Der lusker katte rundt i baggården med blide øjne
lysende for de blinde for at vise vejen, ved de, kokosnødderne i haven dingler uhæmmet
over molen.
Min mor blev voksen allerede dengang hun var lille
et sted på Fyn stod hun og så ned i
et afløb under vasken, vandet endte her.
Når jeg er allermest mig selv, tror hun stadig jeg er fuld.
Og ungerne løb rundt uden ble og blev hurtigt både døve og blinde
dengang var himlen grå og hvid og deres far
gik ud som et lys. Og ude på vejen dyttede bilerne og deres mor
løb ud i bare trusser, råbte op, trillede rundt så
dommerfløjten sang over byen.
Her er der altid ro
ingen byggede bro og nu
står grøfterne tomme, vinduerne ser mørkt og koldt tilbage
ud af øjenkrogen, når vi gik forbi
dengang på slæden med min far ved snoren
tænk at være så lille at så gammel en mand
kan trække dig over sneen. Du sagde: når jeg er død
vil solen fjerne sig
fra Christiansborg.
Og natten kunne svømme
viserne gik rundt faldt ned over himlen helt runde
og grønne og
der var trygt i vores hule af aviser
og kalenderen blev glemt et sted i hjørnet. Ligesom vi var så små, så var
vinteren stor og vores fingre lukkede sig altid om den samme
våde snor, når kælken skulle ud og vi løb op af bakken ind på plads for
pladsen havde os, vi passede ind som små figner i et fad
i sengen og i skoene, på stolen i stuen sofaen i hjørnet som om
vi var lavet til hullerne i huset og skærmen gik med dagene
med Mumitrold og Mumrik plantet midt på vores øjnes blanke flader.
Og regnen faldt og hver dråbe startede
en forandring over ansigtet
og hun, pigen på vejen, havde helt glemt fornemmelsen af novelle
og det hvide rundt om bogstaverne i hendes historier
dalede ned over hende
fra den store bog
den nat. Og de blideste smerter
var på tæerne og de vildeste katte
gik med klokker om poterne
bundet til den asfalt der holdt dem nede
(for sådan tænkte de)
og de grimmeste traner fløj
over horisonten
med James Joyce
over læberne.