først er dit skæg alt for episk og jeg tror at du bor i en sky men så kommer stormen af antimaterie og så sidder vi fast i rulledøren og mine synstråde strammes mere end betragteligt i deres usikre sømme over jorden svæver vi selvom intet er fastlagt endnu er vi skyklappere der skærer alle over med én kam fingerspiserne med sommerhud og stjernefumlerne der takker og bader deres rifter tre uger forinden i natskabets nederste skuffe ridser vi et navn i dit øje med den sidste tankesplint af det vi har glemt efter midnattens månescreening folder vi billedet om det stativ som før var fyldt af dialektiske forskydninger og hjernespind nu infiltrerer du alt det blå i rummet og al den flygtige balance you went through my chest like a hot knife through butter til sidst kan jeg klemme alt ind i et mellemrum som en brun kuvert tilføjelse mine organer er uantastede du er fremmed billedet er virkelighed
skulptur
jeg tænker at nogen vil se det som en misforståelse når jeg nu opfører mine skyer i granit og beton og stål eller lader dem hænge i barduner fra neonsøjler som knivskarpe silhuetter med et minimum af volumen og de spejlende overflader der korrigerer rummets mangler og kalder på interaktion men mine skyer vil ikke længere bare være beskrivelser af sig selv