Til en ven
Jeg er ked af at jeg ikke kan nyde
en god flaske vin i dit nærvær
uden at sammenligne med en bedre
i dit fravær, at jeg ikke kan sige
min mening uden at lyve bare en lille smule
om hvor meget jeg egentlig værdsætter
de lange
lange timers korte afstand fra hinanden,
at jeg ikke kan minde
mig selv om min utålmodighed
uden straks at glemme den igen
som jeg også altid glemmer øjeblikkeligt
at du tålmodigt har ventet
bag en stadig større mængde alkohol
blot for at kunne udfri al din beruselse
i en indian summer
så overvældende i sin fylde og naturlig
i sin fuldskab,
at jeg så ofte frygter at sige det dumme
og derfor så ofte siger
netop det, at vi ligner hinanden
på præcis de rigtige og især forkerte steder, at det
derfor føles rigtigt at være så stædige
at det blir forståeligt for os, men uforståeligt
i sig selv, udefra absurd, men herinde
et paradoksalt vilkår,
at jeg ulykkeligvis ikke vil afsøge
min lykkes foretagsomhed, men foretrækker
dens flygtighed
som om ikke også det var lyv, at selv
her hvor jeg forsøgsvist har nærmet
mig noget som skulle være
noget andet
end det noget der altid er det samme, at
som om et digt skulle ændre noget som helst.
Til en ukendt
Ofte mødtes vi og altid meget kort.
Du kunne lide at stå tidligt op, gå ud
ryge en smøg, drikke en øl.
I det mindste er det det
jeg husker, og jeg kan godt lide at huske
dig for netop det. Først da
din postkasse ikke kunne rumme mere
bar de dig ud af lejligheden
og ind i en anden.