Ida Routhe: homo erectus

poesi og andet affaldsstof
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

nej fandme nej
så må jeg gå forrest!
jeg ville gøre det igen til
hver en tid

 
 
 
 
 
indtil videre: ungdom som en lang indskudt sætning i en endeløs indledning sorgen
sit eget organ mellem drøbel og brystben
henkastet vanrøgt var hvad det blev til
barndom

                                                                                               og meget går tabt i den daglige gang, derfor dansen
 
 
finhvalerne og den ene milliard danser deres liv under overfladen
et afdansningsbal afsindigt i al sin gåen til gåen stille med dørene ud af sit gode skind og
sommetider
kunne jeg godt undvære de 20 % der adskiller mennesket fra en sukkerroe genetisk de
20 % kunne jeg godt give afkald på og tage til takke med de sidste 80
 
sommetider
er jeg tung lerjord i tanken
 
*
 
du kender ikke svaret og jeg ikke spørgsmålet
derfor
besat til anden side
 
 
 
 
 
curriculum vitæ: jeg
går altid galt i byen
for tiden
forstår jeg ikke rigtig hvad der foregår
omkring mig jeg
drømmer om sorte huller og højder
derudover:
jeg har gennem længere tid overvandet min kaktus så den nu er rådnet jeg
er pissebange for dybhavsfisk og myrer
pissedynamisk og

                                                                                                                                                                        ANSÆT MIG!

selvstændigt samarbejdende innovativ kreativ og fuldstændig i stand til ansvarsbevidst afveksling + koordineringstrang udover det sædvanlige
og flair helt sikkert flair

                                                                                                                                                                       ANSÆT MIG!!

flexicurity i dit fjæs eller prøv med:
jeg er fattig og pissetræt af pissetræt af
ANSÆT MIG PLEASE
 
og helt ærligt: pølsevognen på vejen er den sidste egentlige fuckfinger tilbage til samfundet væksten og markedet i al evighed
 
ansæt mig
 
 
 
 
ligesom
der altid vil være et marked for
plastikfisser og swaplån
langs de tyske autobahns på én gang
mismod og fremdrift

ligesom
vinden altid blæser friskt til hårdt ligesom
jeg savner dig
 
                                                                                                     og man ryger af ventelister og skriver sig op igen
 
*
 
psykoserne trives som gulsot i gaderne
driver langs gavlene
tirsdag aften
kloakkerne kan slet ikke holde til al den regn og
ansigterne går over deres bredder tag
plads ved siden af dig selv her opføres:
klagesang for min tabte besindelse!
 
en skam du ikke findes vandfast
skam dig
 
                                                                                                                                        menneske, menneske
                                                                                                                                        afsindige vandværk!

 
 
under stenene bare:
jord og bænkebidere
 
 
 
 
da det hele fremskred glemte man så let den ene milliard
u-sephia-filtrerede filtret sammen under overfladen

åh!
at bygge broer eller tårne eller
at tegne broer eller tårne og lade dem bygge jeg
har tænkt dig som en flugt som en båd uden ror

*
 
uden en nøgle er byen en fremmed uden en seng i et rum det
   suser for mine ører mine øjne værker sitrer du skriger til himlen
 
 
 
 
 
                                                                                                                                        du bærer mit savn i dit smil
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
siden sidst:
fnat inkubationstid; håndbagage indhold; havet Nordbrandt
Ukraine; el camino
har jeg søgt på på google på min telefon
 
 
 
 
 
 
 
                                                                                                                                                 whiskysøvn; vandvorter
                                                                                                                                                       luftkasteller; ligtorne
 
 
 

Flere bidrag