Læreren står ved tavlen faget er ydmygelse læreren ved at siger han det forkerte ord er han fortabt alt går direkte hjem til mor og far så han sveder og de griner over det og hvis eleverne lærer for lidt er det også hans skyld for da de havde Preben var de blandt de bedste og da de havde Preben var der meget mere ro i timerne og han var heller ikke så sur som dig og min far kommer snart op og overværer dine timer for selv at se hvad der er galt og du ved at vi vil sidde helt stille netop i de timer og du vil stadig hakke i det fordi min far sidder med korslagte arme og stirrer på dig når han da ikke skriver alle dine fejltagelser op i sin lille notesbog som bliver afleveret på kontoret og så kommer inspektøren også og overværer dine timer og du bliver frataget klassen det er kun et spørgsmål om tid og du ved det og vi ved det og mor og far ved det og hvor er forældresamarbejdet hvor er forældresamarbejdet?
Læreren tør ikke åbne for forældreintra læreren ved der er beskeder fra forældrene og det er dem der fylder ikke det faglige det er beskederne fra forældrene der bliver ved med at køre rundt i hovedet når læreren kører hjem handler ind laver aftensmad ser tv forbereder sig og prøver på at sove spiser morgenmad og kører i bil igen på vej til arbejde læreren ved at hvis han ikke åbner bliver problemerne bare større men han tør ikke læreren overvejer at melde sig syg så han ikke behøver afholde forældremøde læreren tør ikke står overfor alle forældrene det er værre end at have deres børn eleverne en hel klasse med kritiske forældre der ikke har gået på lærerseminariet men tror at de ved alt om hvordan man skal undervise fordi de selv har gået i skole engang og han ved hvad de vil sige hvor er forældresamarbejdet hvor er forældresamarbejdet
Læreren har igen fået en ubehagelig besked på forældreintra hver morgen når han møder på arbejde skal han og de andre lærere starte med at åbne intra så de kan se om de skal være vikarer og andet nyt blandt andet beskeder læreren har nogle gange åbnet intra om aftenen hjemme for ikke at skulle starte dagen med at læse beskeder fra forældrene og skulle bruge timer og frikvarterer på at tænke på hvad han skal svare men det gør han ikke mere da han derefter ikke har kunnet sove da deres ord har kørt rundt i hans hoved og han har tænkt og tænkt på hvad han skulle svare så nu åbner han om morgenen som de andre han kan se mange af forældrene har skrevet beskederne sent om aftenen det virker som om der har været en masse galde de skulle af med det skrevne ord virker så stærkt og ofte hårdere når man ikke kan høre tonefald og se hinanden i øjnene ved forældrene mon det?
Til Læreren
Katrine burde selvfølgelig have været sammen med eleverne i 7. klasse. Niveauopdelt på den måde som jeg nu forstår det er, er jeg forundret og meget uforstående over for, at en så faglig dygtig og kvik pige som Katrine ikke er på det bedste hold??? Her var muligheden for at give Katrine nogle udfordringer, motivere hende. Hvem har taget den beslutning, jeg har brug for en forklaring? En anden forælder har ligefrem henvendt sig til mig i dyb undren over Katrine ikke var i 7. klasse, nu hvor det var niveauopdelt. For mig giver det ingen mening at lave forskellige hold hvis de dygtigste elever ikke kommer på de “bedste” hold.
Jeg må sige, at det bekymrer mig, at lærerne på nuværende tidspunkt ikke ser hvad Katrine rummer, det troede jeg faktisk var tilfældet. Jeg ved dog, at Preben hurtigt blev klar over det, da han underviste klassen. Det er vigtigt ikke at overse de elever, der laver deres ting, opfører sig ordentlig, er sød ved andre, ikke larmer eller kræver ekstra opmærksomhed.
Katrine laver altid sine ting, når dem i øvrigt i skolen og laver månedsopgaver på et og to klassetrin højere. Hun læser meget og godt, hun har aldrig fejl i diktat, tegner og skriver godt, er meget kreativ og fantasifuld, en virkelig kvik pige, der også gerne laver ekstraopgaver når hun hurtigt bliver færdig. Det er vigtigt for hende at klare sig godt, også til sine fritidsinteresser, hvor hun har gået til svømning i flere sæsoner og har det sjovt.
Jeg er frustreret over, at når man vælger at niveauopdele fejlplacerer Katrine. Hun vil rigtig gerne have været i 7. klasse. Nu er Katrine ikke den type, der åbenlyst brokker sig, men ved hun har været ked af at gå glip af noget.
Katrine har to år tilbage på skolen, det er vigtigt for mig at få bekræftet der fremover bliver lagt mærke til hvad hun kan, at hun bliver sat sammen med andre dygtige elever, ikke bliver overset fordi hun er sød og stille, men bliver udfordret, får spændende opgaver og dermed fortsat trives på skolen. Hvor er forældresamarbejdet.
Med venlig hilsen Lise
Brian kom hjem og sagde i går at klassen skal have emneuge i uge 24, men da vi har fået Brian fri i uge 24 og uge 25. dette fik vi ugen efter vinterferien, dermed er det da skolens pligt at indrette sådanne ting efter den viden. Brian har jo også brug for og behov for at deltage. Jeg håber at det vil blive rettet til uge 23 eller 26. Ellers bliver jeg nødt til at spørge hvor er skole-hjem samarbejdet
Håber at høre fra dig
God weekend
Hilsen Åse
Læreren starter hver morgen med en syngende lussing når han åbner intra og læser beskederne fra forældrene de har skrevet aftenen før og imens de følelser stadig kører rundt i krop og sjæl vakler han ud i klasserne og skal undervise eleverne mange beskeder handler om det samme at det også er for dårligt at han og de andre lærere ikke gør noget og om krav til alt det læreren burde gøre da læreren kommer ned i klassen er det første han bliver mødt med en elev der siger nå har du læst beskeden fra min mor læreren undrer sig over at eleven ved at moren har skrevet og han spørger om hvad hun skriver og det ved eleven også for han svarer at min mor vil have møde med dig med det samme og det er ganske rigtigt også det moren har skrevet til læreren vi vil have møde med det samme og det skal være på mandag klokken 14.