jeg plukker østershatte på langelinie
i en drøm de skyder
op ad undergrunden i nuancer af hvid og stålblå
kunne være taget fra et invita-katalog
fall edition 2010
lidt længere fremme går et
ungt par med hinandens hænder i
lommerne
de ligner et bjerg som
de går der deres
skygger smelter sammen med
tågen de ligner en og samme person
jeg råber efter dem
bliver stoppet af lydmuren det falder i
stedet som istapper fra min frosne næse
står og træder rundt i
pøl af eget snot sparker ud efter tilfældige flokke af
duer der skødeløst stirrer på de halvmugne svampe
går op for mig at jeg har kvast plasticposen
smider svampesmulder i nakken på forbipasserende
trækker vejret ned over mig som om jeg hyperventilerer
når alt er sagt er det svært
at sige noget nyt
vi skal hele tiden sige noget der er bedre end
det første end det sidste
det er et tabu at være stille i
en verden hvor det gælder om at råbe højest
stiller mig på en stol så alle kan se mig
jeg siger: kan i se mig nu!
kaster min telefon ud i blå masse får lyst til at gøre den selskab
trænger til at blive kastet ad helvede til
ud i øresund