Skoven
Når jeg tænker på togturen
ser jeg skinnerne oppefra
sorte snit ind
i en hvid flade
skoven har lagt sig
ned under blæsten
væltede træer
danner en tømmerflåde
Når toget bevæger sig
kan vi ikke se
bevoksningen langs skinnerne
kun baggrunden træder
tydeligt frem
Dine hænder er flossede
du mimer en floskel
det blæser ind
gennem et vindue
som ikke kan åbnes
*
Grimme sangfugle
i træerne
hvor alt hænger nedad
lanterner blæst
og grene med røde bær
Et hjerte slår i mudderet
eller også er det
en fisk der spræller
stormen har efterladt
forskellige spor
småsten har byttet plads
et hus er næsten
faldet i vandet
En tanke fra i går
sætter sit aftryk på dagen
et hjerte slår i tøjet
eller også er det en maskine
du har små klør
beregnet til min hud
du har en hånd
under min striksweater
*
stormen har efterladt
forskellige spor
kystlinjen ligner
ikke længere
sig selv fra kortet
fraværet af lejligheden
og ejendelene larmer
på alle sider omkring os
vinden løber ned af stierne
ubesværet af mennesker
Lejligheden
Jeg må hellere
sove ramponeret
uret slår
små slag mod huden
vi spreder de sidste
mønter over sengen
*
Han taler i
søvne om ørkener
han har en underlig
tørke i sin mund
Jeg fører samtaler
med ham i søvne
nogle gange også
når vi er vågne
hans øjne er
smallest om aftenen
*
Skabene fyldes
og tømmes
det er ikke til at sige
hvor meget
der har været
i skabene i alt
små uendeligheder i køkkenet
tingene bliver bragt
ind i lejligheden
og forlader den igen
Parken er en grøn
tåge den flyder
under vinduet
en måge lander
på gesimsen
prikker på ruden
vi har aldrig set
en fugl så tæt på
levende
*
Alt det som flyver
ind ad vinduet
fordi jeg vil
blæses i søvn
en flue er et
smykke i midterskilningen
jeg spekulerer over
fuglenes retningssans
det er vanvid
at have nogen
at vende hjem til
det er vanvid
at forholde sig i ro