deres computertasker. Hele eftermiddagen har jeg haft følelsen af at have et smukt efterår siddende i nakken. Underboen kaster en bold til sin datter nede i gården. Solen æder sig længere ned ad facaderne. Jeg får lyst til at lave en film. Hovedpersonerne skulle være en nekrologskribent og en meteorolog, de skulle mødes tilfældigt på et posthus og blive enige om, at det er folk som dem, der får verden til at fremstå tryg og håbefuld for andre mennesker. De ville stå på et posthus og føle sig som usynlige helte. Senere ville de sidde ved hver deres køkkenbord og spise millionbøf. Jeg drømte, at Ida var syg, og jeg var syg, og det var den samme sygdom vi havde, vi stod og så hinanden i øjnene og kunne ikke synke. Vi var et offentligt sted med mange mennesker. Jeg læser, at kaffe mindsker risiko for selvmord, jeg læser noget om Great Barrier Reef. Jeg er rastløs. Følelsen af at vende tilbage til noget og kassere det, vende tilbage, kassere. Jeg kommer i tanke om modermærket på dit skulderblad, mens jeg sidder på toilettet. Vi er til koncert på en bar. Selv dem, der ikke sveder synligt, klager over at svede som svin. Selv dem, der kan lide bandet trækker ud i gården. Vi taler om, at den egentlige grund til at drikke cola må være, at det giver en lov til at colabøvse. Du siger: at få sin vilje er en måde at holde balancen på. Senere siger en kvinde: man bliver en anden, når man ikke sover. Vi cykler hjem, det bliver tidligt, du krænger T-shirten over hovedet med ryggen til mig.