dig i blomst
frossen blomst frosne blomst
tør op igen, når solen står op
og frosten fordamper fra dine blade
strækker sin krop mod solen
den er stået op nu
langt om længe
alting er lidt sværere om vinteren,
det er derfor den er så vigtig
man rundes af det hårdføre
og komprimeres som en snebold,
nogle gange for det bedre, andre gange for det værre
…
frosten trænger gennem huden,
lægger sig som et krystalliseret slør over kroppens vitale organer.
men selv vinteren kan ikke holde lyset væk for evigt, alt må vige.
der er mange indtryk at hente i alt dette krystalliserede, isnende kolde.
en luft så tør, at man kun er i stand til at ånde ind og ud
i korte ryk,
knækkede stød
frygten for at luftmolekylerne skal fryse sig fast i halsrøret, sætte gang i noget ukontrolleret.
sneen åbner landskabet op,
så jeg kan træde forsigtigt gennem en verden
af ubetrådte stier.
det skærer, skaber kuldegysninger på den fintfølende hud.
vinteren insisterer på dine sansers skærpethed.
på den måde stivner du som vandet,
men kun for at mærke det liv,
der også er at finde i en solklar vinterdag,
hvor verden står nøgen
og stirrer på dig.
vi efterlader så meget i hinanden.
vi er som østers, danner smukke perler om små sandkorn.
det tager tid.
lag for lag forsøger vi at bygge hinanden op,
igen, men bygningsfejl opstår
og vi river hinanden ned
– for hvad?
blot at fortsætte
det er en del af processen.
de små vaner lever videre i mig, æselører og noter i mine bøger.
det, vi husker er kærlighed,
den måde du kan lide dine æg, din yndlings pude,
din yndlings kuglepen, som du skriver så smukt med.
jeg synker sammen i dit skød, hvor mit hoved ligger og tynger mod dine lår, efterlader spor i dem;
små fordybninger, du vil bære med dig.
de vil skifte formation, når et nyt kranie lægger sig der.
feberbarn i en varm stue
åndedrættet danner damp, hvor barnets mund møder din hud
sådan kan lag også opstå over tid.
aftryk på aftryk, på aftryk.
gennem et helt menneskeliv vil dette samlede aftryk
måske træde frem
som en synlighed for øjet.
måske vil det aldrig,
måske vil bukserne camouflere for dette glimt af menneskelighed.
kroppen husker alt det, sindet har glemt.
vægten af det hoved mod et lår,
en finger foldet ind i en hånd med luffer på.
det at kunne give og modtage i et sammenspil
at ingen skal stå efterladt tilbage.
vi må spare på kræfterne
så jeg ligger mig tilbage i dit skød.
vinteren er overalt,
den omslutter os med sin knasende fornemmelse.
din pegefinger stryger op og ned ad min næsetip,
giver det tilbage, som vinteren har taget fra mig.
en hånd i handske, en hånd i hånd.
huden kan så meget som handsken ikke formår.
den er varm på sin særegne måde,
som en varmepude kun kan lave en dårlig imitation af.
det kolde vand omslutter os, da vi hopper nøgne i.
det er underligt mørkt under vandet.
kuldechok. tynd kaffe. rester fra i går.
jeg vil høste vinterens rester
slikke på dens blottede grene
sådan bærer vi ensomheden sammen