Kathrine Storm: Parkdigte

*

som jeg sagde
så er dette møde ikke
det er ikke rigtigt
åh og nu
en sommerfugl
der ligger helt stille i en frosset sø
man får lyst til at bryde isen
 
 
 
*

så springer man ud
så har man en åkande på hovedet
det ser fjollet ud og
vandet er koldt og
der er ikke nogen der maler nogen
 
 
 
*

alting springer ud og nu er det forår
det handler om nedfrysning i håbet om et evigt liv
som nyfalden sne der er ubærligt nyfalden
som vores ansigter der er kolde måske de kan
puste liv i os om tusinde år måske kan de ikke
 
 
 
*

og man præciserer:
det starter med et køs
og det ender
med den der Monet over sofaen
gamle mennesker putter pressede blomster i album
gamle mennesker køber frostsikre havenisser
det ender derovre det starter derovre
 
 
 
*

man fægter med armene
de strækker sig mod
skyerne
man er enig i noget man ikke forstår
men man er meget enig jeg mener
jeg mener lyden af betingelsesløs kærlighed
 
 
 
*

lad være med at nægte
man er sart som akvarel
et vindstød er et vindstød er et vindstød
og det er sådan det er hver gang
nogen opfinder en paraply
jeg har skaffet dig plads på et museum
selvom du ikke er mit yndlingskunstværk

Flere bidrag