Henrik Torjusen: Oslos objekter (uddrag)

Advekstionståge, måske, som barn, og så blandingståge to gange om året, i forskellige byer, på forskellige tidspunkter, men aldrig som her, ortografisk tåge og strålingståge og sørøg, hvor alt forsvinder, hvor alle forbindelser hvidner, og alt er uvirkeligt. Fyrretræerne, der dækker vores udsigt til byen, fyrre-halvtreds meter nede, er i stedet en grænse mellem os og tågen, når vi står i vinduet og ser ud mod der, hvor byen var, og du sætter fingrene på ruden, samme sted som sidst, kan jeg se på mærkerne, du nu igen placerer dine fingre mod. Og så naboerne under fyrretræerne og husene bagved fyrretræerne, og livet derude, hvorfra brænderøgen kommer drivende med tåge og fugt. Jeg holder af illusionen om Norge, især når tågen, der har opløst de skarpe grænser mellem fjeld og dal, lav og høj, erosion og forskydning, kortvarigt letter og afslører skove pyntet med cremet dis. Der er byer oppe i bjergene, inde i tågen, ville jeg sige til dig, hvor menneskehedens tvivl opløses i hvidhed. De samme byer, som vi kan se i skyerne langt ude i horisonten, når lyset rødnes bag Nesodden, orange byer, hvor du ikke behøver være bange, hvor fortiden ikke er nået frem. Jeg bliver tit bange, når du sidder på min arm, har jeg lyst til at sige, men jeg vil hellere fortælle dig om tågegårde, om veje af dis. Disen trækker sammen, skoven er væk, fyrretræerne er en grænse, tågen er vores.

Et efter et forsvinder de fra nabolaget, de gamle, rustne metalhegn, og bliver erstattet af hvide stakitter, nyplantede hække, som vokser op ad resterne af metaltråde og bøjede hjørnepæle, til de bliver gravet op og kørt bort på en lejet trailer, rasler på vej over vejbump og kurer hen over finerbunden i sving, eller af lave mure, der altid stikker lidt ud på fortovet. De gamle metalhegn har alle hegnspæle formet i et V, boltet til en overligger, udspændte, flettede metaltråde i sort eller grå, som hegnspælene, i forskellige kombinationer, sort & grå, sort & sort eller grå & grå. De dannede engang et eneste udbrudt hegn, lige fra Kjelsås til Frogner, fortæller jeg dig, fra Gamlebyen, ja, fra Nordstrand og op til Maridalsvannet og rundt om søen og hele vejen tilbage igen, så hvis man lagde sin finger på overliggeren, et hvilket som helt sted, så kunne man gå rundt og rundt og rundt og aldrig komme hjem igen, fortabt i hegnets snørklede net. De er sat op i 60’erne og 70’erne, måske i 80’erne, de ældste af dem, de mest rustne, de hullede, før Norge blev en olienation, og nu står de tilbage som et minde, som da du river dig på et hegn, vi går forbi, og jeg er bange for blodforgiftning, men din mor fortæller mig, i telefonen, at det er en myte, at du ikke kan blive syg, og at jeg bare skal lade dig sove. Ellers er hegnet, hegnene, anonyme, de forsvinder i grønning om foråret, i løvfaldet, i snefoget, i sommervarmen, hvor de bugter sig i soldisen, den sorte overligger brændende varm, fortæller jeg dig, de passer på os ved at sætte grænser, dette er mit, og dette er jeres. Med olienationen forsvinder hegnene, og i stedet ligger nu to-tre meter grå granit stablet op i knæhøjde på begge sidder af indkørslerne, poleret, som husene. Vi har ingen granit og alligevel kun et par meter trådhegn, fire pæle og et usymmetrisk net, der holder postkassen oppe og indhegner affaldsspandene, resten af forhaven er uden grænse, især der, hvor du står og sover, fire meter fra vejen, helt uden hegn, intet skel mellem ude og inde, kun indrammet af græs og birkeblade. Da Siegfried Kracauer beskrev smedejernshegnene, der blev sat i førkrigstidens Tyskland, var håndværket vigtigt for ham, det var den afgørende forskel mellem individuel tanke og masseornament, mellem liv og død, og her falder Oslos hegn igennem i deres renfærdighed, næsten uden omtanke, men efter lidt tid, da vi begynder at se nærmere på dem, bemærker vi de små faner i hjørnerne, altid ud mod gaden, ejermærker, Rosinger’s, fx, eller Grorud Gjerde eller Nordstrand Gjerdefabrikk, og vi begynder at skrive dem ned, navnene, og vi tegner mærkerne, for de er altid forskellige, runde eller ovale eller trekantede med runde hjørner. Måske kan vi genkende håndværket med tiden, kvaliteten på hegnspælene, deres placering, trådens tykkelse, netmønstrets symmetriske forløb, vævningen, evnen til at modstå stød, som tiden går, hvis vi holder øje med mærkerne, skaber en typologi, vores eget register over holdbarhed, indfører nye og holder øje med de gamle, følger deres udvikling, når vi bliver ved med at gå forbi og ser nye forekomster af rust, og du børster det af.

Ordet trækfugle var pinefuldt at sige, at høre, at tænke, da jeg var yngre. Det stank af brunbejsede halvtredsermøbler betrukket med gult møbelstof, af røgsøjler fra lysegrå leraskebægere med mønstrede kanter formet som blomster eller geometriske figurer, alt ufuldendt, af polyvinyl, af bitumen. Jeg havde ikke hørt om Blicher dengang, men det fik mig til at tænke på mine forældres Mads Stage-stel, Jagtstellet, som de samlede på, selvom de ikke var jægere, ja, faktisk aldrig har skudt, vil jeg da tro, men alligevel samlede de på det, trofast og langsommeligt, da jeg var barn, indtil de havde næsten alt. Hver eneste jul blev der givet tallerkner og til fødselsdag og blot fordi, især hvis der var tilbud, så endnu mere fordi, til det, stykke for stykke, samlede sig i køkkenskabene, de store dele i det øverste hjørneskab og resten til højre og venstre, under glassene og de ukurante, midlertidige steldele. De var tæt på perfektion engang i 80’erne, jeg ville ønske du havde set det, indtil årskrusene og årstallerknerne blev for meget og specialkopperne og lejlighedsskålene og særmotiverne, og hele køkkenet blev fyldt af porcelæn, jeg ikke turde røre eller turde vaske op, for jeg havde jo slået skår af én tallerken (hare) og revet hanken af flere kopper (fugle, gråand, grævling), næsten kun fuglekopper, og i stueskabene, bagerst, stod reservesteldelene, stadig i sine papæsker, og ventede på at en endnu en kop med fasan blev skåret eller at en saucekande med rådyr blev knust, men ingen med bekkasin, den manglede i stuen, så den stod nederst i tallerkenstablen i køkkenet, ja, og kun til gæster. Jagten på det perfekte begyndte på ny hvert år, når der kom årskrus, som havde sin særlige hylde, senere hylder, men ikke årskagetallerknerne, da vi ikke spiste kage, så kun de pæneste, og kun så vi kunne byde, til særlige lejligheder, men kun da, så ikke dem alle, indtil det hele en dag blev solgt, og fugle og dyr forsvandt fra køkkenskabene, urfugle og vagtler, agerhøner og snepper, solgt til en driftig marskandiser, han hentede det hele i sin varevogn, som min mor sagde, det var så let, så var det væk, jeg var træt af at se på det, det var tungt og deprimerende, nej, ud med det, og i stedet samlede der sig geometriske mønstre i skabene, og lidt i stuerne, der var tilbud, men ikke flere kviste eller dunhammere, ikke flere kornaks eller brune kanter, som man kunne følge rundt og rundt og rundt med fingeren eller den brune jævnede sovs eller den sjældne kompot, mens tiden gik, ikke mere stilhed forstærket af de liggende, ventende, ja, næsten apatiske dyr og fugle fanget ude midt i et evigt efterårs halvlys, uanset hvordan vejret var udenfor, altid efterårsstilhed inden vinter. Det var på samme tid, at jeg accepterede trækfuglene, min glæde ved trækfugle, faktisk, da skabene var tomme. Og det første efterår i Oslo, før du kom til verden, den første september, fulgte jeg dem hen over himlen, og når de sad på plæner og i haver og i skolegården over for mit nye hjem, før vi flyttede igen, væk fra skolen. Fugle, der bølgede over himlen, fugle i v-formationer, i u og w, i m og i langstrakte 0’er, efterfulgt af sne og af is og af stilhed, dér, ude på vejen under lygtepælen og det sortmalede smedejernshegn, en død fugl, og længere henne skov.

Elżbieta. Hun boede i stueetagen i nr. 58b, lige ved siden af os, hun vinkede til os, smilede ned til dig, men du sov, hun var på vej til sit gamle brune træhus, som lå trukket tilbage fra vejen, skjult af birkekrat og buskroser og gamle syrener. Stueetagen lå en meter under vejens niveau, og når hun lå i sin seng om natten, måtte hun føle, at folk kørte hen over hende, og hun måtte mærke bilernes vibrationer længe efter, at lyden var forsvundet. Elżbieta havde tre små hunde, som hun luftede to gange om dagen. Om morgenen, blandt børn iført refleksveste på vej i skole, og om aftenen, alene. Så gik Elżbieta og de tre hunde rundt i aftenmørket, og hun betragtede de små blå lygter, der var spændt fast til deres anspændte kroppe, og som smuttede ind og ud mellem buske og stendiger. Hun måtte elske de sorte dyr, der for det mest nøjedes med at logre eller gispe, men når de blev særligt eksalterede begyndte de at gø af glæde. De skriftlige klager lagde hun sikkert bare væk, ned i den nederste skuffe i den grønne kommode, der velsagtens lugtede af fyrretræ og nelliker og gamle appelsiner. Hun gjorde nok sjældent rent i kælderen. Det var ikke nødvendigt med kommoden, de to grå stole, den lave seng og et rundt bord med tre ben, skubbet ind til væggen, så der var plads til hundene. Og nu glitrede hundehår og støvkorn i den spæde vintersols sidste timer. Men ingen rengøring, det gjorde hun i Oslo vest, hvor hun blev vejledt, kommanderet, dikteret, hun fik gode råd og fif, hun blev irettesat og gennet rundt, og hun måtte længes efter de seks hundeøjne, der altid fulgte hende, mens hun hvislede rundt i støvet, i stedet for at sidde her i T-banen, blandt seks, otte, ti øjne, mens toget triveligt borede sig fra vest til øst gennem mørket, under byen. Og så kom hun hjem, og så fik hundene en kiks: en, to, tre, haps. Og så glemte hun nok Norge, hun glemte velsagtens smoggen ved Carl Berner, tågen ved Besserud, vinterstanken i T-banen, når varmen blev tændt, og senere på året sommerstanken af vafler og pølser og brus, som hun skurede ud af tæpperne og spulede af fliserne og sorterede i sorte og blå og grønne affaldssække. Og hun glemte antageligvis huset, som ikke var blevet vedligeholdt siden 80’erne, da ejeren var midt i en skilsmisse og ikke ville forhøje værdien, en ejendomsmægler var det, glemte de brune eternitfliser på ydervæggene, og hun glemte længslen efter påskebaba og drożdżówka og strucla med powidłami i stedet for lompe med brunost og rømmegrøt og lefse med kanel og vaffelkos og bløtkake og krumkaker og smuldrepai og de satans ambrosiaboller. Nej, så hellere en tur ud i skoven, ud i mørket med de tre små lys, og … Nej, fy.

Da vi overtog huset, manglede der en nøgle, det var vi enige om, vi bruger kun nøgler i etageejendomme, sagde vores nye udlejer, vi har aldrig brugt nøgler i villaer her i Oslo, det har aldrig været nødvendigt. Jeg havde ganske rigtigt haft en postkassenøgle og en grøn postbokslignende postkasse, der var indmuret til højre for indgangsdøren i den indelukkede (her tænker jeg både på lugt og klaustrofobi) trappeopgang, da jeg boede i den fire etager høje beboelsesejendom, som lå tæt på en lille park med en trist pavillon, hvor jeg læste på en bænk hele sommeren, lidt til højre for dér, hvor orkestret kunne have stået, men ikke stod, ikke Wien, men Oslo. Vores nyere, men dog slidte og ridsede, postkasse var også grøn. Den forrige var nubret og af samme slags metal som hængelåse er lavet af eller som overfladen på de grønne termoflasker, nordmænd har pølser i om vinteren. Den nye var af blik, og da jeg tapede vores håndskrevne navneskilt fast på resterne af de gamle sedler, opdagede jeg, at den ikke engang havde en øsken. Der er ingen mulighed for at låse den, fortalte jeg din mor, da jeg kom ind igen, vi må bare stole på folk, men jeg tror ikke, at hun stolede på mig, for hun sagde, at hun selv ville gå ud og se efter, og jeg kunne høre den forzinkede, rustne metalkasse lukke med et plunk.