DRØM
Jeg troede jeg var vågen
holdt tungen klar i mundhulen
under porcelænshimlen
i birkens hvide silkebark
der hvor der er
uendeligt stille
i stammen
sejlede jeg gennem tomme sale
i små bitte huse
mens flygelet flød på sine hamre
og det var sommer
udenfor vinduerne
Jeg troede jeg var vågen
hver nat
drømte jeg om hajen
der flød som silke
langs sorte vande
køligt
i strømmen
som en blæktåge
mod det hvide tandsæt
drev jeg
gennem dens flade hoved
VENINDE
Jeg er
i julikornet
gult
svedent
i grøften
på bristepunktet
Du er
regnbuer
sprødt linned
nyredte senge
vind
i varme stuer
sitrer når du træder ind
Jeg står
under himlen
hvor svalerne dykker
og fælder
mine aks
ud over jorden
SOMMER til højre for hjertet
En eftermiddag
tager det
for støvet at falde til gulvet
i solens årvågne blik
Et øjeblik
tager det
en kanyles væskende lys
at bryde huden
gennem et solstik
Et halvt liv
tager det
en slags sommer
jeg havde glemt
at liste
over min vindueskarm
til højre for hjertet