Jeg ser din hat, jeg har syet den. Bred skygge, dine øjne må ikke blændes, hvor den klæder dig, det tror jeg den gør.
Mændene er så store her, du forstår at jeg har brug for at gemme mig i dig. Du holder sjældent min hånd, solen er ikke nok til at gøre den varm.
Vil så gerne høre dig fløjte. Dine læbers nussen i en vind. Du har noget i dig, et langt ar måske.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gå til dig. Så lå vi der, og jeg var hård. Mine bryster. En ulv kunne hyle imens eller – aldrig nogensinde. Har du hørt dem. Prærieulvene i nat. Nu kramper det i dig ved tanken om natten. Derfor søger du mod sol, tager mig med dig, er det rigtigt.
Vi lever under dække, her er så underligt rundt om dig. Her sparkes dørene op under halve tage, du spiser korn af fad, du har tillagt dig en skulen, du bliver så forskrækket, mens du sidder og sutter på dine negle, når jeg kommer hjem, du bider den ene finger over.
En dag er du væk.
Jeg finder dig måske i en tipi, du er måske forvirret over, at din manke ikke hører til her.
Det tror jeg godt kan ske. Nemmere er det ikke at se, hvordan din søvnmangel kan være et tegn på stress, din forvirring og forsvinden. Du kunne tro, at hun var mig, at du tilhørte en anden.
Ved man at stress er en tilstand. Jeg tror det ikke.
Nu har du måske fundet dig en scene:
danser foran flammerne i ethvert ildsted. Her med publikum, du er en lost boy, sidder ensom udenfor ved et kvæg og så:
træbrædderne er rammen om hele dit tilholdssted, gæsterne drikker til lyden af dine steps, du er så dygtig en danser. Og vi klapper, eller jeg kigger bare og tænker, man bør klappe. Var det måske her jeg fandt dig. Lad os sige det.
Eller du har bygget dig en ny: laden er et tag på stolper af eg, hver bås er udlejet, eventuelt forladt. Urinen fordamper i solen og stiger til vejrs, her trykker du mig op af væggen, ned i halmen og så videre, det er et smukt billede, synes jeg.
Hver dag vil jeg vende blikket væk fra solen, bort fra alt den lyser på. Tæller mine skridt, mens jeg lytter efter dine. Eller en hestesko.
Du og jeg. En hytte til to.
Der kan være træer udenfor, eg, bøg, birk, elle, belle, du er væk før jeg vågner, eller, jeg vågner før du kommer hjem. Jeg vasker dine fødder med Billie Holiday, til der ikke er mere stemme tilbage. Har du set smukke mennesker i dag. Jeg har set de skørter, som du tager med dig hjem engang i mellem. Du smider ingenting ud, ved du godt det.
I stedet kan du ligge med dit hoved i mit skød, måske en anden legemsdel, og jeg vil bede dig beskrive, hvad der foregår når manden som den første forlader sin intuition, bliver verden et bedre sted. Trækker søvnen dig væk fra mig.
Kunne du finde på at være festlig og mistænksomt mysterious samtidig. Noget helt tredje måske.
Giv endnu en svingom.
Du kigger gennem det hul, der kunne have været en rude, men er det bestemt ikke. Din lasso hænger et sted, har du forlagt den, eller hænger den om halsen på din far inde i salonen, eventuelt på en stol.
Din cigar er udbrændt.
Engang købte du en akkordeon, en uimodståelig akkordeon, fortæl hvorfor det er vigtigt at den ikke sammenlignes med en almindelig harmonika, som det er med en seksløber og det støv der ikke er støv, men rester fra et menneske.
Det er bare sådan noget jeg tænker, at du tænker på.
Din konstante flugt, fra verden eller fra mig. Du kan nemt stikke dit lem i en kvinde, som mand, som det er at proppe handsken i den forkerte lomme, gemme støvet væk under tæppet. Passer det mon.
Er det mange du har skudt. Mange slemme mennesker, og syge dyr med mere. Forstår du, at jeg er ligeglad. Du har glemt at spise igen. Det sker hele tiden. Som det gør herhjemme, hvor du bare er en dreng.
Skal jeg forklare mig. Til dit sovende ansigt. Jeg drømmer bare.
Sådan vil jeg drømme. Sådan ser jeg dig.
Du sørger for at være så langt uden for rækkevidde. Bare lidt. Vender tilbage til den evige mark, hvor du rider bort på en hest, en ko, en firhjulstrækker. Ser dig aldrig tilbage, jeg vil nok også være sort i modlyset fra den store røde sol, der trækker dig ind.
I går lynchede de en indianer, væske dryppede fra ham som, væske. Håret hang, løst i løkken, hvidt, så farveløst, magen til vores kinder. Jeg ser ham for mig. Som om vi har stået og kigget alt for længe.
Du har brug for et nyt sted at se hen.