den dag revolutionen kommer
er jeg et træ
hvordan skulle et enkelt blad
glødende i orange og rød
og skrå linjer
ellers finde vej ned i uendeligheden
den orange hud fuld af porer
sprækker under trykket fra fingrene
et blødt hvidt væv
udspændte
juice-lommer
min mors hænder
stærke og blide
rækker os
gyldne både
safteksplosioner
det syrlige og det søde
vi spytter små sten ud på jorden
jeg kan elske alle sæsonerne i dit ansigt søster
jeg kan elske en sten og et hjerte
min mor og hendes mor og hendes mor
sprukne og indsunkne i jeres rynker
kødet blødt og gæret
mat og brunt
syrnet
jeg trykker mine fingre mod jeres hud
efterlader et aftryk
trænger nærmest
igennem jer
der er en orange cirkel på køkkenbordet
fordi solen lyser gennem en fanta
hvorfor forsøger jeg at pille verden fra hinanden med ord
hvis en frugtsten
alligevel slår rødder
og rører ved de yderste blade
når helheden hedder et træ
hvert digt er et håb om at holde det hele i hånden
og samtidig et tab
at det aldrig kan lade sig gøre
den umulige opgave at splitte en evighed i enkelte ord