Jeg havde egentlig gode intentioner da jeg købte det hokkaido, men nu ligger det og rådner i køleskabet. Det ligger og rådner ved siden af sildene, som vi fangede i bidende kulde på båden i går. Det gik stærkt med de sild, men desværre ingen større fisk som vi havde håbet på. Jeg har kun mig selv at miste, det er det som gør mig farlig, sagde du på båden. Kan du huske hejremanden i parken, sagde du, han har også sild i sin pose til fuglene, der må være noget i vejen med ham. Jeg sagde: jeg laver nok en græskarsuppe i aften, har du lyst til at komme forbi?
Uden for Torvehallerne sidder mennesker, og lader som om varmelamperne kan gøre det ud for en sol i slut-november, det er smukt på en måde. Uden for Torvehallerne går en dame rundt med poser i sin cykelkurv, hun samler skrald fra gaden og sorterer det i bio, plast, glas og pap, mens hun taler til sig selv, det ligner hun bander.
Der er ting jeg gør uden at tænke over det, men for det meste tænker jeg for meget. Jeg tænker tit på, hvor grænsen går mellem pap og papir når jeg affaldssorterer. Jeg tænker på, hvor ensomt det kan være at være menneske, på at nogle er bange for knæ, det hedder genufobi, læste jeg i morges.
Begæret er en tinnitus imellem os, tænker jeg.
At huske en drøm man drømte for mange år siden som et landskab. At mærke en forbundethed, der minder om forrådnelse.
Angsten en isning i sindet, din trippen med benet en henvendelse. Vi farer vild i hinandens skygger, udvikler nattesyn over tid.
Jeg
er ikke sådan én der fik en retning forærende, en følelse af hjem
du
kalder mig en boomerang, men du kastede mig selv, husk det
og måske gav du mig noget du slet ikke havde, måske
er vi som grundstoffer med forskellige smeltepunkter
derfor umagen når vi søger
en sammensmeltning som klumper af bly og kobber
bly og kobber har ikke samme smeltepunkt
sådan er det med hinanden