Spækhuggeren kæmper i tjærebugten for sin guldtand. Lugten lyver, leverer billeder til et andet sinds blindhed for solen, der lyser på de tæv spindelvævet har fået, af en kajak, på lur efter lysskiftet, i en hetz af haglbyger, der gnistrer på taget, tæsker haven og dens æbler, hvis ansigter for længst har ofret sine træk til græsset, til presset fra færger så store som bygninger, låst fast til nattens etaper, der klapper sammen i jordskreds hyperventilerende skrifttyper. Beskeder, skudt ud fra steder, vi ikke magter, i fagter, der sænker paradokset, styrkens dyrkelse af de knogler, den senere knuser på bjerget, og den sætter sig som kramper, forstener hjerner på rampers rutsjetur, i fatamorgana, mellem gravøl og genfødslers befrielser, fra forestillinger om sammenhold, uden for årstidernes forsøgshuller, de flugtrum, der etableres og efterlades – med trapper, slingrer og slynger sig som flammer, lyser krogene op – i et cirkelark vi kan studere.
Blæk
I bøgerne bruser deres jargon. Trommer banker traktorspor op på tapetet. Hænder, der hersker over junglen, af tæmmet tungsind, de så længe, har haft held til at fotografere, hallucinerer sig i ét med tapetet, der ufortrødent vrister sig fri af væggen – kører gæsterne over med spor af traktordæk. Kinder af jord og rouge ristes i bitter leg. Et kaos spredes i hast, med rygter om hekse, der spraymaler hestenes spor, om kor, der løfter gipsguirlander op over granitbordet, hvor begivenhederne senere stables – i et sløseri, der ender med at løse gåden. Det er drømmen, der drikker med den sorte dame, når hun syer sin sommerfugl, og foret filtrer, skubber iltert til temperamentet i puppen, hvor kulkronen er begyndt at sminke sig selv, med glasskår, i alle farver, for vingens former, stormer sit blæk – koger og krydrer med kaskadesystemer af våddragter, på vej ud over klipperne.