Hareskår kender os ikke endnu
OS:
Vi er i haven.
DEN ENE AF OS:
Nogle gange er vi stille.
DEN ANDEN AF OS:
Nogle gange siger vi en masse.
DEN ENE AF OS:
Nogle gange ligger vi bare i græsset i flere timer.
OS:
Hareskår ligger også i græsset. Hun har lukkede øjne. Hareskår, din krop er så hvid, når du ligger her.
DEN ANDEN AF OS:
Når græsset skyder op mellem dine fingre.
OS:
Hey, hvad laver du her?
HARESKÅR:
Hvem er I?
OS:
Hey, hvad laver du i græsset, hvorfor ligger du her?
HARESKÅR:
Hvem er I?
OS:
Din krop ser underlig ud, når du ligger her.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du ligger med armene over hovedet.
DEN ENE AF OS:
Det her må vi sige: Dine fødder peger i hver sin retning.
HARESKÅR:
Fortæl mere.
OS:
Du har lukkede øjne.
HARESKÅR:
Fortæl mere.
OS:
Dit hår er brunt, lidt lyst ude i den ene side, eller også er det solen, det ved vi ikke. Du har vabler på benene.
HARESKÅR:
Fortæl mere.
OS:
Dine hænder er hvide. Din næse løber.
HARESKÅR:
Hvordan ser jeres kroppe ud?
OS:
Lange, snavsede.
HARESKÅR:
Som hunde, der graver i jorden?
OS:
Så at sige.
HARESKÅR:
Og jeres tøj?
OS:
Brunt, hærdet.
HARESKÅR:
Som en gammel læderlampe?
OS:
Så at sige, kom lad os gå en tur langs vandet, eller lad os sidde og glo på det.
Hareskår vælger tøj
OS:
Hareskår står foran spejlet og vælger, hvad for noget tøj hun skal have på, når vi skal gå en tur langs vandet eller sidde og glo på det. Nu går hun rundt i undertøj.
HARESKÅR:
Jeg skal passe på med at komme til at ligne en cirkusklovn.
OS:
Hareskår, du bevæger dig hektisk, står stille, bukker dig, strækker dig, sukker, griner og begynder forfra.
HARESKÅR:
Nu flyver der ugler ud af mit tøj.
OS:
Ja, det ser vi.
HARESKÅR:
Hvor kommer de fra?
OS:
Uglerne kommer fra træet i haven. De kom for tidligt. De er først med senere.
HARESKÅR:
Jeg tjekker, hvad klokken er.
OS:
Mens du står og bladrer gennem kjoler, prøver skjorter, skifter bukser, bliver desperat, bliver veloplagt og begynder forfra, ligner du en klovn.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du står og bladrer gennem kjoler, prøver skjorter, skifter bukser, begynder forfra. At vi kalder dig for en klovn.
HARESKÅR:
Hvordan ser jeg ud?
OS:
Klovn!
DEN ENE AF OS:
Vi øver os i grimme skældsord.
DEN ANDEN AF OS:
Det er bare en øvelse.
HARESKÅR:
Ej, helt seriøst. Hvordan ser jeg ud?
OS:
Du har blå bukser på. Det ser underligt ud.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At bukserne hænger nede om lårene på dig.
HARESKÅR:
Jeg har tit fået at vide, at mit kantede navn passer til de stærke ben.
OS:
Vi tror, at dine bukser er et nummer for store.
HARESKÅR:
Det er noget medfødt, det er de tunge knogler, jeg har arvet dem fra min mor.
OS:
Du kigger på dig selv i spejlet.
HARESKÅR:
Det er de tunge knogler.
Hareskår samler sten på stranden
OS:
Vi går på stranden. Hareskår samler sten. Hareskår, når du bøjer dig, ligner du en fugl.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du krummer din ryg, når du bøjer dig mod stenene.
DEN ENE AF OS:
Du bliver såret nu, vi ser det ud af øjenkrogen, at du bliver såret.
DEN ANDEN AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ENE AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At nu løber der tårer ned ad dine kinder.
HARESKÅR:
Jeg er bare så træt.
OS:
Se mågerne.
HARESKÅR:
Jeg kigger nedad mod stenene, mod sandet, jeg ser ikke mågerne.
OS:
Vi holder hænderne over stenene, vi leger, at det er små fisk.
HARESKÅR:
Må jeg være med?
OS:
Nej.
HARESKÅR:
Der er så mange sten.
OS:
Nu ligger du dig i sandet. Det ser underligt ud.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du ligger på maven.
DEN ENE AF OS:
Vi kan også spørge hende om noget.
OS:
Er det sandet, der giver dig de vabler på benene?
HARESKÅR:
Det er noget medfødt.
OS:
Vi ser, at du er rastløs, kom, lad os gå hjem.
HARESKÅR:
Jeg kan ikke bevæge mig.
OS:
Vi bærer dig.
DEN ENE AF OS:
Jeg tager benene.
DEN ANDEN AF OS:
Jeg tager armene.
OS:
Du er tung.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At du vejer omkring de 73 kilo.
HARESKÅR:
Jeg har det ikke så godt.
Hareskår har fået feber
OS:
Vi er på værelset, og det er nat. Hareskår ligger i sengen.
DEN ENE AF OS:
Det er hende, der græder.
DEN ANDEN AF OS:
Det er hendes stemme, vi hører.
DEN ENE AF OS:
Haven er udenfor.
DEN ANDEN AF OS:
Vinden er udenfor.
DEN ENE AF OS:
Og mørket med uglerne imens det lyner.
DEN ANDEN AF OS:
Indenfor bevæger alting sig meget langsomt.
DEN ENE AF OS:
Vi står i døren.
DEN ANDEN AF OS:
Vi træder frem.
OS:
Her sover vi dårligt.
DEN ENE AF OS:
Det er fuldmånen.
OS:
Vi peger op mod den. Se.
DEN ANDEN AF OS:
Eller vi fortæller om vinteren.
DEN ENE AF OS:
Hvor koldt det bliver på værelset, når kulden lister sig ind mellem træsprækkerne.
DEN ANDEN AF OS:
Hvordan uglerne lyder, når de sidder i træet.
DEN ENE AF OS:
Hvor meget hvidt der er.
OS:
Sådan her lyder det, når vi fortæller om vinteren: Det er hvidt herude. Kyndelmisse slår sin knude. Overmåde hvas og hård. Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgaard. Det er tyst herude, kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit. Der er ingen fugl, der synger, finken kun på kvisten gynger, ser sig om og vipper lidt. Det er koldt herude. Ravne skrige, ugler tude, søge føde, søge læ. Kragen spanker om med skaden. Højt på rygningen af laden, skele til det tamme kræ. Hanen sig opsvinger på en snemand, sine vinger klaskende han sammenslår. Krummer halsen stolt og galer – hvad monstro han vil, den praler? Hvis endda om tø han spår! Inderlig jeg længes efter vår, men vinteren strænges, atter vinden om til nord! Kom, sydvest, som frosten tvinger, kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord!
DEN ENE AF OS:
Men Hareskår kan ikke høre os.
DEN ANDEN AF OS:
Hun sover.
OS:
Hareskår, du sover med åben mund som et fjols.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Du har åben mund, når du sover.
DEN ENE AF OS:
Det her må vi sige: Når du sover, savler du.
DEN ANDEN AF OS:
Nogle gange er du stille.
DEN ENE AF OS:
Nogle gange siger du en hel masse.
OS:
Nogle gange ligger du der bare i flere timer. I den seng.
HARESKÅR:
Jeg tror jeg er vågen, jeg hører uglerne, hvor er de?
OS:
I træet udenfor.
HARESKÅR:
I haven?
OS:
Ja, med vinden og mørket.
HARESKÅR:
Kan vi gå derud nu?
OS:
Nej, det er stadig nat. Hareskår, du ligger i sengen. Vi sidder med vores stok.
DEN ENE AF OS:
Det er Hareskårs stok.
DEN ANDEN AF OS:
Det er Hareskårs stok.
DEN ENE AF OS:
Vi kigger på Hareskår.
DEN ANDEN AF OS:
Vi har lyst til at slå, men siger om vejret, at det bliver godt.
OS:
Hareskår, vi ved ikke, om du kan høre det, men vi siger, det bliver godt.
DEN ENE AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: At det bliver solskin.
HARESKÅR:
Jeg hører jer, jeg sover ikke helt.
DEN ENE AF OS:
Nu begynder det at regne.
DEN ANDEN AF OS:
Nu begynder det at tordne.
HARESKÅR:
Er I med i et mareridt jeg har?
OS:
Så at sige.
HARESKÅR:
Jeg drømmer om stranden, om uglerne.
OS:
Ja, det ser vi.
HARESKÅR:
Uglerne samler sig på stenene.
OS:
Om natten er uglerne i træet, de larmer.
DEN ENE AF OS:
Ligesom hunden larmer om dagen, eller græsslåmaskinen, eller bomberne, pistolskud, skrigene.
DEN ANDEN AF OS:
Det må vi ikke sige.
DEN ENE AF OS:
Nej, det må vi ikke sige. Det her må vi sige: Om natten kan man høre uglerne. Om dagen kan man høre græsslåmaskinen, bomber, pistolskud og skrig.
DEN ANDEN AF OS:
Hareskår, hvordan kan du sove i den larm?
OS:
Hareskår, hvad drømmer du om nu?
HARESKÅR:
Jeg ligger og krammer græsset imens det visner. Jeg synker ned i jorden, mine hænder stikker op.
OS:
Dine hvide, hvide hænder.
HARESKÅR:
Jeg rejser mig, jeg rager rundt i mørket med min stok. Jeg vil ramme uglerne.
OS:
Du rammer billederne af børnene. De falder ned fra væggen. Nu græder du. Nu brækker du dig. Vi lægger dig tilbage i sengen.
HARESKÅR:
Av, mit ben.
OS:
Sov nu.
OS:
Nu er det morgen. Nu står vi ved vinduet.
DEN ENE AF OS:
Uglerne har været her.
DEN ANDEN AF OS:
De har været i træet.
DEN ENE AF OS:
De har også været i vindueskarmen.
OS:
De har kigget på dig, Hareskår, imens du lå og sov.
DEN ENE AF OS:
Jeg vækker dig.
DEN ANDEN AF OS:
Jeg tænder lys.
OS:
Vi holder om dig, Hareskår og siger, at du skal drikke.
HARESKÅR:
Uglerne har været der. De har været i træet.
DEN ENE AF OS:
Nu snakker Hareskår om uglerne. Det forstår vi godt.
DEN ANDEN AF OS:
Nu snakker Hareskår om hænderne. Det forstår vi ikke.
OS:
Vi forstår dig, Hareskår. Fortæl mere.
HARESKÅR:
De var så hvide. De stak op af jorden. Jeg blev så distraheret.
OS:
Vi skræller et æble og skærer det i både. Vi spiser og rækker også til dig, Hareskår.
DEN ENE AF OS:
Jeg henter vand.
DEN ANDEN AF OS:
Jeg henter urter.
OS:
Nu er vi tilbage. Nu står vi ved vinduet. Den ene af os med foden op ad væggen.
DEN ENE AF OS:
Det er mig.
DEN ANDEN AF OS:
Nej, det er mig.
OS:
Vi står begge med den ene fod op ad væggen.
DEN ENE AF OS:
Jeg står med den højre fod op ad væggen.
DEN ANDEN AF OS:
Jeg står med den højre fod op ad væggen.
HARESKÅR:
Uglerne brøler.
OS:
Ugler brøler ikke. Ugler tuder.
HARESKÅR:
Uglerne tuder.
OS:
De er i træet.
HARESKÅR:
De er nærmere nu.
OS:
Vi lukker vinduet i.
HARESKÅR:
Åben vinduet igen.
OS:
Nej, du skal sove nu.
OS:
Nu er det morgen. Vi hugger i træet.
DEN ENE AF OS:
Vi bruger øksen.
DEN ANDEN AF OS:
Vi arbejder.
DEN ENE AF OS:
Vi ved, hvordan det er.
DEN ANDEN AF OS:
Træet falder.
DEN ENE AF OS:
Det gør uglerne også.
DEN ANDEN AF OS:
Vi dækker de hvide hænder til med jord og kommer ikke mere i haven.
DEN ENE AF OS:
Vi går ind.
DEN ANDEN AF OS:
Vi lukker vinduet.
DEN ENE AF OS:
Jeg tager Hareskårs hånd.
DEN ANDEN AF OS:
Jeg reder hendes hår.
OS:
Vi skubber billederne af børnene på plads på væggen.