Du ved hele tiden, hvad klokken er. At klokken er kvart i ti, at den er kvart over ti. Du ved hele tiden, hvor mange mennesker der er på jorden. At tallet er syv milliarder og ethundrede og fem, at tallet er syv milliarder ethundrede og syv. Jeg vil gerne, at vi bruger forskellige skærebrætter, et til kødet og et til grøntsagerne; de flænsede stykker af fersk kød minder mig om duerne. De sidder fast i væggen på toilettet, jeg kan høre ungerne kagle helt ind i mine mundvig. Når vi går hen over gulvet, kan vi mærke i fødderne, hvordan de sorterer deres kviste i efter et eller andet duesystem, der sikkert giver mening i duehjernen, jeg fryser: men det er, fordi du tog tøjet af mig og spiste lidt af min arm.
Sidste vinter løftede jeg isflagerne op i søen, nu taler vi om, at vinteren har glemt sig selv; Dens øjne lyser næsten ikke, og så siger du noget om, at byens liv sidder i søen, i det inderste: Jeg forlader ikke noget, men hvis jeg skal forlade nogen igen, håber jeg, at jeg aldrig skal forlade nogen igen. Al den is. Duerne jager mig, hvorfor samler de sig i trafikkrydset, kan de mærke, at lyset skifter til rødt? Det er januar, og vi driver gennem byen, stavrer omkring og venter måske alligevel på, at det hele fryser.
Sidste vinter løftede jeg isflagerne op i søen, nu taler vi om, at vinteren har glemt sig selv; Dens øjne lyser næsten ikke, og så siger du noget om, at byens liv sidder i søen, i det inderste: Jeg forlader ikke noget, men hvis jeg skal forlade nogen igen, håber jeg, at jeg aldrig skal forlade nogen igen. Al den is. Duerne jager mig, hvorfor samler de sig i trafikkrydset, kan de mærke, at lyset skifter til rødt? Det er januar, og vi driver gennem byen, stavrer omkring og venter måske alligevel på, at det hele fryser.