Frederik Appel Olsen: Tre tekster

Amanda drejer på et håndtag, der får en mindre tromle med billeder på inden i en større tromle til at snurre. Gennem smalle sprækker i den ydre tromle ser det ud som om en lille mand rider baglæns på et vildsvin. Hun drejer den modsatte vej, og nu rider han forlæns.
    Amanda bevæger sine arme foran en hvid væg, hvor en lysopsætning kaster tre forskellige, forskudte skygger: Omridset af hendes hånd bevæger sig i både gul, blå og grøn. Jeg fotograferer hende med min telefon.
   Amanda forsøger at samle et puslespil iført briller med indbyggede vinklede spejle, der gør, at hun skal rette hovedet lige frem, hvis hun vil se, hvad hun laver nede på bordet med sine hænder. Hun giver op.
   Amanda passerer et guldindrammet billede af et træ på en bakke, der skifter årstid alt efter, hvilken vinkel man ser det fra. Hun passerer det tre eller fire gange, ser træet miste dets blade og få dem tilbage igen. Man kan købe samme billede i museumsshoppen for 80 złoty.

Jeg kan ikke huske, præcis hvem af os der fik idéen om at tage til Polen mellem jul og nytår. Beslutningen udsprang af, at vi ville tage et sted hen, hvor man ikke behøvede at flyve til, men som ikke, igen, var Berlin. Men den fortælling hænger alligevel ikke sammen, for vi endte med at flyve med Norwegian til Krakow, og, endnu værre, med RyanAir hjem. Det ville have taget næsten 20 timer med tog, og 17 med bus. Jeg stemmer på Stockholm næste gang.
   Til gengæld har det vist sig, at Kraków er en perfekt by til vores behov. Den er lille og smuk, den har masser af barer og caféer, hvor vi kan drikke og spille kort og tungekysse. Vi shopper efter nytårsoutfits i genbrugsbutikkerne i det gamle jødiske kvarter. Jeg har købt en plysset hat, som jeg ved, at jeg aldrig kommer til at bruge. Amanda ser godt ud i alt, hun prøver. Et sted tager ekspedienten et billede af hende i en lyserød cowboyjakke og lægger det på butikkens Instagram.
   Radiatoren i vores AirBnb-lejlighed virker ikke, eller, den virker for meget: termostaten lader til at sidde fast på maksimum. Og der er ingen gardiner for lejlighedens eneste vinduesparti, kun udvendige skodder, som vi må rulle ned for ikke at være til frit skue for en mellemstor offentlig parkeringsplads. Skodderne totalmørklægger den lille kogende lejlighed, hvor vi hver nat sover med en enkelt dyne på en hård sovesofa indtil omkring 12 om eftermiddagen, helt uden for tid og sted.
   Lejligheden er ikke indrettet til at bo i permanent. Den har udelukkende møbler fra Ikea, tomme reoler og kommoder, ingen viskestykker, et tv uden kanaler, en væglampe uden pære i, som stadig har prismærke på. Over sovesofaen hænger et billede af en skyline, som jeg først tænker er Shanghais på grund af det karakteristiske Oriental Pearl Tower. Men ved nærmere inspektion ser jeg, at det er en blanding af mange forskellige storbyers trademark-tårne: Empire State Building, Petronas Towers, Londons finansagurk ”the Gherkin” optræder to forskellige steder. Ingen Frelserkirker, ingen Rundetårne. Umiddelbart ingen Warszawa-betonblokke.
   Nabolejlighederne bliver tydeligvis også udlejet til turister, sikkert af den samme vært. Ingen polakker bor på denne attraktive adresse. Endnu et rejseetisk fuck-up fra vores side.
   Jeg stemmer på et fornemt hotel i Gamla Stan næste gang. Et sted med morgenmadsbuffet og gode lønforhold for personalet.

Det er en helt ny oplevelse at elske i totalt mørke. Jeg ved ikke, om jeg skal lukke øjnene eller have dem åbne. Det er det samme og alligevel ikke det samme, som at vade ud i et hav, der har nøjagtig samme temperatur som luften. Jeg bevæger mine hænder rundt på Amandas krop med både selvsikkerhed og forundring. Jeg rører ved hende på samme måde, men alligevel mere opmærksomt. Det er svært at forklare. Hendes svedige huds blødhed trænger ind i min svedige huds blødhed på en grænsebrydende måde, som at blive opløst og nedbrudt i en kop kaffe og elske det, nyde hvordan koffeinen og varmen opløfter og opløser cellerne.

I morges fortalte hun mig, at hun ville kunne kende min krop med det samme i et mørklagt rum fyldt med nøgne mandekroppe. Jeg er 99% sikker på, at jeg også ville kunne genkende hendes i en lignende situation. Identificere hende med hænderne, og tungen. Men dette museum med optiske illusioner bringer mig i tvivl om selv det, jeg er allermest sikker på. Det skærer et procentpoint eller to af min selvsikkerhed at tage billeder af Amanda, mens hun sidder sammenkrøbet på en trick-stol, der får hende til at se ud som om, hun er mindre end en kat.

Amanda forsøger at åbne glasdøren til en lille have med kunstgræs, hvor vand fosser uforklarligt fra to vandhaner, der svæver frit i luften. Døren er låst, og vi opdager nu, at der står DO NOT ENTER MAGIC GARDEN på et bredt klistermærke på glasset.
   Vi tager en selfie foran haven. Senere på dagen opdager jeg, at billedet blev sløret. Jeg forsøger ikke at tillægge det nogen betydning.

En fugl er lige fløjet ind i ruden henne ved Evas plads. Jeg var den eneste, der så den komme, fra min egen plads ved siden af hendes, men jeg reagerede ikke hurtigt nok til at advare min kollega. Eva skreg, da hun hørte den stumpe lyd en meters penge fra sit hoved, og hun er stadig rystet, men kan også grine lidt ad det.
   Jeg går hen til vinduet og ser ned på asfalten, hvor en fed due står og sunder sig. Nogle af halefjerene er blevet skæve. Små stumper af fjer daler langsomt nedad fra vinduet som grålige snefnug. Eller askerester fra et beskedent vulkanudbrud.
   – Den er ok, tror jeg, siger jeg.
   – Sådan er det tit, når der er blevet opført en ny bygning, har jeg læst, siger Lonnie.
   – Fuglene er ikke vant til, at de ikke kan flyve dér. Og så smadrer de ind i bygningerne og dør. Da de byggede Bella Sky ude i Ørestaden var der et kæmpe antal fuglekonger, der måtte lade livet. Det er da lidt trist at tænke på. Danmarks mindste fugl mod Danmarks højeste bygning. Det er feje hold.
   – Måske havde den suicidal tendencies, siger Meile, mens hun bouncer lystigt op og ned på sin ergonomiske hoppestol.
   Nu forsøger duen at lette. Den flyver 5-10 meter tæt ved jorden og lander så igen, står stille.
   Jeg vender mig om mod mine kollegaer.
   – Man bliver også nødt til at overveje: Hvad var den fugls plan? Hvad hvis der ikke havde været glas imellem den og Eva, som den jo må have troet, at der ikke var? Hvad er dens udestående med Eva?
   Meile og Lonnie ler, Eva ser forvirret på mig.
   – Hvad er dit udestående med fuglen, Eva? spørger jeg og forsøger at lyde som en skrap forhørsleder.
   Hun ignorer mit, indrømmet, ret latterlige spørgsmål og vender sig i stedet mod Lonnie:
   – Jeg tror altså ikke, at Bella Sky er Danmarks højeste bygning. Jeg tror det er Storebæltsbroen.
   – Den tæller ikke. Det er en bro.
   – Hvorfor tæller broer ikke?
   – Jeg snakker om højhuse og tårne og sådan.
   – Der tror jeg stadig ikke, det er Bella Sky. Det er sikker ikke engang på top 10.
   Meile bryder ind:
   – Det kan vi hurtigt afgøre!
   Hun googler ”højeste bygning danmark” og kommer ind på Wikipedia-siden ”Højeste bygningsværker i Danmark”, der rummer flere forskellige listekategorier.
   – Se, Bella Sky ligger nummer 11 af de ”højeste etageejendomme” med 76,5 meter. Herlev Hospital er det højeste, 120 meter. Storebæltsbroen er ”højeste infrastruktur” med 254 meter, efterfulgt af Esbjergværkets skorsten, og …
   – Ja, tak, så har vi hørt det, siger Lonnie.
   – Men fuglekongen er i hvert fald den mindste fugl.
   – Gad vide hvor DTU Kemitekniks bygning 228A er strøget ind på den liste. Måske som nummer 4.508? siger jeg og sætter mig tilbage på min plads.
   Meile, stadig bouncende, sætter Harry Styles’ ”Watermelon Sugar” på de små computerhøjtalere for fjerde gang i dag, og skruer op. Jeg klikker mig ind i den Power Point til institutdirektørens fremlæggelse, som jeg er ved at oversætte fra engelsk til dansk, men går hurtigt i stå ved den kemitekniske term ”P450 monooxygenases”.
   Jeg spotter en fugl højt på himlen uden for, men det er ikke sikkert, at det er den samme. Det er højst sandsynligt en anden. Den er i hvert fald for stor til at være en fuglekonge. Det kunne være en grip.
   Jeg går på Facebook og skriver til Amanda, at jeg tror, jeg har set en grip, men at hun ikke skal være bekymret. Det er ikke mig, den er ude efter, tror jeg.
   Jeg ved, at jeg ikke får lavet noget, før hun svarer.
   Jeg kigger ud igen og kan ikke længere se fuglen på himlen. Det kan jo være, tænker jeg, at det, den i virkeligheden er ude efter, er lidt af det lækre P450 monooxygenases. Hvem er ikke det, disse dage?

Menneskene er lykkes med at opføre en slags usynligt kraftfelt. Dummere er de altså heller ikke. De vil kunne holde stand for en tid på denne måde, men ikke for evigt. På et tidspunkt vil de blive nødt til at slå kraftfeltet fra – også mennesker har brug for frisk luft, for oxygen. Det er kun visse skaldyr og gopler og planktonarter, som lever i undertrykkende mørke på ekstreme dybder, der ikke har brug for luft og lys. Når den tid kommer, indkalder jeg mine søskende. Så river vi håret af menneskene og kradser deres øjne ud, bedst som de tror, at de bare skal sidde på deres fjerløse gumpe og skrive e-mails.