Hun ligner mest en maske
et tryk på en påfuglefjer min mors hvidtippede negle og slaggerrøg og rustrosenrøde åre langs
den brillianthvide øjeæblekuppel der knapt og begærligt slipper sine sidste tårer.
Hun ligner mest en maske et sted på gustengult-grædefærdigt tapet. Der hænger hende der
mest ligner en maske. Et sted inde bag vatblødskarpt savsmuldstapet blindeskrift for seende
trætskarpe øjne.
Hun har altid mest haft en maske af elfenben og af trætrustrosenrødt brændende varmt blod som
vandmænd i tætte skove og skumrings-troldfugl som forunderligt luftig og forsvindende og blid og
stille og stille så stille trækker natten med sig i voldsomme og skælvende ryk.
Hendes maske har altid lignet min.
Et hjerteskærvatteret sødvammel ibenholt og krystalsand der altid spejler og
spejler og spejler og spejler:
Et kærlighedsknopskud den første varme aprildag; en frosttæret søndags
vingeklip.