Det tørre, fattige, jyske hedelandskab er truet af frugtbarhed. Det springer i enggræs. Et sted er skyerne lodrette, de har en agenda. Snart skåler skræppebladene i tung majregn for de gule rapstæpper langs E20. Det handler om styrken i farven, det modige i at vove sig frem, de ranke stængler. Der stiger en særlig alvor op fra jorden efter et tungt regnskyl, det har noget at gøre med måden græs og blomster rejser hovedet på igen. Vi tager langt vestpå, vi får propper i ørerne. På vejen ligger døde dyr, egern og andet rødt, og bliver kørt igennem igen og igen. Bliver en del af vejen, bliver dets matte pigmentpletter, som ahornbladene gør det i våd novemberasfalt. Over os: rovfuglene i cirkler. Andre i løvspringende læhegn. Engang fik man en lille cylinderformet lakrids for hver af dem, man spottede. Den bitre fornemmelse på tungen, sort savl. Vi siger ikke noget om fuglene.
Tidligere kyssede vi barndommen farvel gennem en ceremoni med hakkebøf og sort te fra Aldi og solen klokken halv fire og den firkantede duft af pelargonierne i vindueskarmen. Lysindfaldet spillede en rolle, dets forudsætning: vedbendbladene, pelargonierne i vindueskarmen. En skovdue og Joan Baez var lydtapetet. Du sang med på Diamonds and Rust, din stemme var en besværgelse ud af en tryllestav, spændingen over en elektrisk ledning. Det var noget med måden, du slugte light years på.
At tage vestpå er at tage ansvar for sin udvikling, Vesterhavet er et voksent hav. Vi smiler til hinanden og er bange for døden. Mørket spiser bølgelængder, det er svært, når alting bliver blåt. Nogle steder er døden blå. Havet trives i skumring. Vi smiler til hinanden og tager alt vores tøj af, lægger det i en bunke, vi forsegler den med sko og er bange for døden. Kærtegn fra flygtigt sand, små slag på huden. Vesterhavsvinden smyger sig gennem bunkens ærmer, de blafrer som arme i afsked. Sandet er koldt og fugtigt under fødderne, der danner spor, ingen vil bemærke. Vi træder i blæretang, i blåmuslinger, men det er lige meget. Det er med hinanden i hånden, at vi løber ud i dåben. Huden hopper om vores kroppe; brysterne, maverne, ballerne, lårene er sandsække om os, de sørger for, at vi vender tilbage til den jord, vi groede op fra, som de struttende hvedeaks til sensommer vil vende mod den jord, de er kommet af. Man vil leve retrospektivt. Tale i datid. Tale om det med tiden der går, dens hastighed og livets, bruge store ord. Vi ved det godt, vi ved også godt, at der ikke er andre retninger, så vi gør som bølgerne, der løber os i møde hånd i hånd, de råber på os, overdøver os med sprøjtende fråde. Ingen bemærker, hvordan hænderne glider fra hinanden i bølgerne. Alt der bemærkes er huden, der bliver aktiv som grænse og påtager sig rollen som frontorgan: modtager tappert de første pile. Måske skærer vi os på sten, vand. Det gør ondt, ved vi, men vi mærker det ikke endnu.