Loven
Det politiske udgangspunkt blev ikke berørt
men farverne fik deres eget liv
der var ansigter som aldrig var omgærdet af kærlighed når vi så dem
Solsorte må findes et sted, og svalerne over dem
de lever i kornets løfterige eftermiddag
Erindring
En enkel metallyd
fra en guitar?
En slags gylden tone
her mangler et
eller andet
så sætter erindringerne i gang
de har deres eget hjul
bevæger sig som flodsenge
i en længst overvundet april
Æbletræernes konstant
Jeg har intet dommersæde
ingen højborg, mange af disse udtryk
er forbi. Jeg forveksler min far
med forskellige stykker musik af Haydn
og ind imellem med en politiker fra 40’erne
æblerne viser sig hver sommer
som løfter, vidtrækkende profetier
når der er rødt løv overalt
står de som råbende munde omkring en
jeg skal ikke nogen steder
Grønt lys
Tiden tager flere forholdsregler
græsset giver sit sidste signal til forvirring
inden alting bliver mørkt og tyst
de fleste sætter ordene i banken
der venter de på kærtegn og pullovere
jeg ved det. Det er mørkt nu
Det, der farer forbi
Stemmer, ikke altid lavmælte
ikke mindst på grund af tidsforskellen mellem tanken og det talte
skyer, hvis sejlende badekar,
kalder på noget, der ligger
dybere end lyset
drømmene, der blev til
mellem hinanden
dag og nat
og kun varsomt gav deres vilje til kende
Dagens ufremkommelighed
Måske var det ikke støv
men søvn
i øjnene. Ligger ligesom grus
og kalder som drømme inden dagens
ufremkommelighed
tonerne der altid findes
hvad kommer så
ord?
Kærtegn? Fornemmelser? Katten?