En anden dag kører vi med ham. Han sidder ved kaffebordet. Vi skal her have ham fra stolen og over i en kørestol. Han er helt stiv. Men tynd og benet og afmagret i sit gammelmandstøj, som han sidder der. Og han får en jakke på og så sin kasket. Vi kæmper med ham. Han ser bange ud. Vi snakker til ham, vi snakker til hinanden. Vi siger, at vi skal køre en tur. Han siger ingenting. Vi får kørestolen vist. De sidder ved deres kaffe, nogle af dem kigger. Med flødeskumsrester på tallerkenerne og brugte servietter. Med deres spinlonkjoler, deres brune bukser, skjorter med store flipper og kulørte trøjer. Tøjsko eller fodformede sko. Vi prøver at lade som ingenting og snakker så lavt, at de ikke skal kunne høre, hvad vi snakker om, vi er eksponerede som i et fjernsyn, og vi bliver febrilske i vores bevægelser med at få lynet jakken og spændt selen. For vi spænder en sele om livet på ham, så han er spændt fast og ikke kan ryge forover. Så kører vi. Hans kasket er i tweed. Han sidder stiv i hele kroppen og også i ansigtet. Vi kører ud af gangen og hen imod døren og hiver i snoren, så døren går op. Vi tager elevatoren ned. Han ser bange ud. Vi snakker. Højere nu. Vi siger: “er det ikke dejligt, vi skal ned i anlægget. Vi skal ud at køre en tur”. Han sidder stiv og ser bange ud. Vi kører ham. Vi tager fortovet på de små veje. Vi skubber, den er tung, der er ikke for meget luft i. Nede i anlægget kører vi over græsset for at komme til bordet med bænke midt på. Græsset er vådt, men grønt. Vi sidder, så vi kan se bambusserne, som omgiver plænerne, vi sidder, så vi får solen i ansigterne. Vi sidder, så vi kan mærke, det er blevet forår. Men han er stadigvæk stiv og ser bange ud. Og han sidder lænet forover, så bæltet snærer, og jakken sidder ikke for godt. Så snakker vi og laver sjov med ham, og så kører vi tilbage igen.