noget tager form, også det her,
sådan her vil det forløbe:
jeg vil begynde at huske,
tænke længe over den første sætning
i mindet, en bevarelse, honningen løber.
det golde gold på min mormors hånd i solen
det skinner eller glimter, er jeg for fordømmende.
hun ryger en del cigaretter, flere og flere.
det er hendes nutid der er hullet, også fortiden
er løbet ud og hen til alle hendes andre tider,
fortiden så snakkesalig.
vi ved ikke hvad vi skal gøre,
vi betaler bare for rengøringen, renskuringen af væggene,
ældreboligen skal være klar til et nyt ældre liv,
min mormor er ved at finde sig selv på plejehjemmet.
i dengang med hus og bil havde hun besøg
af en skytsengel. jeg ser nu på mindet
og jeg ser en enkepsykose,
enkepsykosens natur, måske
begyndte det brugte dér.
to kære mænd at sige farvel til
nu vil jeg gerne vide
om min mormor vendte sig mod det religiøse,
min mormor har det med nytårsaftener som
hun har det med revyer,
hun genoplever, hun synger alle årenes sange.
det er noget som står uden for min historie
men jeg kan se at det lever, at revyernes melodi finder
en ny vejrtrækning at blive spillet på.
hun blev ved med at tale om mørket udenfor,
vendte sig hen til vinduet, vendte sig imod mig.
hun talte om mørket i et igen og igen
og jeg sagde ja hver gang
til mørket og mærkede
at det satte sig på samtalen og tog sin fylde hos os.
jeg ved ikke om jeg må tale endnu
om det er for sent med det for tidlige.
der er noget der læsker kalken,
får kalken til at brænde en ny overflade,
renovering.
kirken i linås sogn har fået et nyt ansigt.
engang gik jeg og støttede min mormors ben med
et fast greb om hendes varme hånd.
det er noget der er mig nært,
jeg tillod ikke gruset forhindre hendes gang
til bedsteforældrene.
det var lang tid siden
at nogen havde mindedes dem,
nuet havde spredt christensen-familien udover jylland,
der var ingen tilbage til at gå rundt i deres gader
ikke før vores øjeblik.