I næsten fortættet godmørke
granerne altid bygger løs på
befinder sig i, henligger hval-
skeletterne. de slumrer. grene
bukker sig op som et brystburs
bare knogler. i soliver
afspejler det død, men er
at kravle ind i kadaveret og udgøre et hjerte, levende
-gøre igen og svømme med hvalerne
på engdraget
ligesom at ville bevæge sig
langsomt i grunde havområder
hvor bundgarnspælene står
som gamle træer. venter
Henad februar skete der et vejrligt forudgreb
snegækker, kirsebærblomster, og dybt i traierne
stod han, havde smøget ærmerne op og holdt under
-armen ind til askebarken for at lure lighed,
blod. jeg er stærkere i din nærhed, rodet, indædt
til
lagde pandebrasken mod barken, følte puls, sagde
hen for sig, det længes jeg efter at sige til dig