Frans Emil Holland: Døde cykler og ambitioner

Hvis man vil nå nogen steder hen her i livet
er man nødt til at smugle mennesker
eller ødelægge vores antibiotika

eller i det mindste bide tænderne sammen og flå cykeldækket af fælgen med
fingrene og få lappet
imens landevejen drøner forbi ved siden af

og man skulle egentlig have været et sted henne for en time siden
og man får endelig fundet hullet og lappet
og kører videre imens man er spændt på om det nu holder

sveder under jakken

og man kommer endelig til det øde varehus og skubber den rustne port til side
og vandrer op igennem de smadrede industrimaskiner og hullerne i
betongulvet

til man kommer til lokalet og møder ham og han fortæller én at han ikke har
det man skal bruge og ikke ved hvordan han skal kunne hjælpe dig

og han hulker så hjerteskærende og siger at han elsker dig
og du forsvinder ud af den forladte bygning imens han jagter dig med sine
smertensskrig

du låser din cykel op og kører væk

det er en virkelig dejlig aften
du kan dufte kornet og rapsmarkerne imens du cykler ud af landevejen

der cykler en flok mennesker op til dig
de spørger hvordan du har det og tilbyder dig noget køligt at drikke

det ender med at du myrder en af gruppens tidligere kammerater fordi du
kommer til at elske dem så højt
og nu har du mistet det hele

du ligger og sover under din cykel på en byggeplads

du forsøger at trække cyklen godt op over ørerne men det er bitterligt koldt
og du er bange for at dit hjerte skal stoppe
du når kun nogle øjeblikkes søvn før solen kommer og vagterne jager dig væk
fra pladsen ved at slå på nogle byggematerialer med deres lommelygter

du forsøger at vække cyklen men den er bleg og svag og kan ikke gå længere

den fortæller dig at du skal fortsætte uden den og fortælle omverdenen jeres
historie

den fortæller dig at du aldrig må give op
at i altid vil være i hinandens hjerter

du løber og ser ud af øjenkrogen hvordan vagterne tæsker cyklen ihjel med
deres lommelygter

senere tager du til akupunktur

du synes du kan mærke en effekt

smerterne i din ryg er næsten forsvundet
du har også tabt dig og ryger mindre

du overvejer om du måske skal til at efteruddanne dig inden for et eller andet
eller tage noget frivilligt arbejde

du synes du begynder at indse
at du ikke kan stole på at andre mennesker også selvom de siger de elsker dig

og at du er nødt til at fokusere på dine egne ambitioner
 
 
 
 

Flere bidrag