som sakse
klipper
de sten synker
i dig
dine håndflader
strandru
åbne
lyset vågner før dig
i sommerdrukne gader
for dig
havet
hældt i jorden
under dig
jorden
imellem havene
i din have
står jeg
og suger af det hele
sætter sol
på dine vintervåde
læber
og knopskyder mig
ind i dig
selvom havet
ikke ved det råber
er det okay
at vi skændes
det er trods alt ældst
håber ikke
du hører det