En fjer på
Svalerne savner deres telefonpæle.
De får sig en fjer på om morgenen.
De kan ikke se situationen oppefra.
Alle har de allergi over for katte:
Striberne får dem på vej hjem
til at falde
i lange baner
og lette
i cirkler.
I natten vokser
svalerne
og katten
er en tiger i kødet
på markens fløjl.
Papirtigre
Da jeg som barn lå i sengen og var syg, så jeg på fugle. Tigre hører ikke til i den danske flora og fauna, og da slet ikke i en provinsby, men når jeg lå i sengen listede de rundt om mig. Nogle af dem hoppede ud ad vinduet og fangede svalerne på telefonpælene.
Fugle er ikke farlige, fortalte mine forældre mig, mens jeg pegede på tigrene. Når feberen faldt, blev tigrene til papir. Når feberen steg, så jeg deres klør og tænder. Det værste var, at de kunne tale, men for det meste listede de, tyssede og klirrede med porcelæn. Når jeg, menneskeungen, var rask igen, råbte vi højt og inderligt, mig og tigrene.