Forsider

2021

I slutningen af 2020 besluttede vi på redaktionen, at Slagtryks månedlige udgivelser fremover skulle prydes med forsider lavet af den samme forsidekunstner med skift hvert år. Jagten gik derfor ind på en kunstner, som var klar på at lave hele ti forsider til os. Vi var så heldige at indgå et samarbejde med Jo Loui Borup – alle Jos forsider for året kan ses på vores printside, her.

2020

En side. En bagside. En midterside. Og en forside. Måske endda en underside og en overside. En forside er den, der kommer ind af døren først. Forsiden er den, der rækker hånden frem til en hilsen og siger sit navn, sætter en stemning og sætter en ny relation i vibrationer. I 2020 er Slagtryks månedlige forsider kurateret af litteraturformidler Lea Fløe Christensen og fotografisk billedkunstner Kirstine Autzen. Sammen finder de 10 forskellige måder at række dig hånden visuelt og inviterer dig ind på de andre sider, hvor litteraturen lever. De har tænkt sig at lokke dig med stemninger, pådutte dig fornemmelser og tilbyde dig tolkninger, alt i alt at være en åben dør, der inviterer inden for i Slagtryks digitale og litterære rum. Velkommen!

Lea Fløe Christensen er litteraturformidler med stor forkærlighed for krydsfeltet mellem det skrevne ord og billedkunsten. Hun har bl.a. været litterært involveret i kunstbogmessen One Thousand Books, billedkunstnerbiografier og fotokunstbøger. [linkedin]

Kirstine Autzen er billedkunstner og arbejder med udgangspunkt i fotografi, tekst og installation. Hendes arbejde er centreret omkring forskellige oplevelser af selv og krop, og disses roller i relationer og fællesskaber. [kirstineautzen.dk]

Lasse Skjold Berthelsen har siden Slagtryk startede i 2011 og frem til han stoppede som redaktør i 2019 også haft rollen som forsideredaktør – i praksis ved at inddrage resten af redaktionen. Mange motiver og udtryk er kommet til udtryk henover årene, oftest via upcoming talenter men også etablerede kunstnere indenfor billedkunst, foto og installationer.