Byttepenge
Min veninde og jeg snakker om at gå i Hennes & Mauritz for at købe strømper efter skole. Måske gør vi en tur ud af det og tager i Kvickly og køber ind til en salat. Så skal vi have ruccola, røde druer, og vi skal have avocadoer. Der er massere af varer til forskellig pris, det er det eneste, der er.
På parkeringspladsen holder bilerne, de er ikke til salg, men det har de været engang.
Vi erhverver os en vis mængde af alle de varer, der bor på hylderne, vi fylder poserne og lægger byttepengene i lommerne.
Sådan fungerer det.
Så er der lidt til næste gang, der er altid lidt tilbage, der er aldrig helt udsolgt, og vores fødder er varme, vores lommer er grønne og røde, fyldt op af byttepenge.
Da jeg den anden aften skulle cykle ned til byen, stod der en mand og pissede ved et af de mange busstoppesteder, der er spredt langs vejen. Jeg skrev det ned i en note på min mobiltelefon, fordi jeg tænkte, det var interessant.
Jeg forestiller mig, at han ganske enkelt ikke har et sted at være.
Kan ske han bare går frem og tilbage over fodgængerfeltet i et par timer, før han sætter sig ind på det middelmådige konditori i Nørreportcentret og drikker sig en middelmådig kop kaffe og spiser en middelmådig basse. Måske køber han Ekstra Bladet og en kold i Rema 1000. Han ryster sin slidte læderpung, og de omkring-indkøbende, som for eksempel kunne være mig, kan dufte ham. Han dufter af tobak, Gammel Dansk, olie og så den helt friske efterårsluft, der aldrig forlader et menneske, der aldrig omgives af andet. Han har kun mønter i pungen, for dem kan man mærke vægten af, og den følelse kan han godt lide at have liggende i lommen. Jeg bruger altid mit dankort, og jeg siger altid “Ja tak”, når min ekspedient spørger, om jeg vil have bonen. Det gør han ikke; hvorfor skulle han bruge tid på at holde et regnskab, når han har det lige i pungen.
Han smiler på en flygtig måde. Hvis jeg gør mig umage, kan jeg få det til at være en velovervejet og velment måde.