En pige fra Texas spørger, ‘Do I look very American in flip flops?’ Hun er et pindsvin på vej i natten og stritter i alle retninger i en dans om sig selv. Hun kan drikke øl på Mikkeler eller vin, indtil klokken ni, hvor hostlet lukker for udskænkning, og pigen rejser derfra. I receptionen ser folk på sig selv og hinanden. De ved de, hvor kommer fra. De lægger sig i kasser og sover dyrenes søvn med udsigt til hjertet på gaden og Meson España. Alle har de kanter og kompas i sig, men de ved ikke, hvor de skal hen.
Til læseren
Ved siden af kanyleboksen på Abel Cathrinesgade på Vesterbro står et gigantisk støbejernshjerte. Det kan man se, hvis man arbejder eller bor på hostlet ved siden af. Mange gange sidder der mennesker ved skulpturen. Det er deres vandingshul. De drikker stærke Guinness købt i African House eller skyder sig i armen. Hjertet kræver ofre. Et æble, sår, ømme fødder, heroin eller søvn. Det er så hårdt, at det ikke kan fjernes. Det hører til, selvom det ikke lytter. Det pumper i den mand, der har lagt sig neden for det. Han er skaldet og har et hul i hovedet. Hvis jeg ikke var bange for hjertet, var jeg ikke taget tilbage til Malmö. Så havde jeg fundet en forbinding i førstehjælpskassen og havde hjulpet ham på gaden. Bagefter havde jeg lagt en forbinding om metalhjertet, så det kunne se mere sårbart ud. Lige nu er de drivende skyer på himlen det stærkeste tegn. Under gaden løber rosenåen eller blodåen, som den også bliver kaldt. Hvis hostlet bliver et skib, der vugger på vandet, har hjertet holdt sig i skindet. Men når blodåen går over sine bredder, er der oversvømmelse og panik. Gæsterne vågner med vand til anklerne. Sådan går det, når hjertet bliver dyrisk.