det er når vi er allermest børn, han kommer. han trækker badeforhænget fra. og så gør han det: han tager dig i armen, og når han gør det, ser det ud, som om du slet ingen arm har. og så siger han det: I ser først mor imorgen.
han forsvinder med dig gennem døren gennem stuen ud ad hoveddøren. jeg ved, hvor han tager dig, jeg trækker mors vasketøjskurv hen foran vinduet, kravler op på vasketøjskurven, gnubber en cirkel i den tilduggede rude, som jeg ser igennem.
da han når træet med de grønne æbler, du elsker, ved vimplen med dig efter sig, dukker jeg mig i knæene for at kunne se jer i toppen af ruden. og så kan jeg ikke længere se jer.
det regner, ingen ser efter den.
undtagen børnene:
regnen på søndergade. tagene, mågerne, der letter. kviums metalpige, dødningehovedet ved hendes bare, sorte fødder. på gule regnjakker, der gnitrer. skjolder opad mod vinden under dem. på kvinden, der løber, sætter sit pandehår fast bag øret for at gøre det igen om lidt, som hun løber. i børnenes himmelvendte munde, der samler regnen bag tungen.
efter regnen kommer skyerne og skyggerne under skyerne, i regnen. på fliserne foran rådhuset går dyr af skygger omkring. dyrene bærer gevirer på hovedet, de strækker om sig mellem hinanden, de stanger ikke hinanden.
butiksruderne er gennemsigtige, bilruderne. vandpytten, jeg står i, er gennemsigtig…mon ikke også man kan se gennem mig.
som barn husker jeg at se op i stedet for på stedfar mor, der så ned med sit imorgen-bliver-alting-godt-blik. stedfar var vred eller glad. stolt over sin familie eller skuffet over mors unger. han smykkede sig ikke i følelser, han smykkede sig slet ikke i noget.
udover gulduret, han fik via en ven efter en tur i thailand. over aftensmaden husker jeg mor pludseligt huske, så græde i sine hænder.
stedfar ville snakke, blive ved og ved og ikke om andet, og når han sagde: nu er nok, nok, betød det: nu er nok, nok.
jeg husker også, da morfar døde. vi fik suppe, han lagde skeen fra sig. via bordet kom han op fra det, sagde så: jeg vil lægge mig lidt.
morfar bad mig trække i stolen, så han kunne komme forbi. han bad mig tælle til tyve. han talte også, som han gik. fra bordet, gennem stuen gennem køkkenet henover dørtærsklen. nu går morfar, tænkte jeg, og fordi ingen anden sagde noget til det, tænkte jeg: ham skal jeg aldrig se igen.