om eftermiddagen kommer solen, sådan er foråret, en melankolsk forsinkethed. alle går mod nordhavn, havnebadet er smukt i den lavthængende sol over industrikraner og byens tage bag stationen. jeg kigger på dit ansigt, imens du ser ud over vandet, det grønne oplyses og lever som smykkesten i dine øjne, det grønne med den mørkere blå kant og det svagt lysebrune, der er strøget omkring din pupil. tosomheden, den elsker jeg med dig. vi sidder her på trædækket, du giver altid kaffe fra andersen & maillard, du elsker at give.
lige her blandt andre mennesker, de fremmede, som man kommer til at elske lidt; lige her har vi siddet i mange timer efterhånden. jeg er heldig, for snart er byen vores, alle de steder vi har erobret og indlemmet, samlinger af det vigtigste.
om aftenen går vi under banelegemet, togene giver sådan en brusende lyd fra sig, når de kører mod svanemøllen eller den anden vej, som en understrøm, der griber fat i én nedefra, og man mærker det i underlivet. himlen er stadigvæk lys og mild, april måned. vi går ad østerbros ensformige gader, smukke facader vender mod os i kvarterets mange karreer, jeg ser det hele.
jeg er så træt i de her dage, en overgangsladhed. vi beslutter os for at gå i irmaen lige ved os, købe ind uden at ane, hvad vi skal lave til aftensmad, sådan er vi begge, sanselige dovne væsner der lader os forføre, lystdrevne, og derfor mangler vi ofte penge. vi vil gerne have børn, men det koster penge, vi vil gerne have et sommerhus siger vi grinende i munden på hinanden, det skal nok ske. hvor er vi stærke og bange sammen.
vi køber ind til din pastaret med tomater og frisk basilikum, jeg får min vilje. knækkede stænger rå pasta på gulvet under mine hvide tennissokker. du hakker løg og andet til den varme pande, det hvæser og madskyer stiger op i vores smalle køkken, vi indhylles i damp, og ruden sløres ud mod herninggade. vandet i den største gryde, vi ejer, koger nu, jeg elsker gaskomfuret, her er så mange lyde, noget klikker og når flammen tændes ved man at det er okay, vi står bare her og laver mad.
vi har ingen sofa i lejligheden, den står til opbevaring, så vi sætter os ind i sengen for at spise. her kunne jeg være alle dage med dig, kigge ud på spirerne og tagene der er vores udsigt. vi lader altid vinduet stå lidt åbent, livet er derude og herinde. den nedgående sol laver glødende overgange på den blyfarvede himmel, en hvid kondensstribe fra et fly skærer på tværs, den svage måne træder mere frem nu. pastaen er varm, og parmasanbjerget smelter ned i resten som en minigletsjer i den dybe tallerken. vi spiser begge i stilhed og med stor appetit, nydelsen finder vi altid i sengen, herfra udgår vores verden, så tæt op ad hinanden som kun elskende kroppe kan være.
om morgenen vågner vi, senere end planlagt. dine mørke hår få steder på det hvide lagen imellem vores puder, som små tab af nattens sorte.