mama siger at jeg skal lade det blå skab stå, som det nu står, for det står jo bare og fylder, der er hægter oppe øverst i sølv siger jeg, de holder skabsdørene lukkede, holder al garderoben inde, alt det uld som møllene gnaver sig igennem og efterlader stumper og huller i alt det som er min mors, hvorfor lugter hele skabet af grønt papir, helt ind til trækernen lugter det af opium, når det sætter sig i slimhinderne så man ikke kan trække vejret, mama siger det holder fingrene ude, det holder det ude, altid er klæderne presset sammen på bøjler har det ikke været snuset til i flere måneder, kun når jeg roder, jeg hiver i neonfaver, så det kradser i mine kindben, mama kan se kradsmærkerne, mama skælder uhøfligt uhøfligt ud på mine hænder og arme, te jer ordentligt, i bunden findes der bunker, og mama i sort og i hvidt afbildet i stumme øjeblikke, systemer er systematiserende, her har jeg glemt min højre hånd.
*
de bor i kubismer:( klokken tretten fyrre og lyset tændes i tredje til venstre, klokken tretten femoghalvtreds og lys i stuen til venstre, jeg ser efter fyrre minutter og bemærker syv lysende rektangler, træk for rul væk rul væk rulle væk, fyldte kuber med vasede blomster, de kan også kigge ned til mig, rulle væk rullende væk, skifte strømper, jeg står med bryster i vinduerne, så mange er der online i aften)
de kalder deres bygninger for paradis og palads, sultanens ørken er ikke god nok, oven over flyver der maskiner
jeg finder kuben i google maps, dér står jeg bar med bryster og diskuterer hvilken vitaminpille der vil hjælpe mod kløen
de står på rulletrapper og elevatorer hiver dem op og ned over jorden, fra jorden, og op og ned under den horisontale streg
de transporteres af andre kubistiske former (jeg får kantede øjne) og beregner minutterne til næste morgen lægger jeg billeder ud på min profil.