Det begynder med en stemme: Godaften, dette er kaptajnen, jeg byder alle passagerer velkommen ombord og ønsker alle en behagelig rejse. Det begyndte ved drengens fødsel, men vi er nødt til at fortælle det hele med udgangspunkt i stemmen. Vi er nødt til at begynde med drengen, der ligger i sin kahyt og tænker, mens stemmen begynder at tale fra en lille rund højtaler i loftet. Drengen lytter til stemmen. Stemmen er voksen og dyb. Den virker sikker og tilforladeligt autoritær. Stemmen er rolig, men fjern. Den er som en far uden ansigt. Den styrer rejsen fra et andet og mere åbent rum i den verden drengen flyder rundt i. Drengen er ikke sikker på, at han har lyst til at rejse væk.
*
Drengen er 15 år gammel, fra Nordhavn. Der er ingen vinduer i hans kahyt. Den ligger på dæk 5, for enden af en lang gang med lyserøde døre. 5609 står der på hans dør. Tæppet i gangen og i kahytten er blødt, det dæmper éns skridt. Man er næsten lydløs. At der ingen vinduer er i drengens kahyt gør det svært for ham at fornemme hvad klokken er, hvor lang tid han ligger dér i sengen og tænker. Han tænker på, at han er alene nu. Han prøver at finde ud af hvordan han har det med det. Så lyder en ny stemme over ham. En lysere stemme. En mere alvorlig stemme. En pige eller en dame, næsten aldersløs: Vi har en personlig meddelelse til én af vores danske passagerer … . Her stopper drengen med at høre efter. Drengen kan mærke, at han spænder i panden. Han ligger med hænderne samlet på maven, med hjertet dunkende hårdt og autonomt mod håndfladerne. Han har let rynkede bryn, lidt pjuskede, ligesom hans fars bryn. Drengens tanker flyver rundt. Kahytten bliver til en tåge omkring ham, hvori alt han tænker og forestiller sig svømmer rundt. Han er i tvivl om han virkelig har lyst til at forlade det hele. Han tænker på sin familie, sin mor, at hun er helt alene nu. Han får dårlig samvittighed. Det er som om det hele trykker sig sammen inden i ham. Han synes det er underligt at være i live.
*
Ingen har valgt at blive født, tænker drengen. Eller, måske, midt i tågen mellem sit tidligere liv og døden, dér fik man valget: Vil du fødes igen, påny? Hvis ja, så må du forstå, at du vil sygne hen i mørket, du vil blive et hul af skarpt, hvidt lys, du vil suge alt ind i dig, du vil opleve verden blive trukket ind i dig, se alt udstrakt som nært landskab set fra en bil i høj fart, og til sidst, når der ikke er mere tilbage at suge ind i dig, vil du lukke dig om dig selv i mørket, du vil skrumpe ind til en stemme, et spørgsmål, et valg: Har du lyst til at blive født igen? Har du lyst til at sprænge verden åben igen? Har du lyst til et nyt liv som du ikke vil vide, at du har valgt at blive født ind i? Det er sådan noget drengen tænker på. Han er forvirret og vred. Han forestiller sig alt muligt. Han ved ikke om det giver mening. Han ved ikke hvad han skal tro på. Han er ked af det. Han tænker, at ingen kan huske hvordan det føltes at blive presset ud mellem sin mors ben. At ingen kan huske hvordan man græd og skreg.
*
Drengen har set et billede fra sin egen fødsel som hans far har taget. Her græder drengen og alle omkring ham er glade, forgrædte, forløste og lykkelige. Drengens far står et sted bag kameraet. Drengen tænker, at han ser sin egen fødsel gennem farens øjne gennem kameraets linse. Det får drengen til at bryde sammen. At faren ikke er tilstede på billedet, men ligesom står et sted udenfor for det, er som nu hvor faren er død. Drengen slår i madrassen. Han kaster sig rundt. Han er angst. Han skriger og græder. Hans mobil er slukket. Han ved, at moren på dette tidspunkt må have ringet tusinde gang, at hun måske allerede nu har kontaktet politiet. Drengen tænker, at han ikke skulle være løbet væk alligevel. Han fortryder det hele. Han siger undskyld ud i rummet mens han skjuler sit ansigt i sine hænder.
*
Så banker det på døren. Drengen stivner i sengen. Så kommer stemmen: Det er mor, vil du ikke nok lukke op. Drengen svarer ikke, men han ved hun må have hørt ham skrige og græde lige før. Han forstår ikke hvordan moren kan vide, at han er med færgen. Hun må være fulgt efter ham. Vil du ikke nok lukke op, siger hun. Drengen rejser sig endelig og lukker op. Han er bange. Udenfor står en betjent, en receptionist og drengens mor. Drengen og moren græder, da de ser hinanden. Moren holder om drengen. Jeg savner ham også, siger hun. Undskyld mor, siger drengen. Færgen bevæger sig ikke.