skaren
at tænke på skoven
er at tænke på ting
i gradvis forrådnelse findes
en stor hvid flok
af blide engleskarer findes
insekterne også
og hvad er forskellen skoven
står alligevel og vokser
ind i den yderste dag
hvor myrerne i mine mareridt
har ædt sig vej gennem rodnettet
hvor et krybdyr ligger og skifter sin ham
kom tættere på
og tal så om tingenes tilstand
som noget andet end uforanderlig
forandring find dig ikke i
koens store uigennemskuelige øje
der kigger på dig
som var du den gud
skaren kræver et offer til
som om alt ikke allerede
stod i flammer på jupiters bål
marken
vi går langs vejen vi
er ni år gamle og vi går
gennem livet med lysreflekser på dynejakkerne
vi går i skole og skyder
genvej hen over marken marken
minder om alle de år vi har brugt
på at gå vi er blevet så voksne
at vi ved vi aldrig blir voksne
nu – jeg støder mod kanten
af bordet i stuen og stødes
ud af en friskpresset fantasi om en barndom
fyldt med fars messende stemme der synger
jeg er træt og går til ro
lukker mine øjne to
og kommer til mig selv
stående midt på marken i vand til knæene
stadigvæk uden anelse om
at jeg nu er en voksen mand
at du ikke gemmer dig på kanten
mellem udemarken og skoven og mellem
dagdrøm og dagslys men at du er væk
at skolebussen ikke længre kører
og ikke længre er rød