Erindringer om tid og sted
I samme nu stod det klart at det sværeste
ville være at tabe tråden: Henne på sofaen lå mælkeskægget
og hvilede sig, de vante omgivelser var efterladenskaber
fra mit forrige besøg.
Jeg har altid haft en svaghed for faste procedurer –
og det var derfor også mig, der med indbydelsen
havde fået klare instruktioner om
hvorvidt aftenen skulle forløbe eller ej.
Som lovet vendte jeg hurtigst muligt tilbage til mit udspring –
det olivengrønne selskab, hvor dekorationerne på bordet
mindede påfaldende meget om lyngen fra min barndom.
Under middagen vendte min sidemand sig
pludselig mod mig og skiftede med en sigende bevægelse
sine karaktertræk ud med et glas mælk: ”Kort sagt er hendes fjerdragt
på det sidste begyndt at ligne en undskyldning,”
bekendtgjorde han. ”Hvordan skal jeg nogensinde
kunne tilgive, at hun uden videre
overlod mine orkideer til deres skæbne?”
Der var nu ingen tvivl om, at også kanariefuglens dage var talte –
og dermed også dens umiskendelige talent
for at dingle i takt med sutskoenes flugt ned ad trappen,
hvilket uden tvivl var det,
jeg ville komme til at savne allermest.
Dit navn i skumringen
Tak for sidst, som var for længe siden.
Her græder poplerne om morgenen,
om aftenen er de afklædte og holder heldigvis mund.
Dagene går med at tildele hver ting
sit eget tal, men decimalerne driller. Selvom
en metaforisk ko var mere medgørlig
end ventet og frivilligt lod sig fotografere
(den havde evigheden i munden eller
maven), kan det ikke blive ved sådan. Min drøm
defineres bedst som et udkast –
ikke til livet, men til et portræt. Jeg forsøger af samme grund
at sige så meget jeg kan inden
jeg kommer til fortvivlelsen, et fuglekranie
der deltager i sækkevæddeløbet
med sans for det monumentale. Det var omtrent der
jeg holdt op med at tælle, men fortsæt endelig
alene, og husk at lufte mine tanker, når jeg er gået.
Måske når jeg det ikke til tiden –
lad lykkekagen stå til ansvar
hvis jeg gør.
Digt
Langsomt lys på et landskab uden heste
Stille i økonomisk stilhed En papirs-
flyver kastet ind i i går kommer ud af i dag
Som et brev uden adresse, og ligesom mig
uden geografisk værdi Jeg hælder sprog
ned i søvnen (eller er det søvnen
der hælder sprog ned i mig?) Ordene
der summer, den samlede sum af distraktioner,
som ligheden mellem en kuglepen
og en kompasnål, forskellen mellem
”jeg ville det så gerne” og ”jeg ville det, så gerne” –
smukke, som den anonyme sandhed er smuk
Omstændighederne ad notam Langsomt lys på vej
gennem dagen; fremtiden må vente til senere